Heidegger, filosofiens Morten Korch
Morten Korch var den mest læste forfatter i sin samtid, hvis foretrukne miljø var landbruget og småindustrien, der endnu havde et stærkt bånd til jorden og traditionerne (Blut und Boden); Korch var konservativ og patriarkalsk af politisk orientering. Det er ikke helt ved siden af at tænke Heidegger som filosofiens ækvivalens til Morten Korch.
Mennesket væsen består imidlertid i, at det er mere den det blotte menneske, for så vidtdette forestilles som det fornuftige levende væsen [...]. Dette “mere” betyder: mere oprindeligt og derfor mere væsentligt i sit væsen [...]. Mennesket er ikke herre over det værende. Mennesket er værens hyrde. Det mister ikke noget i dette “mindre” men vinder tværtimod, idet det når ind til værens sandhed. (Brev om humanismen, s. 62).
Det væsentlige her, værens egentlige sandhed, kobles hos Heidegger hele tiden til en dyb mistro til byen, anti-intellektualismen og en bukolisk retorik, der emmer af alderdom og bonderomantik; det er gennem dennne cocktail, at vi kan vinde indpas i det absolutte.
Når en dyb vinternat en vild snestorm raser om hytten med sine vindstød og tildækker og indhyller alt, så er filosofiens time kommet. Da må dens spørgsmål blive enkle og væsentlige. (Citeret efter Adorno Egentlighedens Jargon, s. 45)
Ovenstående er en retfærdiggørelse af afvisningen af en kaldelse til universitetet i Berlin. Hele den bondske maner er fedtet ind i en aura af oprindelighed, dette “mere” i det “mindre”.
Og det filosofiske arbejde foregår ikke som en særlings aparte beskæftigelse. Det er en naturlig del af bøndernes arbejde, (Citeret efter Adorno Egentlighedens Jargon, s. 45)
Man kunne som Adorno tilføje, at her ville man i det mindste gerne have hørt bøndernes mening; for det er da let for en professionel intellektuel at tale om bøndernes ensomme natur (jf. det danske ord jenle, der betød så meget for Jeppe Aakjær), når han ikke skal tage del i den daglige kamp for at holde skindet på næsen. Fra samme bukoliske lage øser Heidegger, når han sidder
i skumringspausen om aftenen sammen med bonden på ovnbænken … eller ved bordet i krucifikshjørnet, da taler vi for det meste slet ikke. Vi bakker i tavshed på vores piber. (Citeret efter Adorno Egentlighedens Jargon, s. 45)
Det minder om dictumet: die nähe zum letzten Gott ist die Verschweigung, hvilket er en suspension af tænkningen i den tavse ekstase, hvori egentlighedens skeen sker som sandhed.
For nylig fik jeg den anden kaldelse til Berlins Universitet. ved en sådan lejlighed vender jeg byen ryggen og trækker mig tilbage til hytten Jeg hører, hvad bjergene og skovene og bondegårdene siger. Undervejs kommer jeg forbi min gamle ven, en 75 år gammel bonde. Han har læst om kaldelsen i avisen. Hvad vil han sige? Han sænker langsomt sine klare øjnes sikre blik ind i mit, holder munden tæt lukket, lægger sin trofast-sindige hånd på min skulder og – ryster mærkeligt på hovedet. Det betyder: urokkeligt nej!(Citeret efter Adorno Egentlighedens Jargon, s. 45-46)
Igen tavsheden som sandhedens våbenmærke. Læg også mærke til tankestregen, der forhaler bondens reaktion præcis så længe, at den bliver endnu mere signifikant, ærlig, oprindelig: den opnår en aura ved at blive forhalet.
Det bliver ufrivilligt komisk, når Heidegger indleder sit lille humanisme-skrift med følgende sætning: “Vi har endnu langtfra tænkt over handlingens væsen med den tilstrækkelige bestemthed.” (Brev om humanismen, s. 27). Komikken er selvfølgelig forbundet med ordet bestemthed, for er der noget Heidegger ikke er, så er det bestemt, dvs. åbner for det værendes særegenhed; tværtimod udskydes alt mod dette “mere”, hvorunder den sidste rest af det værendes konkrethed fordamper mod dets ubestemte begreb.
