Stokbros blog

Noget af det, jeg sætter pris på i forhold til Deleuze, er hans (og Guattaris) evne til at lege; for ham er legen en kritisk tænkning, der yder modstand mod diverse reguleringer. Sådan definerer Finn Janning modstanden i sin nye bog Modstand. Ud fra det interview, der er i weekendtillægget i Information (4.-5. april 2009), er det en rasende spændende kritik af vores frihedsbegreber, Janning præsenterer. Han siger bl.a.:

Den gængse forståelse af frihed, er, at vi har en masse forskellige valgmuligheder. Problemet er, at de valgmuligheder allerede er definerede. De valg, vi har, optræder stadig inden for stringente rammer, som i sidste ende  er dikteret af økonomiske forhold. Vi tror, vi er blevet meget mere frie, men friheden er vokset i takt med en indre selvregulering, som trods større valgmuligheder er mere markant end nogensinde før. Frihed handler ikke om valg, men om muligheden for at tænke uden om de gængse valg.

Modstanden bliver således en kreativ overskridelse af det “mulige”; som jeg selv har formuleret det tidligere, så er dét svært at anerkende som frihed, der sætter virkeligheden som det muliges grænse. En sådan tænkning indoptager helt ukritisk allerede givne magtstrukturer i sit virkefelt. Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på Colin Ward, der i sin Anarchy in Action skriver, at

The power of a government, even the most absolute dictatorship, depends on the agreement of the governed. Why do people consent to be ruled? It isn’t only fear; what have millions of people to fear from a small group of professional politicians and their paid strongarm men? It is because they subscribe to the same values as their governers. Rulers and ruled alike believe in the principle of authority, of hierarchy, of power. They even feel themselves privileged when, as happens in a small part of the globe, they can choose between alternative labels on the ruling elites. (s. 24)

Men Ward formulerer i forlængelse heraf en opblødning af Jannings kritik, idet han mener, at folks frivillige organisering og gensidig hjælp/støtte i de mikrosociale miljøer. En sådan gensidighed og organisering udenom autoriteterne og (selv)reguleringerne, det Ward identificerer som det anarkistiske kim, er vel også udtryk for modstanden som en legende livsform, Janning efterlyser?

[...]

Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig med Ward angående, hvad anarkisme er. Som ideologi døde anarkismen ikke i 1939, da Franco gik ind i Madrid; den anarkistiske organisering kunne herhjemme ses i andelsbevægelsen og i brugsforeningerne, hvoraf den første åbnede i Thisted allerede i 1866,  men styrken i kapitalismens symbolske orden ses også i dag idet den flade strukturering er blevet til det mellemskandinaviske Coop, der stadig, med deres Extra-markører, søger et grundlag i den økonomisk set svageste del af befolkningen, men som med så mange andre firmaer drejer denne gestus sig om én ting: bundlinjens blå tal. Det kan godt være at Coop udspringer af brugsforeningerne og det kan godt være, at Coop søger et etisk standpunkt i forhold til samfundets svageste, og således synes tale magten imod, men i og med Coop er en forretning, der lever af at skulle sælge, så opretholder den også det system, der fastholder de svage i deres sociale deroute. I det øjeblik økonomien regulerer de strukturer, vi handler i overensstemmelse med, så vil ethvert etisk stadpunkt være hyklerisk.

Modstanden som Janning taler om, den kreative livsform, der kan transcendere det givne, var det, der i sin tid gjorde at bønderne kunne bryde med Landhusholdningsselskabet, der blev ledet af embedsmænd og godsejere og i første omgang gå sammen i De samvirkende danske landboforeninger, der med en vis ret kan siges at have et informationsteknologisk udgangspunkt, nemlig idet de sørgede for at sprede nye landvindinger inden for landbruget gennem en horisontal organisering. Siden dukkede som sagt brugsforeningerne op, min oldefar ejede en, der sørgede for at importere i fællesskab, hvorved billigere salgspriser kunne opnås. Det grundlag har Coop spillet fallit i forhold til ved at organisere sig hierarkisk.

Modstanden som Janning efterlyser, tror jeg må være anarkistisk i Wards forstand, dvs. den må finde sted i form af frivillig organisering i det mikrosociale, fordi, som også Janning siger, det egentlige problem er økonomiseringen og reguleringen af de mellemmenneskelige forhold:

Frihed og ansvarlighed forstås kun som økonomiske værdier. Frihed er økonomisk frihed, og ansvar er noget, som udelukkende ses i forhold til økonomi. Tag e eksempel som det at få børn. Hvis et par ønsker sig et barn, bliver de ofte mødt med spørgsmål som ‘Er det nu også forsvarligt, når I ikke har en sikker økonomi?’ osv. Vi kan ikke tænke begreber som ansvar og kærlighed, uden også at tænke dem ind i økonomiske sammenhænge.

Derfor er det også vigtigt at fastholde modstanden som livform. Det er en måde at leve og tænke på, der som sit korrektiv har den fuldstændige modsætning til kapitalismen og dens imperativ om at nyde. Det er ikke en revolutionær tankegang, den kan ikke være det, for modstanden må udspringe af individet – ellers vil den blot afløse en form for magtstrukturering med en anden.

[...]

Anarkismens væsentligste problem er, at den må henvende sig kritisk til de hykleriske strukturer i offentligheden. Hvis Ward har ret, så støtter folk selv op om magtens hierarkiseringer. Når jeg går på arbejde, så er det den virkelighed, jeg ser. Brokkeriet, der udspringer af desperation ver den situation vi som arbejdere befinder os i, opretholder og støtter vi, idet vi finder det trygt at være uden ansvar. Vores ansvar er reduceret til at levere en vare fr A til B, men alt hvad der ligger ud over det rører vi ikke med en ildtang. Ud fra den plads vi er blevet tildelt i systemet, råber vi af og til op, men vi træder ikke et øjeblik sammen, hverken internt i grupperne eller grupperne imellem. Vi lader stå til og hygger os med det givne. Det er en total mangel på den modstand, jeg her har skrevet om. Det er en mangel på at tænke og leve kreativt, på at gå ud over den virkelighed, som foreligger os.

Det må være muligt at opdyrke en bevidsthed om det, der ligger ud over økonomien, at organisere sig frit imod magten som selvregulering.

[...]

Jeg bliver bedrøvet, når jeg tænker over min egen adfærd, mine tanker, og når jeg tænker på, hvordan jeg er med til at fastholde min lille familie i de magtstruktureringer, der sidestiller det økonomiske med det mulige. Når jeg ser på M. ser jeg trætheden og desperationen over altid at skulle kæmpe, over aldrig at være fri. Nu vil jeg gå ud på nettet og finde en svale; den er for mig at se lig med frihed; dens skrig i baggårdene på Nørrebro og i Viborg og dens suveræne beherskelse af tomrummet. Når jeg har fundet den rigtige, vil jeg tage den med ned til tatovøren og få den lavet … og på den måde skrive endnu et kapitel af min historie ind i min krop.