Stokbros blog

Adorno tilskriver ord som “relax” og “take it easy” sygeplejersken; jeg forestiller mig sanatoriegæsten, hvis tilbagetrukne liv allerede er en trækken sig tilbage fra livet, en åndeliggørelse - eller simpelthen et udtryk for den objektive ånd, en venten på afslutningen. I så fald er den objektiv ånd (den patiske praksis) nu at finde i en generation af lyttere, for hvem sygeplejerskens kommando i hele 2007 blev leveret gennem Mikas homøopatiske hit - nu ikke længere en kommando om selvovergivelse, men en konstatering af et opgivet selv. Sygeplejerskens autoritære stemme er udskiftet med popmusik, der objektiverer øjeblikkets stemning af fuldstændig tilbagetrukkethed … ikke apatisk, men tingsliggjort i opgivelsens mantra: “there is nothing that we can do”. Når illusionerne er afmonteret er kun voyeurismen tilbage, et psykodramatisk selvopgør, hvor de andre er tilskuerne og en selv en tragisk helt blottet for tragik - lige langt fra selvblindingen og det bureaukratiske begær, hvori livet er reduceret til en forkælet manifestation af tabellernes frigiditet.

Understregningerne i mine bøger er sirligt lavet med lineal og gerne sort kuglepen; når man bladrer gennem en bog eller bare lader øjnene glide ned over siden, så træder understregningenerne frem som små øer i et kaotisk landskab. Øjnene falder til ro, men så melder understregningens kraft sig. Den er ikke bare til for at fremhæve noget i teksten, end ikke noget i teksten forfatteren har ment var vigtigt (en art biografisk fejlslutning), altså ‘ikke bare’ men også. Understregningen fremhæver det skrevne, men med hele vægten af den undertstregendes stemning, blik, begær. Det vil sige understregningen tildeler det understregede en merbetydning, i den klinger læserens egne begær med i tekstens. Understregningen udhæver, men faktisk gør den noget mere, den lader den understregende genskrive det udhævede, lader ham blive medskaber af teksten, idet han bøjer ordenes løb ind i en ny/anden/anderledes emfase. Teksten genopstår som tekst i den uendelige fjernhed, den ikke kan udtrykke anderledes end ved at lade læseren gennemlæse den. Øerne er læsningens mulighed som sådan, dens parasitære succes.

Hvis det forholder sig sådan, som Adorno skriver, at

De, der har været udsat for uventet livsfare eller pludselige katastrofer fortæller ofte, at de i forbavsende grad var fri for angst. [...] Hvis erfaringens genstand vokser ud af proportion med individet, oplever han den egentlig slet ikke mere, men registrerer den uformidlet, gennem det anskuelsesløse begreb …

Med udgangspunkt i den erfaring tilbyder en teologisk tanke sig i et associativt spring. Guds erfaring kan aldrig være uformidlet og i forhold til ængsteligheden i forbindelse med hans skabning er den uendelig som han selv, og hans eneste middel mod en stadig erfarings- og angstakkumulation vil være selvblindingen, en ødipal selvovervindelse eller, hvilket i den sammenhæng er det samme, en erfaringsovervindelse, men tilbage, i og med Guds algodhed, vil en reduceret, handlingslammet og impotent guddom herske i sit eget kataklystiske morads som en idiotisk guddom af den slags, man kender fra H.P. Lovecrafts fortællinger. En gud hvis eneste lise er en selvinjiceret tinitus (af dansende fløjtespillere), et idiotisk mantra, der skal hjælpe til selvovervindelse i glemslen.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tale om det eksterne i dén forstand. Det eksterne er relationelt, det er eksternt i forhold til noget, der til gengæld udgør en enhed i den udladning, der følger eksternaliseringen. I forhold til serien, hvori den narrative struktur, retroaktiviteten, organiserede et analogon rationis ud fra et ’som om’, betyder det at serien falder tilbage i enhedens ligeartethed og mister sin serialitet.

Det virker unægteligt også lidt søgt at tale om en relationel eksternalisering. Det er begrebet ekstern, der er problematisk. Det definerer serien som helhed i stedet for som lokalitet. Lokalt er der kun særskilte punkter; et punkt betegner således det vellykkede begrebs evne til at skabe differentierende (differerende) spor. Hvor disse spor opnår parallellitet eller, som i en inderlig kluddermutter, en infiltrering opstår lokaliteten.

Lokalt kan man i forlængelse af den omtalte narrative struktur tale om et eller flere epicentre.

I erkendelsens lokalområde, hvor det eksterne (eksternalisering) ikke er muligt, opstår derimod det ekscentriske. Hvor det eksterne forudsætter troen på i hvert fald muligheden af en helhedsanvisning, der skaber ekscentrikeren v.hj.a. parallellitet og indfiltrering lokale epicentre - udfriet fra magten i et oppositionelt begær, der er erosivt, hvilket vil sige, at i det øjeblik begæret indfries sker det på bekostning af en lokal sammenstyrtning.

