Stokbros blog

Oversætterens noteapparat har en grad af vilkårlighed over sig; noterne er som oftest, hvis ikke altid, forklarende, men ikke alt forklares – selv ud fra de parametre, der opstilles gennem en paradigmatisk gennemgang. Den forklarende note synes enten at være anbragt i teksten, fordi oversætteren finder det relevante tekststed vigtig eller det har brug for oversættelse eller der er en intertekstuel reference på spil, som oversætteren mener har brug for at klargøres. Vilkårligheden knytter an til oversætterens overbevisning og hans mere eller mindre opmærksomme gennemgang af det givne materiale. For hvorfor oversættes en ting, men ikke en anden? Hvorfor forklares en intertekstualitet og ikke en anden? Hvorfor findes endelig en ting vigtig nok til en note, mens en anden ikke tilskrives samme vigtighed? Noteapparatet er udtryk for oversætterens eller redaktørens læsning af en tekst, det giver med andre ord et indblik ikke i noteapparatets ophavsmand og dennes begrænsninger. Vilkårligheden knytter sig ikke til dét, der forklares i modsætning til dét, der ikke forklares, men til den grad af lærdhed, der knytter sig til individet, der indskriver en afstand i teksten, som er fremmed for den, men samme afstand bliver udgangspunkt for den mulige afstand mellem læser og oversætter, der danner afsæt for snobismen mellem lærde, i hvilken forestillingen om den mere intellektuelle kan effektuere sig.

Den anden side af sagen er den, at de noter, der er fremmed for teksten, afspejler oversætterens mistillid til læseren. Når f.eks. Adorno benytter sig af latinske talemåder i Minima moralia, så oversættes de (fleste af dem), mens de franske begreber og talemåder står uoversatte, hvilket må betyde, at enten er fransk en mere sandsynlig færdighed hos en Adorno-læser end latin, eller det ikke at oversætte latin er en snobisme, man ikke kan tillade sig selv – eller andre i form af forfatteren. I hvert fald skal teksten rettes til, så den bliver mere i overensstemmelse med sin målgruppes forventninger til teksten; den må nok indeholde et skær af tidligere tiders hyperintellektualitet, men dog ikke fornærme læserens egen kapacitet, hvorfor noterne står til fri benyttelse. Dermed bliver indgangen til teksten vilkårlig i samme grad som noteapparatet er det, idet læseren kommer til at ligne det billede, Adorno tegner, af den, der lytter til den klassiske musiks store kompositioner uden at kende titlen på en eneste af dem, hvorved han står uden for den forståelse af værket den historiske bevidsthed tilbyder som en naturlig ramme for al fortolkning – at vide hvorfor.

Den mangel kommer også til syne hos oversætteren (eller i nævnte værk oversætterne), for hvem en blot og bar oversættelse af de fremmede sprog i mange tilfælde træder i stedet for den oplysende note, hvori en titel, et citat eller en reference sættes i sin idéhistoriske kontekst; en sådan ville lige præcis orientere læseren mod den historisk bevidste læsning.

Adorno tilskriver ord som “relax” og “take it easy” sygeplejersken; jeg forestiller mig sanatoriegæsten, hvis tilbagetrukne liv allerede er en trækken sig tilbage fra livet, en åndeliggørelse - eller simpelthen et udtryk for den objektive ånd, en venten på afslutningen. I så fald er den objektiv ånd (den patiske praksis) nu at finde i en generation af lyttere, for hvem sygeplejerskens kommando i hele 2007 blev leveret gennem Mikas homøopatiske hit - nu ikke længere en kommando om selvovergivelse, men en konstatering af et opgivet selv. Sygeplejerskens autoritære stemme er udskiftet med popmusik, der objektiverer øjeblikkets stemning af fuldstændig tilbagetrukkethed … ikke apatisk, men tingsliggjort i opgivelsens mantra: “there is nothing that we can do”. Når illusionerne er afmonteret er kun voyeurismen tilbage, et psykodramatisk selvopgør, hvor de andre er tilskuerne og en selv en tragisk helt blottet for tragik - lige langt fra selvblindingen og det bureaukratiske begær, hvori livet er reduceret til en forkælet manifestation af tabellernes frigiditet.

At være desertør vil sige, ikke at indordne sig under et givet socialt hierarki, at modsætte sig aktivt eller passivt; vel egentlig at modsætte sig sin subjektivitet. Underkastelseshierarkierne definerer, ud fra en given helhed, det særskilte som subjekt, fordi det særskilte kun kan komme til udtryk som differentiam specificam, det vil sige som udtryk for et adskillende særtræk ved helheden.

Adorno skriver om desertøren, i en anden sammenhæng, at klassen sætter sig igennem med sine fordringer der, hvor desertøren søger tilflugt (Minima moralia s. 54). Hierarkiet, defineret ved sin segmentering i nærmeste overordnede slægt og særlige artsdannende forskel, subjektiviserer således flugten. Desertøren lever afledt, dermed ikke mere ægte, men indtræder i helheden som en særlig forskeligartethed ved sandheden.

Noget adskiller sig ved sandheden. Desertøren arter sig forskelligt fra sandheden, retekstualiserer sin subjektivitet ud fra en anden helhed i helheden. I sit flugtforsøg, i sit ubetydelige angreb på helheden, tvinger han helheden til at bevæge sig efter ham i et forsøg på at genoptage ham; men i desertørens renaissance, kan man kalde genovertagelsen sådan, må helheden reformatere sine tekstualiseringsstrukturer, hvilket kun betyder, at hierakiet minimalt pauser sin subjektivering af desertøren. Desertøren formateres ud fra et brud.

Lykkes det at skabe et brud i hierarkiseringsprocesserne afsubjektiveres desertøren, omend kun ganske kort. Dermed bliver desertøren noget andet, der ikke kan varetages på tilstrækkelig fyldestgørende måde i det sociale hierarki og hverken som en særskilt artsdannende forskel eller som, en endnu mere udbredt fortænkning, individ, men som noget andet, der ikke er afledt. Desertørens mulighedbetingelse er ikke at være desertør.

Desertøren er ufarlig. Dennes ufarlighed ses tydeligt i afstraffelsen ved skydning. Skydningen eliminerer afstanden, den afstand som det sociale hierarki har måttet tilbagelægge for at reformatere helheden - gennem desertøren. Bruddet er derimod farligt ved ikke at kunne tekstualiseres. Kan man sige om de sociale hierarkier som segmenteringsmaskiner, at de benytter desertøren som skriver, kopist?

I så fald er desertøren en resubjektivering af sig selv inden for rammerne af en anden helhed, der har reformateret sig selv i henhold til bruddet, hvis andethed herefter står tilbage som et sammenføjende mellemrum.