Malerier, biblioteker, melankoli
At overvære hele værkets cyklus vil på programmets hurtigste trin vare nitusind år
Sådan skriver Jonas Siig om Brian Enos 77 Million Paintings ovre på den nyopstartet Lyden af vand. Hvad skete der, da jeg læste den? Det var ikke en form for ængstelighed, som jeg først troede, nu hvor jeg gennemtænkte mit eget spørgsmål; en ængstelighed der i så fald skulle være blevet fremprovokeret af den isolation jeg ville møde, hvis jeg blev konfronteret med værket. En isolation, der skulle udspringe af en håbløs opgave: ønsket om at blive færdig, om ikke at være fanget i en uendelig sekvens.
Hvis det ikke er det, hvad er det så? Et udtryk for melankoli måske? At eje disse 77 millioner malerier er tilsvarende som at eje og have gennemlæst biblioteket i Babel; man er konfronteret med muligheden af at være i besiddelse af al viden i verden for blot at finde ud af, at dette begær har mistet sin mening.
For det er ganske vist sådan, at det ikke er muligt nogensinde at blive færdig med Enos værk eller det babylonske bibliotek, men selv hvis det var, hvad så? Ville biblioteket eller det ufattelige antal malerier længere holde en betydning for en? Ville det ikke snarere være sådan, at det begær, der skuffes i læsningen af et mesterværk, blot ville blive mangedobbelt i skuffelsen, idet man bladrer om på sidste side i sidste værk fra den sidste reols sidste hylde?
Det ovenstående er ikke umuligt, melankolien kan med andre ord ikke forskydes på uebstemt tid, som Borges ellers lovede sin læser; Borges gjorde jo sit bibliotek i Babel uendeligt, og i praksis er Enos værk også uendeligt, men W.V.O. Quine viste jo, at det reelle bibliotek i Babel kun bestod af to bøger; en bog med en prik og en tilsvarende bog med en streg. Reaktionen på Siigs sætning skyldtes altså, at mit subjekt i første omgang var udleveret til den svimlende sekvens af danaidiske dimensioner, men dernæst og reelt set, blev jeg konfronteret med at begæret efter at vide kan blive og formentlig allerede er blevet skuffet. Sådan forstået at melankolien er knyttet til det finittes mulighed.
Spørgmålet er måske nærmere, om der overhovedet er tale om begær. Det er Fausts problem, vi her står overfor. Begæret er vel som sådan ikke en reaktion på noget fraværende (viden, bøgerne), men må tilgengæld netop få sin identitet gennem det fremtidige, “det, jeg forventer tilkommer mig”, som Deleuze måske ville sige. Dvs. det bliver umuligt at tale om uendelighed og begær som relaterede begreber, eftersom uendeligheden altid allerede er fraværende. Tak for spændende indlæg, både dig og Jonas.
m.
5. juli 2009 at 1:14
Jeg er ikke helt sikker på, jeg forstår dig korrekt. Hvis begæret ikke er en reaktion på noget fraværende, hvordan kan det så får sin identitet, som du skriver, fra det fremtidige? Er fremtiden da ikke også fraværende? I hver fald lige så fraværende som det finittes mulige bøger/viden.
Men jeg er enig med dig i, at det faustiske problem er et skinproblem i og med at begæret ikke kan rette sig mod det uendelige (romantikerne hævdede dog noget andet, men vi forstår sikkert noget andet ved uendelighed, end de gjorde).
Men det begær jeg taler om retter sig jo også mod finitte størrelser. Det kan godt være, at biblioteket i Babel og de 77 millioner malerier kan synes uendelige, fordi vi aldrig kan nå igennem dem – selv ikke med et liv viet alene til fx at gennemse Enos værk. Men reelt postulerer Eno og Borges at kunsterne (bredt orienteret som fx i liberales-skemaet) er finitte “biblioteker”, man kan blive færdig, begæret kan øjensynligt indfries, men netop i den øjensynlige indfrielse skuffes det, fordi begæret altid er efter noget andet (jf. objet petit a hos Lacan og Žižek). Det var ikke lige dét, hvisker begærets spøgelse.
Melankolien, som var mit egentlige emne, stiller sig således på begærets plads, eller truer i hvert fald med at gøre det, idet maleriernes og bibliotekets endelighed med en skrøbelig gestus peger på, at begæret som sagt kan blive indfriet og dermed skuffes, fordi de begærede objekter hidtil altid har vist sig at være en skal – og altså ikke lige dét.
stokbro
5. juli 2009 at 10:15
Jeg forsøgte blot at påpege, at begæret hviler på tidligere erfaringer. Har man aldrig oplevet (i dette tilfælde) uendeligheden, vil man ikke kunne begære den. Begæret får sin identitet i kraft af forventningen om at få mere, jeg kan anticipere begærets tilfredsstillelse. Dvs. det fremtidige bekræftes gennem det fortidige. Man kan selvfølgelig sagtens se begæret som en reaktion på noget fraværende (det begærede), men begæret skaber ligeledes et afkast, en merværdi. Vi skaber forventningen om at få, og det er i sidste ende meget fantasifuldt og nærværende, hvis du spørger mig! Jeg forsøger vist blot at tænke med Deleuze og slå til lyd for at se begæret som noget skabende, fremfor at se det som noget hindrende eller negativt.
m.