Jeg kom for nogen tid siden til at tænke på min barndoms Spørge-Jørgen, for hvem nysgerrigheden viste sig ufrugtbar og spørgelysten blev stillet med repressalier direkte dirigeret mod lystprincippet. Man kunne derfor sige, at det er en speget fornøjelse at genoverveje den lille billedbog, men på den anden side, afdækker den nogle interessante spørgsmål med hensyn til steriliseringen af magten i forskningspolitikken, hvis grundsætning er spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig.

Teksten til Spørge-Jørgen lyder i al sin enkelhed sådan:

Nu skal jeg fortælle dig om Jørgen!
Jørgen var en temmelig artig dreng
men han plaged’ alle med sin spørgen
fra han vågned’ til han gik i seng.
Far og mor de blev så træt af alt,
det han spurgte om var noget være pjat
tit han spurgte bare for at drille
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en mu ko ingen vinger
hvorfor siger den mu, og ikke vov
hvorfor sidder neglen på min finger,
hvis den sad på næsen var det sjovt
hvorfor sidder øjet ikke i nakken
hvorfor er jeg ikke blevet en kat
hvorfor kan min støvle ikke snakke
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en loppe ingen bukser
hvorfor er den lille fisk så våd
hvorfor blir’ en kylling ikke malket
hvorfor siger kommoden ikke noget
hvorfor er der mænd på mine seler
hvorfor skal man altid gå med hat
hvorfor spiser løven ikke jordbær
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad

Men en dag blev det hans far alt alt for meget!
Jeg fik smæk, og Jørgen blev lagt i seng,
og nu lå han der igen og spurgte
- næsten som en helt fornuftig dreng.

Hvorfor fik jeg ingen pandekager
hvorfor må jeg ikke lege mer’
hvorfor har jeg dog så ondt i numsen.
Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’!

Jørgen er spidsfindig i sine spørgsmål, jævnfør adjektivet “artig“; spørgsmålene går fra det semantiske over biologiske til det ontologiske, men først idet det samfundsmæssige berøres, træder faren til i udfoldelsen af sin magt, idet Jørgen sendes i seng med en endefuld og uden pandekager. Når Jørgen spørger til mændene på selerne og begrundelsen for at gå med hat, så anfægter han et konformistisk samfund, for hvem rigide påklædningsregler er det synlige udtryk for magten. Faren udspiller statens rolle ved at genoprette magtens status quo.

Jørgens spørgsmål er “fjollede”, hvilket vil sige, at de går uden for de tilvante rammer for god spørgsmålsstillen. Den mest effektive måde at tilvejebringe stilhed er gennem magtens latterliggørelse af den, der formastede sig til at stille det forkerte spørgsmål. Det fjollede er ikke bare en latterliggørelse, men en måde at undergrave begæret på ved at udstille det som uovervejet eller barnligt. Overført på forskningen, udfører Jørgen en omgang grundforskning, hvor spørgsmålene ikke umiddelbart synes at have svar eller kun midlertidige svar, hvorfor de ikke er umiddelbart samfundsnyttige ud fra et økonomisk perspektiv, hvor tingene skal kunne betale sig, hvilket ikke betyder andet end, at det skal kunne forrente sig.

Men idet magten synes reetableret, stiller Jørgen nogle endnu farligere spørgsmå: hvorfor må jeg ikke lege mere og hvorfor har jeg ondt i numsen? Med andre ord: hvorfor må jeg ikke nyde mere, og hvad begrunder magtens voldsudøvelse? Jørgen er jo blevet ramt dobbelt hårdt, fordi han både er blevet straffet fysisk, men også er blevet forment adgang til nydelsen. Ved siden har voldsmonopolet har staten også tilranet sig rettigheden til at udpege hvem, der skal have lov til at spise pandekager, eller sagt på en anden måde: staten forbeholder sig retten til at definere den gode lyst over for den slette. Jørgens begær udspandt sig i de spekulative sfærer, hvorfor Jørgen bliver billedet på den forsker, der arbejder med grundforskning, som ikke umiddelbart synes logisk og som slet ikke har nogen øjeblikkelig nytteværdi. Det Jørgen lærer, og med ham forskeren, er, at skal man have del i pandekagerne, skal man altså have lov til at nyde, så skal det foregå på betingelse af de konforme principper udkastet af magten … Jørgen skal altså reproducere magten for at få del i pandekagerne.

Magtens repressalier består: 1) umyndiggørelse, 2) nydelsesvægring og 3) iværksættelse af dens egentlige hjemmel: volden. Jørgen rammes af alle tre repressalier, men indfanget i fornuften, yder han modstand mod magten på magtens præmisser i selvransagelsen, hvis blik allerede er inficeret af selvkritik: hvordan kan det være, at jeg ikke er i stand til at være fornuftig, dvs. reproducere magten på konformismens præmisser? Jørgen har altså to muligheder (og synes at have valgt den sidste): enten kan han udvikle sig til paranoiker eller til decentrerende dessertør.