Stokbros blog

Begrebet æstetik dannes i 1735 af Alexander Gottlieb Baumgarten i Meditationes philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus, der i Per Aage Brandts og Søren Kjørups oversættelse fra ‘68 ganske enkelt hedder Filosofiske betragtninger over digtet. I den opsummerende §116 findes begrebet for første gang:

Lad altså νοητά, som den højere erkendeevne, være logikkens genstand; αισθητά derimod επιστήμη αισθητικη eller ÆSTETIKKENS.

Baumgarten skelner her stadig mellem en højere og en lavere erkendeevne, hvilket var helt i overensstemmelse med den filosofiske tradition, men sansningen tildeles dog en videnskabelig relevans (επιστήμη αισθητικη). 15 år senere i hovedværket Aesthetica er en stor del af Baumgartens forsigtighed tilsidesat; nu hedder det allerede i første paragraf:

Æstetikken (de frie kunsters teori, den lavere erkendelseslære, den skønne tankes kunst, den fornuftsanaloge kunst) er videnskaben om sanseerkendelsen.

Der tales stadig om “den lavere erkendelseslære”, men også om æstetikken som den grundlæggende teori for indholdet af artes liberales-skemaet, hvilket i dén opdeling vil sige videnskaberne som sådan. Baumgarten kæder dermed æstetikken sammen med en empiristisk tradition. Enhver tvetydighed i placeringen af æstetikken inden for epistemologien fejes imidlertid af bordet i §41, hvor det hedder, at “[Æstetikken] kan ganske vist ikke blot bestå ved siden af den højere formåen, men udgør for denne også en nødvendig betingelse.” Sanseerkendelsen går forud for og ligefrem betinger fornuftserkendelsen; den tanke har sine rødder tilbage i Leibniz’s “les petites perceptiones” og på det grundlag, kan man meget passende citere Hans Meinert Sørensens læsning af æstetikken: “Baumgarten skitserer en fremtidig æstetik, en Wissenschaft der Zeichen (characteristica semiologica), der bl.a. skulle omfatte sansernes værktøj.” Meinert drager selv sammenligningen til Saussure, men taler også her om æstetikken som en epistemologi. Under alle omstændigheder peger æstetikken mod en beskæftigelse med de minimale betydningsbærende bevægelser, et alfabet grundlagt på forskellen.

Nietzsche har et lignende standpunkt i forhold til de minimale betydningsbærende (og det ovenstående generelt) som i traditionel epistemologi anføres som blandt den lavere sanseerkendelse af det irrationelle, når han i Hinsides godt og ondt indleder med en kritik af den “bevidste tænkning”:

det meste af en filosofs bevidste tænkning ledes og tvinges i al hemmelighed af hans instinkter ind i bestemte baner. Også bag logik og dens tilsyneladende selvstyrende bevægelse står der værdsættelser eller, sagt tydeligere, fysiologiske krav til opretholdelse af en bestemt slags liv. (s. 22)

Og lidt senere hedder det:

De anstiller sig alle, som om de skulle have opdaget og været nået frem til deres egentlige meninger gennem selvudfoldelsen af en kold, ren, guddommelig, ubekymret dialektik [...], hvor i grunden et forlods udsagn, et indfald, en ‘indskydelse’, for det meste et inderligt ønske, der er filtreret igennem til en abstraktion, af dem bliver forsvaret med grunde på efterbevilling (s. 23)

Kritikken er, at det rationelle, som cartesiansk perspicuitas, ikke er andet end en forstillelse, der dækker over irrationelle momenter i erkendelsen, sådanne som Leibniz kaldte “petites perceptiones” - eller sagt anderledes: “fysiologiske krav”. Disse er vigtige i forståelsen af, hvad begrebet æstetik betyder for Nietzsche, for som han siger i Nietzsche contra Wagner: “Æstetik er i grunden ikke andet end anvendt fysiologi.” (s. 418), og det kan den kun forstås som, fordi æstetik, sansning og erkendelse er samhørende. Begrebet æstetik knytter altså an til nogle af de samme problemstillinger, som hos Baumgarten.

En sådan anvendt fysiologi (eller hvad som helst andet) er bundet til en signifiant, men uden et signifié - “incipit Zarathustra” hedder det i Afgudernes ragnarok: “Den sande verden har vi afskaffet: hvilken verden blev tilbage? den tilsyneladende måske? … Men nej! med den sande verden har vi også afskaffet den tilsyneladende!…” (s. 43). Ikke fordi vi ville de, men fordi der til det at være bevidst er forbundet en tegnverden (jf. Die fröhliche Wissenschaft, s. 592f): skulle man erkende den “sande verden” bagom fænomenerne, skulle man kunne dykke ned under overfladen, ned under ens egen bevidste tilværelse og der finde en ikke-tegnomspunden verden; et emanerende signifié, men den sande verden, ligesom den tilsyneladende verden, er lige så meget en tegnverden, hvorfor den forskel ikke eksisterer.

