Protokol (I)
Jeg har med bloggen her forsøgt at tænke lidt længere væk i forhold til metaforiske konstruktioner over begreber som grund og enhed. Det vil sige, at det at tænke noget lidt længere væk ikke som sådan er orienteret mod noget bestemt, men er snarere udtryk for en kritisk tanke. Med kritisk tanke mener jeg en tanke, der ikke selv har noget begrebsligt udgangspunkt, men til enhver tid er bundet til ad hoc-konstruktioner i forhold til det konkrete. Det er derfor, jeg er begyndt at læse Lacan, fordi hans begreber kun kan gives betydning i en konkret kontekst, hvilket ligger i klar forlængelse af min brug af begrebet lokalitet, der er en åbning af et sted gennem skriften. Det er ikke nok at sige, at stedet kontekstualiserer det skrevne, fordi det ikke er nok til at legitimere begrebet at noget andet siges om det samme. Hvad bringer lokaliteten med ind i tænkningen, som adskiller det fra det mere gængse kontekst-begreb? Hvor konteksten udkaster en sammenhæng, det vil egentlig sige en enhed, hvor ud fra delen kan forstås, der danner lokaliteten som sted et standpunkt, hvilket vil sige lokaliteten understreger skriften som position – egentlig ud fra en række differerende gentagelser. At fremsætte eller overtage faste og afgrænsede begreber ville være at iværksætte eller overtage en metafysik, hvilket i min brug vil sige, at arbejde affirmativt ud fra en allerede fastlagt meningsstruktur. Dét er baggrunden for, at jeg har kaldt sandheden konservativ; at arbejde med henblik på sandheden er at arbejde på at etablere den metafysik, hvor indenfor den givne sandhed er meningsfuld, som signatur.
Jeg er blevet kritiseret for, at der ikke er sammenhæng mellem mine tanker og virkeligheden, men det har aldrig været min hensigt at virke for virkeligheden, den virker af sig selv, for nu at parafrasere CVA. Eller som Žižek sagde i et interview, ”I secretly think reality exists so we can speculate about it.” Virkeligheden står altså ikke som det uomgængelige faktum, der skal strukturere og på den konto garantere tænkningen, men derimod som den økonomi tænkningen konstant støder imod. Derfor er det selvsagt heller ikke virkeligheden, der skal ændres, men den konservative (reproducerende) tænkning, der er åh så involveret i virkeligheden (det er snarere et spørgsmål om at være indrulleret i den bestående økonomi – forresten er forskellen på økonomi og struktur den samme som forskellen på den symbolske ordnen (realiteten) og det Reelle). Problematikken består vel i, at erkendelsen er begrænset af virkeligheden forstået sådan, at den forventes at signere virkeligheden – altså økonomisere tænkningen, hvilket i denne sammenhæng vil sige, at tænke inden for en forståelse af virkeligheden, hvor virkelighed er det sted, hvori man virker, arbejder. Tværtimod er erkendelsen spekulativ, den er en destruktiv handling i det bestående, den retter sig med andre ord mod dette at rykke lidt ved den konservative tænknings økonomi, og ikke mod dette at garantere det beståendes bestand.
Ovenstående kan opsummeres i begrebet eksperiment. Det gode ved dét begreb er, at det umiddelbart forstås, hvilket også er dets svaghed, fordi det forstås alt for godt. Hvor jeg tidligere har brugt det eksperimentelle spor, som begreb for tænkningen (skriften), vil jeg nu hellere bruge et begreb af D&G. Den kritiske tænkning som flugt. Flugtens ”virkefelt er det geografiske [kartografien] og ikke det historiske; dens eneste funktion er at udstikke linjer, flugtlinjer, og skaffe sig nye segmenter, nye territorier eller jage andre på flugt i stedet for kritisk at investere i omformningen af det eksisterende”.
