Protokol (II)
Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at formulere sig filosofisk eller bare tilnærmelsesvist redeligt, sandfærdigt med (selv)bevidstheden om metaforernes, forskydningernes, punkternes, ja sprogets, selvreferentielle mangel på uskyld? Hvis det var muligt, ville det så ikke være filosofiens primære opgave, også fordi der ellers ikke ville kunne være en filosofi at stille opgaven, at generobre uskylden? Man kan kritisere psykoanalysen, som D&G gør, for at være seneste skud på fortolkningsapparaturet, dvs. at det hermeneutiske paranoia må overskrides i et forsvar for overfladen (empirismen), eller man kan som Lacan (måske gør) hævde, at langt det meste af tiden er der lige præcis tale om overflade og yderligheder, men, i det mindste af og til, kan man i tilbageblikket se, at der var tale om noget andet (sinthome), der retroaktivt annullerer overfladen og blotter gabet. Og er det ikke også først i sådanne lykkelige tilfælde, at man overhovedet kan tale om uskyld – tænkning. Begge dele er vel egentlig lige forfejlet. Eller: flugtlinjen som den aktivitet at optegne linjer i serier, er det ikke lige præcis en symptomatisk beskæftigelse, der derigennem, ved så at sige at stille sig i affaldet og tale ud fra skallerne, taler ud af en anden uskyld … nur etwas ferner gedacht.
