Stokbros blog

Det er problematisk, at humanvidenskaberne hænger deres videnskabelighed op på kildehenvisningen. Det, der ikke i en eller anden grad reproducerer et kendt curriculum vil blive mødt med en skepsis, der ofte er så påtrængende, at det interessante i de foreliggende tanker ofte simpelthen overses, fordi de ikke bygger videre på, og i den forstand reproducerer, en allerede kendt basis; basis låner med andre ord autoritet til en given tanke. Det minder på mange måder om (skole)videnskaben frem til Galileis fysik, for indtil denne havde videnskab bestået i en “eksegese af den skriftlige overlevering” (s. 67), som Hans Meinert Sørensen skriver i sit indlæg i Jørgen Holmgaards Æstetik og logik.

Videnskabeligheden bestod altså i, at man udlagde de gamle anerkendte skrifter for derigennem at hente ny viden; reelt ville det sige, at “ny viden” bestod i en reformulering af kanon. Det er i og for sig også en udmærket beskæftigelse, enhver ny tid har sine klassikere. Men det bliver problematisk, når udlægningen bliver en henvisning, når henvisningen til de rette skrifter borger for de rette meninger. Man kiggede med andre ord ikke op på himlen, men i stedet i Aristoteles’ skrifter. Fordi de mekaniske kunster var uværdige i den vidensformatering, man kender fra artes liberales.

Det er Meinert Sørensens mening (s. 65f.), at sådan hænger det stadig sammen på i hvert fald litteraturinstitutterne, hvor megen videnskab øjensynligt bedrives som en reproduktion af de grundtekster, der accepteres som autoritative. Noget lignende gør sig gældende hos Statens Kunstfond og Kunststyrelsen, hvis man skal tro Mikkel Thykiers referat af et afslag herfra i Entré (s. 28). Et sådant afslag begrunder sig i to punkter (i rækkefølge):

1. “Normalt kræver det to udgivelser på et forlag med en af forfatteren uafhængig redaktion for at komme i betragtning.”
2. “[…] enhver tildeling af støtte sker på baggrund af en bedømmelse af kvalitet.”

Det interessante, som også Thykier fremhæver, er rækkefølgen. Man siger ikke, som ellers synes at være det eneste reelle standpunkt, at det er kvaliteten af et værk, der begrunder tildelingen af støtte, men fremhæver i stedet som det første, at støtten til en udgivelse begrunder sig i, at der allerede tidligere har været en censurenhed, der har accepteret et værk, dermed begrunder en eventuel støtte sig i en tekstekstern hjemmel. Det vil sige, at det foreliggende værk alene kan bedømmes som værk ved at sætte det i forhold til, ved at henvise til et allerede tidligere udgivet værk – altså er det ikke de kvalitative træk, der er bestemmende, men derimod mængden af uafhængige anerkendelser.

Afslaget fra Statens Kunstfond og Kunststyrelsen er udtryk for det samme, som det Meinert kritiserer litteraturstudierne for: ikke det foreliggende, men henvisningen er bestemmende for om et værk anerkendes som værk.

Henvisningens rationale er, at enhver ting kun kan anskues fyldestgørende ud fra den helhed, den indgår i som en del; en forfatters enkelte værk anskues således af Statens Kunstfond og Kunststyrelsen som rentabelt, hvis og kun hvis det kan læses som allerede udtrykt i værket som sådan. Mutatis mutandis er henvisningen i en videnskabelig afhandling udtryk for den gældende ideologi, der definerer det autoritative værk eller de autoritative værker, der skal reproduceres, hvorved reproduktionen kommer til at fremstå som udtryk for delens forhold til helheden – måske endda under helheden.

Jeg har tidligere skrevet om henvisningen (signaturen)