Skrift – det Andet
[Tag] livet af alt det, der ikke er tekst.
Pia Lauritzen
En tanke slog mig, da jeg læste i Pias Et spørgsmål om at være og gennemtænkte forløbet på Skrift, at metafysikopgøret er alt for kompliceret. Metafysikken er knyttet til relationen noget og noget andet, hos Heidegger den ontologiske differens, før den er knyttet til f.eks. grammatikken. At tænke inden for nærværet af relationen vil umuliggøre et opgør med selvsamme relation, idet man vil være nødsaget til at gentage strukturen som det bærende element, blot i andre fokale punkter; man kan ikke annullere (igangsætte et opgør med) strukturen og tænke inden for den. Den metafysiske relation mellem væren og det værende er i sin tidlige form et udtryk for forholdet mellem tænkning og genstand (og i forlængelse heraf ligger forholdet til sandhed), mens den senere form tænker relationen inden for selve sproget som forholdet mellem signifiant og signifié. Men lad os forestille os, at der ingen signifié er, at der ikke kan være en signifié. Hvor er metafysikken(s sprog) da henne? Der er ikke mulighed for et metafysisk sprog i signifiantkædens repetetive forskydninger (der kan ikke være tale om nærvær i forhold til et nærværende, hvis der kun er skriften), dvs. der er heller ikke en forventning om konklusion/sanhed/ek-stase, der er ingen forventning til skriftens originalitet, dens origo. Hvad mere er, metafysikken udgår fra en forestilling om mennesket som priviligeret væsen; kategorierne, hvadenten aristoteliske eller kantianske, kan ikke tænkes udenom en menneskelig modus, udenom selve det, at det er et menneske, der tænker – sat på spidsen: udenom jeget. Skriften og det ubevidste tilbyder sig for en posmetafysisk tænkning. Ikke som udgangspunkt, ikke engang som afsæt. Pia skriver i forlængelse eller rettere forud for det:
Derrida nøjes [...] ikke med at gøre op med subjektet, som også Heidegger gjorde det. Han gør op med forestillingen om et privilegeret menneskeligt væsen. Med forestillingen om et privilegeret menneskeligt væsen ‘beskytter’ Heidegger aksiomerne fra de mest fundamentale metafysiske humanvidenskaber. Han tænker differensen mellem væren og det værende ontologisk, og han overser den absolutte andethed. (s. 107)