Når altså æstetikken beskrives som anvendt fysiologi, så kan det ikke være andet end beskæftigelsen med en tegnverden, der bunder i sansningen - eller ganske knytter an til en empiristisk tradition. Men det betyder også, at begrebet æstetik som retfærdiggørende (dvs. begrundende) knytter sig til menneskets realitet.

Der blev citeret fra
Baumgarten, Alexander G. Meditiones philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus (1983)
Baumgarten, Alexander G. Aesthetica (2007)
Nietzsche, Friedrich Tragediens fødsel (1996)
Nietzsche, Friedrich Afgudernes ragnarok (1995)
Nietzsche, Friedrich Hinsides godt og ondt (2002)
Nietzsche, Friedrich Die Geburt der Tragödie in KSA 1 (1999)
Nietzsche, Friedrich Nietzsche contra Wagner in KSA 6 (1999)
Sørensen, Hans Meinert “Viden eller æstetik” in J. Holmgaard Æstetik og logik (1999)

I mit konferensspeciale står følgende (i hvert fald indledende) begrebsdefinition:

Lokalitet er et begreb, der sigter mod den erkendelsesmæssige lokale vidensammenhæng, der opstår omkring det konkret givne og optikken (først i den sammenhæng, mener jeg, er det muligt at beskæftige sig med det partikulære); begrebet har jeg skabt i opposition til Hegels teleologi og Kants apperceptive metafysik. Begrebet kan eksemplificeres ud fra Baumgarten såvel som Nietzsche. Den viden og den erkendelse, Baumgarten kunne præsentere med æstetikken, måtte altid være lokal, hvis ikke den skulle dogmatiseres i logiko-metafysikken. Baumgarten skaber en lokalitet ved hjælp af en kontingent sandhed; principium rationis suffientis blev garanteret sin erkendelsesmæssige sikkerhed gennem en finalårsag hos Leibniz, men en sådan lader Baumgarten ikke indtræde i sin tankebygning. I stedet åbnede han muligheden for lokaliteten. Når principium rationis suffientis fastslår at en kontingent sandhed kan fastholdes med henvisning til en finalårsag, så spørger Baumgarten, “quid enim est abstractio, si iactura non est?” (Aesthetica). Erkendelsen såvel som begrundelsen af erkendelsen defineres processuelt. Ethvert ophold er et tab, men den skønne tænkning har samtidig venusta plenitudo som slutpunkt. For ikke at videnskabelsen skal være rent tab, kan den hævdes som en kontingent sandhed i det lokale. Den processuelle videnskabelse når ikke frem til en abstraktgørelse i et almenbegreb, men til en erkendelse, hvis gyldighed er begrænset til den givne lokalitet, dvs. det partikulære har opnået sin partikuklaritet. Dét er målet for æstetikken: en tænkning uden finalårsager, dvs. uden metafysik.

At tale om at erkendelsen skaber en lokalitet, som jeg af vanvare kom til i den forrige post, er nonsens. Det lokale er en måde hvorpå erkendelsen formår at komme til udtryk som erkendelse og ikke mening (dogmatik), fordi det lokale giver det partikulære et sted til dets partikularitet. Lokaliteten udgør en samtidighed sammen med Heraklits flod. Måske det lokale udgør kampen (”Kampf is der Vater von allem [...]” fr. 53).

Jeg har tidligere fremhævet, at æstetikkens ”overordnede og mest almindelige opgave […] er de faktiske ting, at beskrive de forbigåede [el. oversete] partikularier.” (Aesthetica). Det er ikke så meget deskriptiv som en formativ beskrivelse af videnskaben. Videnskaben skal koncentrere sig om de faktiske ting, den skal beskæftige sig med de forbigåede ting – alt det udgør det, som den spirende videnskabelighed (og ikke mindst filosofien) så ned på og fandt uegnet for den epistemiske beskæftigelse.

Når Baumgarten beskriver æstetikkens formål som ovenfor, så gør han det i en oppositiv positionering af sig selv og æstetikken. Æstetikken er en epistemologisk fordring til videnskaben som sådan, og altså ikke bare til humanvidenskaberne, fordi al erkendelse bygger på sansning – ifald den ikke skal være blot og bar spekulativ og forfalde til metafysik. Men æstetikken er også et angreb på det,

Idet logiko-metafysikken (jf. Aesthetica) har afgrænset sig fra sansningen såvel som menneskets virkelighed generelt, har den også afskrevet muligheden af at kunne udtale sig om noget sandt. Baumgarten fremhæver forskellen mellem logiko-metafysikken og æstetiko-logikken således:

Jeg mener altså ikke, det er fornødent at påpege, at 1) ingen højeste sandhed er æstetikologisk, men logisk i streng forstand, 2) at en sådan sandhed aldrig falder mennesket ind, at ingen genstand i sin højeste logiske sandhed kan erkendes af noget menneske gennem dets forstand, for hvem, der udelukkende erkender en genstand på denne måde, han erkender alt.

