BZ universiteterne
De humanistisk-filosofiske uddannelser forfordeles, hvis en ekspertgruppe i EU, med prodekan Lene Lange (AAU) som eneste skandinav, får deres anbefalinger igennem. Erhvervslivet skal inddrages endnu mere i universiteternes dagligdag, så man sikrer, at forskningens resultater kan omsættes til nye produkter. Det er ikke længere uddybelsen af den faglige viden, der skal være i fokus på universiteterne, men derimod forskningens samfundsmæssige relevans, hvilket skal oversættes med, at forskningens rentabilitet skal sikres på forhånd. Landets universiteter skal med andre ord gå erhvervslivet til hånde, og det er lige præcis erhvervslivet, der skal sikres nye produkter, for at forskningen kan vise sin relevans.
Det betyder mindre forskningsfrihed, fordi midlerne til f.eks. humanistisk grundforskning vil blive færre, men værre endnu, Lange, der har 21 års ansættelse bag sig i Novo-gruppen, ”betoner, at forskerne må sikre sig, at deres arbejde er værdifuldt for det omgivende samfund, og at de inkluderer relevante industri-partnere, så vejen er åben for kommercialisering.” (Nordjyske d. 29. marts). I hvilken verden kan kommercialisering og værdi nogensinde sidestilles? Lange gør sig til talsmand for, at forskningen i fremtiden først skal sikre, at dens resultater kan sælges til ”relevante industripartnere”. Men allerede Langes retorik viser, at det er så som så med ligestillingen partnerne imellem. Det Lange med gruppens anbefalinger reelt arbejder på er at privatisere universiteterne, så de økonomisk kan blive tvunget til at fungere som erhvervslivets forskningscentre, hvilket heldigt nok vil være en besparelse for staten.
Hvis ikke universiteterne blæser til kamp nu, hvornår så? Og det er ikke en kamp om frihed, den kamp er allerede tabt, men en desperat tilbageerobringskrig, der skal sikre universiteternes integritet og dermed deres forskningsmæssige autonomi. Lange har gjort sig til håndlanger for en ideologisk tænkning, hvori kommercialisering kan bruges som forskningsparameter; det er en tænkning, der ikke fokuserer på det bedste for en given institution, men derimod alene på gennemførelsen af ideologien selv. Hun er blevet til et instrument i regeringens værdikamp, hvor det rentable og relevans er en og samme ting.
