Stokbros blog

jeg vil gerne genoptage en tråd fra et tidligere indlæg, Det perverse, hvori jeg en passant foreslog en kategorisering af videnskaberne ud fra begreberne pervers og hysteriker. Det er noget vås, men det er derimod ikke noget vås, at definere den videnskabelige praksis ud fra henholdsvis det perverse og det hysteriske, hvilket jeg af vanvare kom til med det lille replikskifte – “Er du pervers?” “Nej, jeg er hysteriker.”

Kirsten Hyldgaard skriver således i Fantasien til magten:

Forskning er med andre ord kun grundforskning, hvis den er ‘hysterisk’. Den hysteriske videnskabsmand har svært ved at blive ved sin læst, han må altid på grund af sin tvivl om denne eller hins enkeltvidenskabs ellers så klart afgrænsede objekt og velafprøvede metoder gå andre steder hen. Hans praksis bliver herefter typisk fordømt af kolleger som værende uvidenskabelig, snarere ‘filosofisk’ og af fagfilosoffer fordømt som værende dårlig filosofi. (s. 150)

Om det perverse hedder det:

Så snart han konfronteres med noget, der kunne tyde på en sådan mangel, bliver den straks fornægtet og stoppet til med allerede  velkendt viden, men tilføjelser og med udvidelser af det eksisterende paradigme. Den perverse supplerer. [...] når noget irriterer den vante horisont [...] fornægtes den opståede mangel med, at det andet er ‘ulæseligt’, ‘esoterisk’ eller snarere ‘litteratur’. (s. 151)

Spørgsmålet drejer sig altså ikke så meget om de videnskabelige tesers falsificerbarhed som om en given videnskabelig praksis’ forhold til sin egen grundlagsproblematikker; eller mere stringent formuleret med Heidegger: “Das Niveau einer Wissenschaft bestimmt sich daraus, wie weit sie einer Krisis ihrer Grundbegriffe fähig ist.” (Sein und Zeit s. 9).