Princippet om selvopretholdelse og artens videreførelse
Thomas Hobbes’ politiske apriori, princippet om selvopretholdelse, er inkorporeret som en af grundpillerne i biologiens metafysik, hvor den individuelle selvopretholdelse videreføres og overføres på arten, således at spørgsmålet om artens overlevelse (videreførsel) er knyttet til princippet om den individuelle selvopretholdelse, hvorved det enkelte individ underlægges en (overhistorisk) genogenese. Princippet om selvopretholdelse og artens videreførelse har været brugt til at forklare kvindens seksualitet, således at der på et personalhistorisk plan kan opstilles en teleologi: dette at sætte afkom i verden. Kvinden er på den måde blevet artens vogtere. For balancens skyld kan vi nævne, at Freuds fortolkning af moderskabets tiltrækning på kvinden (hvis man overhovedet kan tale så kategorisk om det), og i det hele taget moderligheden, skyldes et forsøg på at omgå anerkendelsen af kastrationen som den oprindelige differens eller urdifferensen.
Min tanke og formål med denne post er imidlertid et andet: sex og overhovedet det seksuelle begrundes ud fra et fantasme om overlevelse på et transpersonalt plan. Sex er med andre ord udtryk for et latent ønske i den enkelte om at deltage i artens overlevelse som videreførsel. Der skulle således ikke være nogen forskel på et menneske og en hund, en fugl, en fisk, hvilket er en tiltalende tanke. Men hvordan skal man imidlertid forklare onanien ud fra Hobbes’ politiske apriori? Der synes dog at være derimod god logik i den gammeltestamentlige tabuisering af onanien, ud fra et politisk perspektiv, dvs. ud fra en magtøkonomi. Artens overlevelse er på det intimeste forbundet med en stammelogik, hvor barnedødeligheden er en konkret trussel om stammens udslettelse. Det hellige, der omgærdede mandens lem som reproduktivt organ, forudsatte samfundsmæssige restriktioner.
Onanien siger imidlertid noget om sex. I Meet the Fockers fremstilles det signifiante ved onanien og, det er mit postulat, ved seksualdriften overhovedet, gennem familien Fockers kæledyr, Moses, den lille parrelystne blanding af en yorkshire terrier og chihuahua, der parrer alt, den kan komme i nærheden af; den uforglemmelige scene, hvor den med stor iver parrer familien Byrnes barnebarn, Little Jacks sovedukke. Familien Fockers kæledyr afspejler således familiens forhold til sex, som samtidig indeholder en kritik af den gældene fortolkning af seksualdriften. Sex kan således efter Moses ikke være et spørgsmål om hobbesianske principper eller biologisk metafysik, men om den meget enklere forklaring: det er forbundet med nydelse. Det er ganske vist ikke så glorværdigt et sigte som videreførslen af arten, men peger på sin egen måde på, hvorfor der er så mange restriktioner forbundet med sex.
Hej Stokbro
Jeg er helt enig med dig i, at sex ikke kan udlægges fyldestgørende i termer af selvopretholdelse.
Jeg mener bare ikke, at Hobbes har noget med denne pointe at gøre. Selvopretholdelsesprincippet i politisk hobbesiansk forstand fører vel ikke i sig selv til en teleologi? (Hvis det er det, du mener…). Hos Hobbes er det vel mest af alt en teori om, hvad der i bund og grund driver mennesket. – Hvor reduktionistisk Hobbes’ verdensbillede end er, kan jeg ikke se, at det er det samme som en teleologi. Hobbes’ kausal-begreb er netop *mekanisk* og ikke final-kausalt.
I øvrigt bunder det politiske selvopretholdelsesprincip for Hobbes i sidste instans på netop menneskets *nydelse*, der igen må forstås som følgevirkninger af sanseindtryk. Så ornani kan sagtens forstås i termer af nydelse indenfor Hobbes’ verdensbillede: *Alle* handlinger bunder i forsøg på at opnå nydelse, som jeg forstår ham. Men igen: Heri ligger ikke en teleologi, bare en mekanisk kausalforklaring.
MVH
Søren E
2. januar 2009 at 18:03
Du har uden tvivl ret mht. Hobbes, men det teleologiske har netop heller ikke noget specifikt at gøre med det politiske apriori. Jeg skriver:
“Princippet om selvopretholdelse og artens videreførelse har været brugt til at forklare kvindens seksualitet, således at der på et personalhistorisk plan kan opstilles en teleologi: dette at sætte afkom i verden.”
Det teleologiske er altså knyttet til reproduktionen (og det jeg kalder den biologiske metafysik) og ikke Hobbes, som du siger, mekaniske princip.
Man kan sætte det teologiske ved princippet endnu mere på spidsen ved at sige, at en kvinde, der har sat tilstrækkeligt med afkom i verden, har udspillet sin rolle som kvinde, som seksuelt væsen.
stokbro
2. januar 2009 at 19:14