Videnskab som begrebsformatering
Det primære i Kants filosofi, som også udgjorde anstødsstenen for efteridens romantiske filosoffers kritik, er ifølge Cassirer (og det er der vel bred opbakning til) begrebet om “tingen i sig selv”.
“Tingen i sig selv” er, ifølge et hegelsk udtryk, kun “abstraktionens caput mortuum”, kun den negative betegnelse for et mål, erkendelsen ikke vil kunne orientere sig ud fra og ikke længere behøver at være orienteret ud fra - men denne negation indeholder samtidig en ny og specifik position, nemlig erkendelsens centrering i sin egen form og loven for denne form.
Erkendelsen er med andre ord blevet løsrevet fra tingens væsensenhed, fra den mimetiske eller analoge udgranskning af tingene, for så meget desto stærkere at hvile i erkendelsens “egen form”, dvs. erkendelsen udgår fra sig selv og som sig selv i en processuel form, der er knyttet til og overvinder tiden gennem symbolet, hvilket betyder, at erkendelsen har givet afkald på det anskuelige.
I forlængelse heraf kan man hævde, at en videnskab ikke løsriver sig som særvidenskab ved sit genstandsområde, som det var Simmels påstand, men, siger Cassirer, gennem dens særegne symbolske form, gennem dens erkendelsesmomentum.
Så vidt jeg kan se, så hævder Cassirer, at erkendelsen er en begrebserkendelse, og en videnskab er defineret ud fra dens særegne begrebsformateringer og i hvor høj grad disse formateres udenom det anskuelige. Begrebet skal forstås som en symbolsk form.
Ved “symbolsk form” skal forstås enhver åndens energi, hvorigennem et åndeligt betydningsindhold knyttes til et konkret, sansemæssigt tegn og får en indre forbindelse med dette.
Men det sansemæssige tegn er netop ikke anskueligt. Det sansemæssige tegn har erobret en afstand til anskueligheden, det er, så vidt jeg kan se, blevet til det, Deleuze netop karakteriserer som et tegn. Noget så abstrakt, at det ikke længer er defineret ud fra sin lighed, men netop derfor indeholder en egen partikularitet.
I partikulariet er den “indre forbindelse” mellem betydning og den betydende form eller tegnet ikke givet med perceptionen, men helt lagt ud til ånden: bevidstheden nøjes ikke “med blot at have et sansemæssigt indhold, men frembringer det ud af sig selv.” Dermed ligger den indre forbindelse tæt op ad Nietzsches begrebsfilosofi.
Det er således videnskabsteoriens arbejde, at bearbejde særvidenskabernes begrebsformateringer med henblik på at afklare den enkelte videnskab som videnskab.
