Stokbros blog

Som enhver maskingørelse truer logikken ikke bare kroppen, men selve begæret. Den antikke syllogistik med dens ”regulative Glaubensartikeln” fuldender sig selv i logistikken, hvis bureaukratisering af tænkningen og kancelliering af formen truer med at definere mennesket og dets begær ud fra et endeligt antal variable strukturer, der i økonomien udtrykker sig i gennemførslen af segmentanalyser, der den efterfølgende uge kan læses som ugebladenes glitrede konsumkynisme. Logikken er ikke en måde, hvorpå tænkningen bliver stringent, men en overvindelse af erkendelsen som sådan og indføring af begæret i identitetens mørke stuer, hvor det vil udleve en trist tilværelse som vedhæng til en kynisk rationalitet, hvis højeste aspiration er det skemalagte samleje som et indbrud mellem to lige stressende punkter og således definerer lysten som selvforglemmelse.

Begrebet ‘jeg’ kan kun defineres ud fra grammatikken, hvori det udgør et element i et referentielt system. Der er intet problem i forhold til jegets numeriske identitet over tid (en af identitetssætningens skaller), da den numeriske identitet er givet med det felt, der udgøres af de associative spring og flugtveje.

At være desertør vil sige, ikke at indordne sig under et givet socialt hierarki, at modsætte sig aktivt eller passivt; vel egentlig at modsætte sig sin subjektivitet. Underkastelseshierarkierne definerer, ud fra en given helhed, det særskilte som subjekt, fordi det særskilte kun kan komme til udtryk som differentiam specificam, det vil sige som udtryk for et adskillende særtræk ved helheden.

Adorno skriver om desertøren, i en anden sammenhæng, at klassen sætter sig igennem med sine fordringer der, hvor desertøren søger tilflugt (Minima moralia s. 54). Hierarkiet, defineret ved sin segmentering i nærmeste overordnede slægt og særlige artsdannende forskel, subjektiviserer således flugten. Desertøren lever afledt, dermed ikke mere ægte, men indtræder i helheden som en særlig forskeligartethed ved sandheden.

Noget adskiller sig ved sandheden. Desertøren arter sig forskelligt fra sandheden, retekstualiserer sin subjektivitet ud fra en anden helhed i helheden. I sit flugtforsøg, i sit ubetydelige angreb på helheden, tvinger han helheden til at bevæge sig efter ham i et forsøg på at genoptage ham; men i desertørens renaissance, kan man kalde genovertagelsen sådan, må helheden reformatere sine tekstualiseringsstrukturer, hvilket kun betyder, at hierakiet minimalt pauser sin subjektivering af desertøren. Desertøren formateres ud fra et brud.

Lykkes det at skabe et brud i hierarkiseringsprocesserne afsubjektiveres desertøren, omend kun ganske kort. Dermed bliver desertøren noget andet, der ikke kan varetages på tilstrækkelig fyldestgørende måde i det sociale hierarki og hverken som en særskilt artsdannende forskel eller som, en endnu mere udbredt fortænkning, individ, men som noget andet, der ikke er afledt. Desertørens mulighedbetingelse er ikke at være desertør.

Desertøren er ufarlig. Dennes ufarlighed ses tydeligt i afstraffelsen ved skydning. Skydningen eliminerer afstanden, den afstand som det sociale hierarki har måttet tilbagelægge for at reformatere helheden - gennem desertøren. Bruddet er derimod farligt ved ikke at kunne tekstualiseres. Kan man sige om de sociale hierarkier som segmenteringsmaskiner, at de benytter desertøren som skriver, kopist?

I så fald er desertøren en resubjektivering af sig selv inden for rammerne af en anden helhed, der har reformateret sig selv i henhold til bruddet, hvis andethed herefter står tilbage som et sammenføjende mellemrum.

Jeg accepterer erkendelsens midlertidighed, idet den former en lokalitet. Det er udgangspunktet for et angreb på ethvert generisk niveau, fordi i springet over mod det mere almene, underkastes de adskillende kendetegn ved det partikulære status af anomalier i det lignende. At noget ligner noget andet betyder blot, at vi ikke har fundet tilstrækkeligt med kendetegn, der adskiller det lignende fra hinanden.

Er det muligt at slutte analogisk udenfor det logico-matematiske?

Erkendelsens lokalitet kan kun være lokal i den udstrækning, at kartografien opgives til fordel for en lære om undergrunden (en rhizomatografi?). Det lokale er givet med dets midlertidighed, velsagtens med dets opbrud. Er opbruddets erkendelsesstrukturer en nomadefilosofi? Opbruddet kan ikke være andet end lokalt og altid defineret ud fra en ny lokalitet. Kan opbruddet være andet end nomadefilosofisk?

Idet vi bryder op, lader vi noget tilbage. Hvis jeg accepterer erkendelsen som knyttet til en lokalitet, så må jeg også acceptere det heraf dannede nomadiske episteme som det opbrudtes filosofi. Det, der opbryddes deles. Noget bliver tilbage.

Nomaden samler de pinde, der danner skelettet for teltdugen. Laylah har forladt ham, og det, der var, er ikke længere.

Lokalitetens midlertidighed tror jeg alene peger på, at den ideelt set videreføres i en samtidighed med andre opbrud. Det siger sig selv at en given undergrund af lokaliteter ikke kan reaktualiseres som andet end endnu et opbrud – fra undergrunden. Samtidigheden annulleres i en lokaliserbar bevægelse, hvori det aflagte, resterne eller det opbrudte materiale genformes i en slags bastardfilosofi, hvormed jeg mener, at al erkendelse (og enhver evt. genialitet) bygger på uægte afkom.

Genealogien tegner i bedste fald et billede af filologens kvalificerede bud. Filologen arbejder generisk. Genealogien er ikke lokaliserbar. Og dog arbejder han ud fra anomalien.

Igår i X-factor på DR1 skulle deltagerne synge tre sange af Jamens Blunt. Det fik mig til at tænke over den massive popularitet, Blunt har oplevet siden sin debut i 2004. Jeg har ikke i nyere populærkulturel historie viden om andre, hvis popularitet har vist sig at være en hæmsko.

Problemet med Blunt er ikke, at han er en dårlig kunstner, men at han er alt for god. Hans hits “You’re Beautiful” og “Goodbye My Lover”, begge fra Back to Bedlam (2004), og derefter “1973″ fra All the Lost Souls (2007) lider under det samme: at være fænomenalt komponeret med tekster, der går lige ind i første hug. Man kan formulere det lidt anderledes. Blunt er ikke blevet populær, men har skrevet sin egen popularitet, med en skræmmende præcision.

Netop præcisionen er problematisk. Blunt skriver, det må (næsten) alle være nogenlunde enige om, fandens godt, for godt. Der er ingen tøven, der er ingen skælven på hånden, der er ikke et eneste tegn på menneskelig tøven i kompositionerne. Det er hits komponeret og produceret med maskinel millimeternøjagtighed. Og det kunne lige så godt have været komponeret af en maskine.

Vel er Blunt tandløs, men han er det, fordi han er så god. Jeg kommer til at kede mig i hans selskab.

Et kunstværk, så formfuldendt det end er, ejer altid et brud. Modsætningen til bruddet er ikke det guddommelige, det perfekte er maskinelt (hentyder det en rhizomisk forbindelse mellem romantikerne og futuristerne?). Manglen på brud definerer kunsten ud fra en maskinel logistik.