Grønlunds “Eurotrash”
Anmeldelsen af Peter Grønlunds Eurotrash er langt om længe blevet trykt i Nordjyske godt en måned efter udgivelsesdatoen, men bedre sent end aldrig. Bogen udkom på Bogkompagniet, er på 224 sider og koster 199 kroner.
På toårsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, mine tidligere naboer, udkom Peter Grønlunds bog “Eurotrash”, der på mange måder er en klassisk fortælling efter skemaet hjem-ud-hjem.
Fortælleren er en 17-årig dreng ved navn Michael, der har et punkband og holder til i og omkring det autonome miljø i København, en hverdag med skuffede håb og foragt for en skævvredet verden, hvor f.eks. 250.000 mennesker ville kunne brødfødes alene på det mad, der kasseres i England. Vel at mærke mad, der ikke fejler noget. Det er en hverdag mellem anarkister og kommunister, idealister – drømmen om en verden med større lighed. Det kan systemet ikke tilbyde og på et tidspunkt bliver det nok for Michael, han rejser sammen med en ven, Nemo, til Amsterdam og bor hos en veninde fra efterskolen.
Det er min fornemmelse at bogen viser det autonome miljø med nogenlunde ærlighed, at det ikke bare kan affærdiges som en subkultur af utilpassede unge lømler, der skal klippes og have noget rigtigt arbejde. Det drejer sig i al sin enkelhed om DIREKTE AKTION, dvs. en ikke-parlamentarisk handling, hvilket nogen bedre ville kunne acceptere under et navn som strejke; men for Michael åbner hans veninde en ny verden, hvor man reagerer på udbytning og undertrykkelse.
Jo jo, alle flosklerne er der også, al den gamle retorik pyntet op med de unges til tider besynderlige sprog, men de gamle floskler har alligevel en uskyld over sig hos disse unge, der anser sig selv for frihedskæmpere, og som bliver mødt af en massiv mur af hovedrysten og mangel på forståelse. Den uskyld og idealisme, man møder i bogen, får blodet til at strømme lidt hurtigere – Grønlund har gjort det godt.
Ungdomshuset rydning spiller en gennemgående rolle i romanen – og med rette. For ødelæggelsen af det hus viste med al ønskelig tydelighed, at systemet hellere handler med vanvittige og magtsyge fundamentalister end med de grupper, der tilbyder et alternativ til kapitalismen. Hvor der før var historie er der nu en dynge murbrokker. Det samme gør sig gældende med “normaliseringen” af Staden.
Men det hele er en rejse oplevet gennem Michaels øjne og med enkelte tilbageblik på tiden på efterskolen og familien, som han driver længere og længere væk fra – undtagen hans søster, der om ikke forstår ham så i hvert fald accepterer ham for den, han er. Det er mesterligt fortalt og med en oplagt ironi fra forfatterens side, som når Nemo og Michael forbander det kapitalistiske system langt væk, mens de ryger lystigt videre på en bong og spiller PlayStation 2.
Den alternative dannelsesrejse vi er vidne til ender ikke med et brag, men med en tøven, en skråsikker afvisning af den småborgerlige livsverden, men måske ærligt nok i en venteposition. For spørgsmålet synes at hænge i luften: vil de autonome grupperinger vokse op ligesom 68′erne?
Jeg tror “Eurotrash” er tænkt som en ungdomsbog, der vil egne sig glimrende som klassesæt i de ældre klasser, men den rækker langt ud over det. Grønlund har skrevet en fængslende roman om de postindustrialistiske idealister, der kæmper for igen at politisere samfundet, så det hele ikke går op i, at man etablerer virksomheder med et såkaldt poetisk værdigrundlag, dvs. virksomheder, der med den ene hånd opretholder og udvider kapitalismens udbytning af de mange, mens den med den anden understøtter ofrene herfor med et par håndører eller et lækkert design.
det er en god anmeldelse, men mente du ikke etisk regelsæt fremfor poetisk regelsæt?
