Stokbros blog

I manen har hendes svedige hænder været begravet,
hun kalder det en manke og bliver rettet,
så blev man lige så meget klogere,
så blev man lige en lille smule mere skadet,
en lille smule mindre hel.

Hos Lacan er processen at blive optaget i et sprogligt fællesskab sammen med resten af andethed fra spejlstadiet nok nogle af de vigtigste hændelser i et menneskes liv; præcis hvor voldsom en erfaring sprogliggørelsen er kommer til udtryk i ovenstående digt af Katinka My Jones. Som jeg også skrev i anmeldelsen, så er det i processen placerede individs følelser og tanker sekundære i forhold til Loven.

Skuffelsen er den særegne måde at blive voksen på, dvs. dette at være voksen er ensbetydende med en skuffet eksistens. At være et voksent menneske betyder ikke andet, end at man er blevet rettet på det i forhold til Loven nødvendige antal gange. I forlængelse heraf kan man med Lacan sige, at mennesket grundliggende lever eksternaliseret i forhold til sig selv. Det Katinka My Jones opdager (hvadenten det er intentionen eller ej) er, at dette at blive “en lille smule mere skadet” er det samme som at blive “klogere”, dvs. at nærme sig Loven, dvs. at kunne navigere i forhold til de gældende symbolske ordener – eller måske bedre: at kunne udkaste et brugbart fantasme.

Det paradoksale ligger deri, at jo mindre hel man er, desto mere en integreret del af Loven opleves man som værende. Dermed kan man endnu engang vende tilbage til opdragelsen, der, med rødder tilbage i romantikken, er en dragen op fra et lavere til et højere niveau, men Katinka My Jones får vist, at en sådan opdragelse aldrig er opbyggende, den lægger ikke til, men trækker fra. Opdragelse er per definition destruktiv i forhold til det menneske, der opdrages, men det er heller ikke en valgfri hændelse, snarere en systemisk vold: sproget skal læres, man kan ikke undgå Loven. I forholdet mellem barn og forældre benævnes det omsorg. På det Reelle plan er der tale om opdræt snarere end opdragelse, idet det er en voldelig proces med et fast sigte på tilpasning og indretning – en given samfundordens menneskelige økonomi.

Barnet er grundlæggende genstand for ressentiment, idet det i sin førsproglige væren lever i og med det Reelle, det har endnu ikke fremmedgjort sig (volden er både intern og ekstern) og følgelig heller ikke fået sit begær skuffet (defineret ud fra objet petit a). Det er på baggrund af ressentimentet at al pludren, fra sin spædeste begyndelse, opmuntres og understøttes af såvel forældre som andre, fordi spædbarnet skal lære at tale, skal tage Loven til sig, med andre ord skal begynde at skuffe sig selv og verden. Forholdet mellem forælder og førsprogligt barn kan karakteriseres ud fra den døende ornegud Nagos sidste ord i Hayao Miyazakis Mononoke hime (Princess Mononoke): “Soon you will suffer like I suffer.” Det betyder ikke, at forælderen ikke ønsker sit barn det bedste, men blot dette at Reelt er omsorgen båret frem af et ressentiment: barnet har det, vi gerne vil have. Forskellen mellem barnet og det ufuldstændige objekt for vores begær er, at objektet alene har fået dets kvaliteter gennem den begærendes begær, mens barnet, idet man spejler sig i det, må forventes at have sine egne. Barnet er det vi andre ikke har.

Opdragelsen sigter altså på at ødelægge denne uopnåelige væren, objektivere barnet og det vil ud fra barnets perspektiv sige, at det skal eksternaliseres i forhold til sig selv, hvilket hører med til en af de mest grundlæggende hændelser i barnets selvopfattelse. Det skal gives det, som vi er.

En kvalitativ bestemmelse af et menneske kunne således være, at det er et skuffet subjekt, der har internaliseret volden.