Stokbros blog

Vi har (det er ganske vist) en teoretisk forpligtelse, det har, forud for og efter sletningen, været mit udgangspunkt på bloggen. Teorien er det muliges lokalitet, det vil sige, det endnu ikke gendrevede, men også det endnu ikke istandsatte, hvilket betyder, at det endnu ikke er blevet faktum, noget udstillet og falbudt - en fetich. I den passage, mellem det gendrevede og faktum, for sådan må det være, slår det teoretiske ud i sin sandhed. Dér rekonstituerer virkelighedens symbolske felt sig i hele sit repressive begær efter at inddrage alt i sit mellemværende; det er ikke os, der handler gennem det symbolske, men dette fuldstændigt fremmede (jf. Nietzsche, Freud og Lacan), dette ‘Es‘, der handler gennem subjektet. Vores forpligtelse er med andre ord på en sådan måde, at vi må rekonstruere det fremmede(s) spor.

Forbindelser
Spor (land- og vandveje, linjer, tekstlige forløb overhovedet infrastruktur), telegrafen, telefonen, medieringer, masse, blikket, hilsen (ethvert håndtryk, enhver nikken og tilkendegivelse af at have set), foreninger, ideologier i det hele taget forsamlingsbegæret, massen som meute, latteren, smilet såvel i nærvær som fravær (fraværet bliver nærværende i smilet), emoticons, nødvendighed, anerkendelse, afsmitninger.

Autenticitet
Familie, historie, samfund, hjem, nærhed, kys, venskab, kærlighed, jord, blod, sansning, orgasme, død, onani, lidelse i ethvert selvoffer (fødslens æstetiseringer), maskulinitet og kvindelighed, barnet, dyret, humanisme, logistikken, de(t) svage.

Finalårsager
Gud (ethvert pantemonium), det ene, i sidste ende, årsag, følgelig, masse, strukturer, mønstre (overhovedet enhver formatering), katalog, fødsel, begær, spejlet, miljø og arv, instinkter, vilje, grammatikken, logikken, narrativitet, samundet, naivitet, ind- og forsnævringer.

Erkendelse er mere end en begrundet mistanke, den er et udkast af spor - ikke nødvendigvis, nej, snarere aldrig de samme for enhver. Den koldt analytiske fremstilling er en (efterrationaliserende) formidling, der er forskellig fra erkendelsen selv. Det erkendelsesmæssige spor indskyder sig pludseligt i de associative spring. Jeg vil tro, at den er et hverken-eller, snarere end et både-og; den opretholder ikke det overleverede skema om sandhed i en omfavnende, intelligent gestus, men er ‘tænkt lidt længere væk’. Erkendelsen opspores i dens uafhængighed af ethvert skema eksternt for den selv.

An explorer is someone who goes to the edge of knowledge [...]

I et uendeligt antal spejlinger udgøres grænsen ikke af et (magt)politisk forhold, men danner et afgrænse af bevægelse. Det er ikke opdagerens problem at knytte an til bevægelsen, grænsen alene er interessant i dens overskridelse. Ikke bevægelsen, altså egentlig ikke grænsen, men selve gangen er interessant. Dette ‘to go to’ (i modsætning til ‘to on to’) er erkendelsen, dens grænse (skaen af denne). Erkendelse har intet med sandhed at gøre - eller sagsforhold - (sandhed er vel deiktisk), den er en bevægelse hen til, hvorfra den aldrig kan vende tilbage; derfor stumpede citatet ovenfor:

An explorer is someone who goes to the edge of knowledge and brings back something new.

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).