Palle
8. april 2009 at 15:37
Hej Palle og tak for kommentaren. Nej, jeg mener faktisk et poetisk værdigrundlag; det er en reference til et tidligere anmeldt værk, og det kan selvfølgelig være problematisk med den slags referencer, men pladsen i en anmeldelse tillader ikke altid fordybninger. Værket jeg refererer til er Katholm/Knutsens “Pris eller poesi”, hvis udgangspunkt er, at det poetiske marked, dvs. det marked, der satser på etik, kvalitet og eksklusivitet, vil vinde over det prisbillige marked (Ikea, Bilka mv.). Det er så min indvending, at et poetisk firma, trods sit etiske grundlag, har samme udgangspunkt som de prisbillige konkurrenter, der alene har merindtjening som mål – og derfor kommer jeg med den kommentar i anmeldelsen.
Anmeldelsen af “Pris eller poesi” er også trykt i Nordjyske Stiftstidende, og den ville nok have set lidt anderledes ud i dag, men herunder følger den:
Pris eller poesi
Min fordom mod management- og virksomhedsbøger bliver grundigt sat på en prøve med Katholm/Knutsens nye sobre værk, der uendeligt sigende hedder “Pris eller poesi”. Det er en oplagt kritik af masseluksusen, men en mindst lige så oplagt forfægtelse af markedets mangfoldighed og det, de to forfattere kalder et, poetisk marked. “Masseluksusudbyderne og discountudbyderne har begge profit som drivende kraft, som vision kunne man sige.”, hvorimod de, der arbejder poetisk ikke bare sælger et produkt, men derimod en hel virksomheds værdigrundlag og evne til at fortælle historier og dermed også give historier til forbrugeren, der i stigende grad, hvis man skal tro bogen, relaterer sig mod det etiske. Der er tale om en “værdibevidst forbruger”.
De skriver medrivende og med sans for sprogets formidlingspotentialer og valg af eksempelmateriale. F.eks. hedder det: “Poetiske produkter er kendetegnet ved, at man mærker, at nogen vil noget med dem. Mennesker har gjort sig umage med at forstå of udtrykke noget, der er vigtigt for et andet menneske, kunden. Det gælder for det poetiske produkt, ligesom det gælder for den sublime roman eller det evigtgyldige digt, at de aldrig er skabt til masserne. Derfor får de en universel appel og når mange mennesker.” Det poetiske produkt er altså ikke poetisk som sådan, men kun i den relation, der opstår mellem kunde og produkt. Det er denne relation bogen udforsker så fortrinligt.
Men der er en slange i paradiset. For nok præsenteres det poetiske som noget evigtgyldigt og universelt, og der vil formentlig altid være en kundekreds til det poetiske, men lad os forestille os, at der ikke var. De poetiske koncerner, lad os kalde dem sådan, er lige så orienteret mod profit, som masseluksus- og discountudbyderne er det, ethvert firmas overlevelse afhænger nu engang af salg, men de har valgt en anden strategi. En strategi, der, for mig at se, er langt mere holdbar og jeg ønsker denne type firmaer og forretninger al mulig vind i sejlene, men det laver ikke om på, at der i sidste ende er tale om spekulation i forhold til egen overlevelse i en altid konkurerende verden.
Min tanke kan eksemplificeres gennem undertitlen på en bog, der nævnes af forfatterne; den lyder: “How Smart Companies Use Environmental Strategy to Innovate, Create Value, an Build Competetive Advantage”, dvs. miljøet som strategi – og ikke som en miljøbevidsthed, der retter sig mod miljøet for miljøets skyld. Miljøet er blevet gjort til en købmandsretorisk gimmick, der skal sørge for at et firma, der tager denne strategi i brug, får det konkurrencemæssige forspring – dvs. tjener kassen inden markedet oversvømmes af lignende miljørigtige mærker.
Det laver imidlertid ikke om på, at her er tale om en rigtig god bog, der i lige høj grad henvender sig til producent som forbruger (og iværksættere vil få mange gode idéer heri). Den er udgivet på Gyldendal Business, men egentlig mener jeg, at her er tale om et filosofisk værk, der berører og mellem linjerne diskuterer en lang række (for dette samfund) penible temaer – bare det, at forfatterne f.eks. diskuterer demokrati og masse er vanvittigt spændende. Her er en ærlig bog, som min kritik ikke skal afskrække nogen fra at gå om bord i.
stokbro
8. april 2009 at 16:32