Den højetse sandhed, den som ikke kan gribes af noget menneske, er kun mulig for en omniscient entitet, og det var det teoretiske udgangspunkt for Leibniz i hans monadologi i forhold til den tilstrækkelige grunds princip. Det indebærer også, at Baumgarten retter en kritik mod princippet. Der er ingen logisk nødvendighed i, at der skal være en tilstrækkelig grund for alting, den tanke bygger alene på Leibniz’s metafysiske tanke, at prædikatet er en del af subjektet (praedicatum inest subiectum). Hos Baumgarten bliver enhver forestilling som sådan blot udgangspunkt for en ny forestilling, hvorfor ethvert ophold (og enhver sandhed) kun afkaster en ad hoc-erkendelse.

Den anti-psykologisme som Frege formulerede omkring det forrige århundredskifte står i opposition til æstetikken og dens epsistemiske fordring. Vi kan ikke skarpt adskille subjektets følelser fra den objektive sandhed som logikken/videnskaben afsøger, men må se bevægelsen fra det irrationelle ind i det rationelle som ‘en ubrudt bevægelse. Her ligger Baumgarten på linje med Leibniz. Baumgarten siger lige ud, at den logiko-metafysiske videnskab må have et æstetiko-logisk udgangspunkt. Dette peger på Baumgartens empiristiske udgangspunkt (evt. i Locke).

Det er æstetikkens udgangspunkt, at filosoffen må være blandt mennesker; dvs. at filosoffen må forholde sig til mennesket som menneske og ikke underlægge mennesket diverse idealistiske, metafysiske rammer.

Men hvis den logiko-metafysiske sandhed er opgivet, hvilken sandhed forsøger æstetikken da at arbejde ud fra? Det æstetiske lys ”fatter en given sags adskillende kendetegn”. Det er den æstetiske sandhed: adskillende kendetegn. men det peger også på at æstetikkens sandhed er processuel fremfor kausal, logisk eller statisk. Sandhed er ikke noget, der er, men noget der bliver i behandlingen af en given genstand.

Videnskabens opgave er at fremstille partikulariernes adskillende kendetegn, dvs. æstetikken er klart funderet i en idiografisk tradition, der er metafysikkritisk.

En ny begyndelse forpligter sig først og fremmest på en revurdering af det tidligere grundlag. Dvs. at det, der var, ikke længere er gangbart i forhold til det overordnede projekt. Eller man kan ganske enkelt sige, at engang imellem er det vigtigt at gøre hovedrengøring, fordi gør man ikke det, så ender man med at blive kvalt i det, der er overskredet. I ens intellekts tomme skaller – eller ekskrementer om man vil.

At tale om de tomme skaller er næsten at tale om karmiske strukturer for en blog. Nogen vil sikkert mene, det er pjattet (så må det være sådan) eller overilet (det er det ikke). Det er en beslutning, der har været undervejs siden oktober sidste år.

De tomme skaller er de opbrugte og dermed udtømte tanker, som ikke længere kan gøres nyttige. Som ubrugbare skaber de støj i forhold til det kreative arbejde det er, at etablere ny erkendelse – skabe (revitalisere) begreber. Som udtømte og ubrugbare har tankerne efterladt et aftryk på siden; de vil dermed indvirke sekundært eller tertiært på min videre virksomhed. Jeg kunne skabe et brud mellem de tomme skaller og det ny, der gerne skulle gyde ny energi ud over siden, men det ville være utilfredsstillende ud fra et kallistisk perspektiv. Bruddet ville skabe en disharmoni i forhold til mit arbejde. Det karmiske hjul ville dreje, hvormed jeg mener, at jeg ganske enkelt ville gentage mig selv med stadig større rigiditet og følgelig stadig mindre vitalitet.

Revurdering. Bloggen var tidligere enstonende; den forløb i et gentagende mønster af fabulerende leg. Det er i og for sig godt nok, men hvis legen mangler stringens, bliver den bare fabulerende. I ethvert indlæg må den korteste linjes logik (altså ikke formallogisk tænkt) udarbejdes med præcision – og ikke nødvendighed. Alting kunne være anderledes. Den logiske konstant i det arbejde blev allerede dengang fremhævet: faktumet (dets brutalitet). Dermed orienterede jeg bloggen mod æstetikken i Baumgartens oprindelige prægning af ordet. For gennem analogon rationis (en tekstintern kohærenslogik) at gribe det oversete eller forbigåede faktum.

Den linje ønsker jeg at fortsætte.