Sølv
Jeg har i dag en anmeldelse af Katinka My Jones’ digtsamling “Sølv” i Nordjyske; det er en fremragende digtsamling, der på én gang åbner sproget mod dets karakter af selvfølgelighed, men samtidig mod dets mulighed som je ne sais quoi. Nu skal man selvfølgelig ikke forhaste sig med epokale klassificeringer, men jeg synes dog at vores digterinder fremviser en sjælden sans for sprogets enkelhed samtidig med, at de underbygger denne enkelhed med en lige så stor sans for det komplekse – de komplekse betydningsniveauer. Måske de reintroducerer lyrikken som erkendelse. Noget andet (eller tredje) er, at forfatterinder som Naja Marie Aidt, Christel Wiinblad og Katinka My Jones har modet til at skrive personligt, at satse dem selv i skriften, uden at den dermed bliver privat; måske nok nøgen, men ikke privat. Dermed satser de også noget af dem selv, og læseren satser noget ved at læse dem, fordi her ikke blot er tale om skrift, men også om en eksistentiel åbenhed. Man har med andre ord en fornemmelse af det nødvendige i disse forfatterskaber; i modsætning til mange af de yngre mandlige digtere, der benytter sig af samme jargon som reklamerne for vores øl. Men først og sidst (og så kommer enhver epokal klassificering i anden række) er disse kvinder vanvittigt interessante sprogkunstnere.
