Efterbyrd
I det tidligere nævnte indlæg af Louise er der endnu en del, som jeg ikke kan lade være med at knytte en kommentar til:
Stokbro skriver også, at den filosofiske tanke skal bedømmes ”på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis – dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.” Det er jeg helt enig i, hvilket jeg også selv har formuleret i et af mine seks krav til en filosof. Men jeg mener også, at den filosofiske tænkning må implicere, at man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed. For virkeligheden er ikke alene udgjort af tænkningen og dermed er virkeligheden også med til at opstille nogle rammer for tænkningens frihed, hvilket også samtidig udgør grundlaget for sand erkendelse.
Hvorvidt man evner at skelne mellem fantasi og virkelighed eller ej er sagen uvedkommende, det vigtige er erkendelsen og dens eftervirkninger ((disseminative) spor). Virkeligheden har kun en minimal betydning inden for de egentlige politiske og arkitektoniske paradigmer, som formentlig er to sider af samme sag. Žižek parafraserer i Det skrøbelige absolutte en berømt jødisk fortælling om en rabbiner og hans elev; rabbineren fortæller legenden om en profet, der gennem en vision oplevede Gud, hvorefter eleven spørger, om det virkelig er sandt? Rabbineren svarer, at det næppe er sket i virkeligheden, men at det er sandt. Louise udkaster med sin skelnen en verden, hvor det sande korresponderer med virkeligheden, og jeg mistænker hende for i denne skelnen at inkludere den liberal-kapitalistiske (våde) drøm om at det kan bruges til noget (merprofit, optimering). Men i virkeligheden (sic!) er der løgne, der er sandere end sandheden og til enhver tid overtrumfer disse – også på erkendelsens område. Det får mig til at tænke på et tidligere indlæg, hvori jeg kritiserer tanken om, at det kreative hele tiden bliver holdt op imod dets realiserbarhed, dermed ønkser man ikke det kreative, men derimod optimering inden for en given struktur – det er nogenlunde det jeg oplever Louise (og andre) argumenterer for med henvisningen til virkeligheden. Og så problematiserer vi ikke engang begrebet virkelighed, men går (temmelig problematisk) ud fra, at vi bare taler om det samme.
Begrebet virkelighed indebærer lige præcis en sætten “rammer for tænkningens frihed”. Rammer for erkendelsen er noget, der opstilles og således er udtryk for, hvad en given gruppe kan anerkende og validere som sand erkendelse. Det har jeg allerede tidligere været inde på i forbindelse med signaturen. En ramme er ikke en ramme i-sig-selv, den er altid givet med den gruppering, der fastholder den som betydningsfuld (det er bl.a. denne tanke Žižek beskriver som en pseudonietzsceansk konklusion). Hvad vi her har med at gøre er den grundlæggende, konstituerende hændelse (S1) i en given gruppe, hvorvidt den er sand som i overensstemmelse med virkeligheden er ikke vigtigt, idet den uanset sin korrespondens vil være konstituerende i forhold til den symbolske økonomi, der udgør virkeligheden.