5. juli 2009 at 12:00
Jeg tror ikke det for en seriøs tanke er muligt at se begæret som andet end skabende, så der er jeg enig med dig. Men jeg tror stadig, vi taler en lille smule forbi hinanden, idet begærets objekt, for mig at se, altid viser sig at være et udhulet objekt, hvormed jeg mener, at det begærede objekt ikke kan tilfredsstille begæret. I forhold til det du siger, så mener jeg nok snarere, at man begærer ud fra en forhåbning om merværdi, men idet målet nåes udebliver denne.
Men jeg ser altså på ingen måde begæret “som noget hindrende eller negativt.” :)
stokbro
5. juli 2009 at 13:45
Vi taler vist lidt forbi hinanden, ja, men jeg er som udgangspunkt enig i det, du skriver. Jeg var mere interesseret i forholdet mellem begær og uendelighed. At man begærer ud fra en forhåbning om merværdi, kan jeg i hvert fald erklære mig enig i, og at netop tilfredsstillelsen udebliver i begæringsprocessen, leder mere mine tanker hen på—hvis jeg da ikke rammer helt ved siden af—hvad, der driver varefetichismen og dens logik. Det er vist en helt anden snak.
m.
5. juli 2009 at 13:57
Mht. begær og uendelighed har jeg ikke så meget at sige og kan på dette tidspunkt desværre ikke samle mine tanke til at sige noget om det. Men hvad er dine egne tanker?
stokbro
7. juli 2009 at 20:44
Jeg er ikke sikker på, at jeg har mere at tilføje. Det dejlige ved at stille kritiske spørgsmål er dog, at de som regel åbner op for nye flugtveje. Således blev jeg opmærksom på, hvor meget Schopenhauers metafysik er bygget op omkring begæret. Det er eventuelt noget, jeg godt kunne finde på at arbejde videre med på et andet tidspunkt.
m.
10. juli 2009 at 0:11
Lige en hurtig tilføjelse selvom det kan være, jeg fejllæser teksten: Jeg bryder mig som udgangspunkt godt om det felt, hvor tematikker fra forskellige æstetikformer mødes og sammenvæves, men af og til skal man være påpasselig, fordi de forskellige medier opfører sig anderledes, når man server dem. Som jeg ser det, er sammenhængen mellem Borges’ novelle og Enos dvd i udpræget grad betinget af dels 1) Borges’ ironiske distance, og 2) den perceptuelle modus hos Eno.
Hos Borges er der altid et utal af spidsfindige lag, som ofte ikke er labyrinter, men blot er en måde at iklæde sin tematik (viden eller -– som jeg som ikke-litterat foretrækker at læse Biblioteket i Babel -– information) en narrativ løgstruktur. Samtidig bruger Borges litterære greb til at gøre denne tematik, information eller viden, til prosa. Den fantastiske læseoplevelse opstår i den ironiske distance til paradokserne om umådelige biblioteker og vanvittige encyklopædier, og rigtige mænd begår i Borges’ litteratur også gerne spektakulære selvmord, fordi det hele er så forrykt. Der er altså en narrativ kobling mellem den praktiske uendelighed i Biblioteket i Babel til den novelle, vi faktisk læser, Biblioteket i Babel. Denne kobling er en lang og snørklet narrationsvej fra novellens primære (og enormt kolde) omdrejningspunkt til det egentlige værk.
Den samme ironiske distance har jeg simpelthen svært ved at finde i Enos værk, selvom jeg til overmål ironiserer over værket i min tekst. Som jeg ser det, ligger den ironiske distance simpelthen i de omsluttende narrative lag hos Borges. Hos Eno er uendeligheden langt koldere end i Biblioteket i Babel, fordi de narrative lag (og dermed den relativt levende ironi) forsvinder til fordel for det perceptuelle lag: Vi bliver direkte konfronteret med uendeligheden, der hverken er belastet af narration eller ironi, hvilket selvfølgelig er forfærdeligt. Vi begår ikke selvmord af at se på 77 Million Paintings, men vi er på den anden side heller ikke ansat til at katalogisere billederne.
Det er på en eller anden måde betryggende at vide, at biblioteket i Babel er en umulighed, og samtidig er det rædselsfuldt at tænke på, at der findes et meget virkeligt og præsentationelt stykke billedkunst, som man aldrig kan se.
Jonas Siig
10. juli 2009 at 16:33
Jeg tror, du har fejllæst teksten en lille smule, og det er i hvert fald delvist min skyld, idet jeg kom til at kursivere biblioteket i Babel og samtidig skrev jeg biblioteket med stort B. Dermed henviste jeg ikke, som det var min mening, til et fiktivt bibliotek, men til en tekst, der brugte biblioteket som analogi både på læsningen og på verden/videnskaben/filosofien.
Det jeg sigtede mod var, at udfolde den følelse, som slog mig, idet jeg læste din sætning. Dermed er jeg egentlig heller ikke interesseret i at lave nogen komparativ læsning af Borges’ og Enos værker – særligt ikke da jeg slet ikke kender 77 Milion Paintings. For dér tror jeg, du har ret i din kritik.
Mht. det sidste du skriver, så er det netop derfra melankolien opstår, fordi biblioteket i Babel er finit og fordi de 77 millioner malerier også er finit (omend ikke i praksis): det de hver især lokker med er, at man kan vide det hele og se det hele. I forhold til min følelse ved læsningen af din sætning, så er det der melankolien træder ind: skuffelsen af begæret idet objektet for ens begær viser sig ikke at kunne tilfredsstille det … ikke at have det.
stokbro
10. juli 2009 at 17:05