Stokbros blog

Louise har tænkt lidt nærmere over den filosofiske tanke, og hun har i den anledning brugt et af mine tidligere indlæg at spille sine tanker op imod. Hun afslutter sit indlæg med at spørge, om jeg måske slet ikke mener, at der er nogen pointe med at filosofere? Det gør jeg selvsagt, men jeg sætter ikke automatisk lighedstegn mellem denne pointe og formuleringen af en sandhed eller det metafysiske grundlag for en sandhed eller erkendelse. Jeg mener altså nok, at der kan være en pointe med filosofien uden at den dermed hænges op på en sandhed.

I Decentrering, dissemination (filosofi) argumenterer jeg for spredningen af tanker og begreber, men også dette at lade sig smitte med en tanke og bruge den til at tænke med. Dermed bruges begreber og filosoffer heller ikke i formidlingsøjemed, men næsten altid som apparater i min egen tænkning; det er præcis det, der menes, når jeg skriver: ”derfor min snak om dissemination: det hænger nøje sammen med min egen læsestrategi, ganske vist at forsøge forstå, men i lige så høj grad at eksperimentere ud fra disseminationen. Det er ikke resultatorienteret, men i dybeste forstand filosofisk.” Hvad er altså det filosofiske? Dette at tænke – og ikke nødvendigvis at formidle. Tænkningen kan sagtens foregå uden forudgivne parametre, den behøver ikke nødvendigvis være orienteret mod resultater.

Når jeg problematiserer metoden, erkendelsen og sandheden, det jeg lidt bredt kalder min metafysikkritik, så er det fordi metoden forudsætter et mål. erkendelsen og sandhed(en) forudsætter en given tradition at være erkendelse eller sandhed inden for. Disse begreber er ikke givne med dem selv, men kun inden for den tradition, der tildeler dem en mening. Det er altså ikke nok, at tale om erkendelse, vi må først definere, hvad vi mener med erkendelse, hvorefter en samtale kan begynde. Når jeg modsætter mig begreber som erkendelse og sandhed (og metode for den sags skyld) så drejer det sig om, at disse er magtbegreber, dvs. de er restriktive parametre, der definerer en given ting som f.eks. sand eller falsk, men altid ud fra en given traditions begrebsdefinitioner.

Den filosofiske tanke forstår jeg, i det indlæg Louise citerer, som en eksperimenterende tanke; eksperimentet er altid blot eksperimenterende; en tanke kan ikke være eksperimenterende og samtidig være strukturbevarende, den må altid, for at etablere sig som eksperimenterende, forsøge at overskride og træde ved siden af. Problemet er, at et sådant skridt altid vil være en bevægelse over mod en ny konformitet – derfor måtte denne filosofiske tanke, jeg talte om, også altid være smidig og i bevægelse. Også selvom det måtte betyde, at to modsatrettede udsagn fulgte på hinanden. Nietzsche kaldte rammende logikkens tre grundprincipper for ”trosartikler”. Som så meget andet har vi her at gøre med en smagssag.

I et lidt senere indlæg, rettet mod Pias definition af en filosof, afslutter jeg med at citere Kristian Lundbergs dictum ”Diktens enda uppgift är at söndra”. Ud fra det ovenstående giver det måske mening, at jeg efterfølgende definerer filosofiens opgave som, lige præcis ikke sandhedens transcendente økonomier, men som værende destruktiv, det vil egentlig blot sige en opmærksom bevægelighed i det kritiske: altså er det filosofiens opgave, at yde modstand mod forbeninger og dogmatikker, eller ideologiens instrumentalisering af tanken. Dogmatikken eller meningen er det beståendes, konformitetens drabant. Intet skal stå uimodsagt.

Hos Lacan har begreber ikke mening i sig selv, men altid kun i forhold til den konkrete situation, forskellene ufortalte svarer det til det, jeg havde fat i med mit begreb om lokaliteter. Det er en sådan lokalitet, der kan forbene til en dogmatik, dvs. agere mening eller ideologi; det er derfor lokaliteternes udkast altid kun kan opfattes provisorisk, de er alene knyttet til dette sted.

Er den filosofiske tanke stadig nyttig? Ja og nej. Man kan sige, at den ikke må være nyttig, dvs. den må ikke instrumentaliseres under dagsaktuelle debatter eller for den sags skyld under erhvervsøkonomierne. Den filosofiske tænkning er hverken en døgnflue eller et optimeringsredskab for merprofitten. Der er idag som til alle andre tider brug for den filosofiske tænkning, fordi der som altid er brug for et j’accuse i forhold til førbevidste strukturer (metafysiske økonomier), signaturer, dogmatikker, instrumentaliseringer, politisk hykleri osv. Den filosofiske tænkning er ikke begrænset af et særligt genstandsfelt; den er defineret ved at være et frit svævende kritisk blik, ved at være en destruktiv handling i det bestående – og det kan den lige så godt være i sine nedbrydende som i sine opbyggende aspekter.