Aura
Adorno skriver i Egentlighedens jargon vendt mod Heidegger og dennes eftertalere, hvor nogle ords blotte aura konstituerer dem som betydningsfulde, følgende interessante indvendinger:
Ærefrygt for hint værende, der siges at være mere, end det er, slår alt oprørsk ned. Man skal forstå, at det skeende er for dybt til, at sproget kan vanhellige det sagte ved at sige det [...]. Den, der efterplaprer jargonen, ham kan man have tillid til; man bærer den i knaphullet i stedet for det for tiden ikke velansete partitegn. Den rene tone sveder af positivitet uden at skulle nedlade sig til at plædere for noget alt for fortidstynget; selv den for længst indlærte tanke mod ideologi undgår man.
[...] tænkningen af værens værensmåder [er altid] tautologisk, fordi de ikke var andet end sig selv. Men så måtte den blotte fremmessen af ord uden hensyn til nogen tænkende prædikation likvidere tænkningen selv. Strategen vogtede sig for at kalde denne konsekvens ved dens rette navn; filosoffen inddrog den i sagen selv. Derefter transformerer egentligheden den teoretiske mangel, ubestemtheden til at være et diktat af noget, der skal accepteres uden spørgsmål, af hensyn til dets egen værdighed [...]. Den rene tautologi, der propaganderer for begrebet, idet den vægrer sig ved at bestemme det og i stedet gentager det stift, er ånd som voldshandling.
Intet mellem himmel og jord er i sig selv ontisk eller ontologisk, men bliver det først ved hjælp af de konstellationer, som filosofien anbringer det i.
Kritikken er altså den, at Heidegger og hans elever overser det værende til fordel for en væren og de dertil knyttede begreber, der er tømt for enhver bestemthed, hvilket på sin side gøres til en positiv kvalifikation ved værensanalyserne, fordi de på den måde når frem til et mere ved det værende, som tildeler det dets værdighed; Adorno kalder det for en aura, som Heideggers elever og heideggerianerne efterplaprer kritikløst.
Adorno definerer denne type tænkning som en åndelig voldshandling, hvilket måske kan hænge sammen med, at fundamentalontologerne har givet endeligt slip på enhver tilknytning til tænkningen som en formende handling, enhver der kritiserer fundamentalontologiens udkast får læst lektien og henvist til at blive ved sin læst indtil ontologiens særsprog accepteres og auraen anerkendes som autoritativ.
Samme kritik kan rettes mod denne blog …
