Platon, gentagelsestvang, signatur
Det lader til, at det sidste ord ikke kan blive sagt om disse historier [Dora, Lille Hans, Ulvemanden, Schreber, Rottemanden], som man inden for filosofien eksempelvis ikke kan få sagt det sidste ord om Platons kanoniske hulelignelse i Staten; snarere har disse historier deres kanoniske status i kraft af, at det sidste ord ikke kan siges om dem, i kraft af at deres kvalitet indebærer, at de kan byde sig til som medium for refleksion for den ene generation efter den anden. (Fantasien til afmagten, s. 182)
Spørgsmålet er om Platons hulelignelse er blevet kanoniseret inden for filosofien, fordi den byder sig “til som medium for” en uendelig refleksion, eller byder den sig “til som medium” fordi den er blevet kanoniseret? Den første mulighed fremsætter, at den faktiske tekst betyder noget, at den øjensynlig uendelige refleksion over hulelignelsen er bundet til den faktiske skrift. Platon formulerer hulelignelsen og knæsætter den som skrift på en måde, som ingen anden ville kunne gøre. Platon sætter med andre ord sig selv som signatur gennem sin skrift. Den anden mulighed, at Platon etableres som signatur, siger derimod, at Platons hulelignelse er brugbar som medium for gentagen refleksion, fordi den er blevet etableret som signatur.
Lad os forestille os, at Platon ikke eksisterede, følgelig at hulelignelsen ikke eksisterede, men at en ukendt filosofspire forfattede den og sendte den ind til Slagmark. Hvordan ville en fagfællebedømmelse lyde? Er det ikke snarere sådan, at hulelignelsen har sin symbolske placering dels i kraft af afstanden til Platon, dels i kraft af den autoritet, der knytter sig til Platon som signatur?
Vi kan ikke “få sagt det sidste ord om Platons kanoniske hulelignelse i Staten“. Hvad er det, der gør den gentagelse mulig … i dag? Underforstået at hulelignelsen næppe kan siges at være en tanke båret frem af stor æstetisk eller litterær værdi eller nogen særlig filosofisk dybde. Vi læser Platon, fordi det er god tone i en dannet/lærd/universitær kontekst. Fordi Platon indtager en særlig symbolsk rolle i en sådan kontekst. Vi læser altså ikke hulelignelsen, fordi den indeholder noget særligt, men vi gentager vores læsninger for at oprethole en særlig kontekst. Det er en signaturs kraft; det er derfor det sidste ord lader til aldrig at kunne blive sagt.
