Stokbros blog

Markis de Sades perversioner er kendetegnene for lovmennesket, ikke sådan at forstå, at lovmennesket nødvendigvis er perverst, men snarere sådan, at de Sade er det nødvendige udtryk for en fungerende lov. Deleuze har læst de Sade som en udforsker af intensiteter; jeg tror, han tager fejl. Intensblivelsen peger ikke på en oplevelse af nydelse, eller i hvert fald ikke en nydelse, der i første omgang er forbundet med kroppen og overskridelsen af kroppen. Intensblivelsen indeholder en accept af loven som et legitimt udtryk, den ikke bare accepterer, men opretholder loven i og med overskridelsen, fordi denne allerede indeholder en overvejelse over og en accept af loven som legitim, men som nødvendig for libertinernes nydelse. Libertinerne er lovmennesker. De er pinedød tvunget til at opretholde loven og dette kommer til udtryk som overskridelse.

Den nydelse, der er forbundet med overskridelsen er tvetydig, den er nært forbundet med det skabe overblik over den moralske lokalitet, hvorefter overskridelsen skaber loven som et vrangbillede. Kun gennem loven kan nydelsen opnås. Det vil sige, libertineren får ingen nydelse, opnår ikke en intensitetsblivelse, hvis ikke han formår at iværksætte loven igennem sin overskridelse. Jeg gentager mig selv. Selve nydelsen er ikke forbundet med overskridelsen, men med det overskridelsen blotlægger og fremhæver: altså loven.

Når de Sade altså gennemarbejder lovene, viser han, at de alle er moralske eller seksuallove. Voldtægten, nekrofilien, incesten, den voyeuristiske onani er kun mulige gennem lovene. Hvis ikke lovene var der, ville de Sade ikke kunne skrive. Hans sadistiske fantasier udspillede sig jo netop i skriften i fængslet. Han håndhævede og legitimerede sin egen fængsling ved at underbygge lovene med sin skrift. De Sade skrev i en vigtig betydning lovene, han konstituerede, gennem lysten, loven som lov.

Decentreringen beskriver en måde at fjerne sig fra et givet centrum (Kenneth Burke har lavet et katalog over enhedstænkningens former i A Rhetoric of Motives), men hvor decentreringen er et processuelt begreb, betegner det ekscentriske en psykologisk egenskab ved desertøren. Desertøren flygter ekscentrisk, hans skrift er decentreret; de flugtveje han afsøger er dybdeboringer i erkendelsens vækstlag. Ekscentrikeren står altså uden for, i forhold til staten er han naturligt nok nomade, hans stamtræ består af usikre genealogier, spor der forløber i undergrunden. Den decentrerede skrift har ikke noget repræsentationsniveau, men skaber en lokalitet; kartografen optegner topoi, han er stedkendt. Ekscentrikeren bevæger sig derimod distræt gennem landskabet. At tilbagelægge en flugtvej distræt gør landskabet uendeligt.

I en samtale fra 1972, blot fire dage efter en storsmilende Nixon rystede Maos hånd, udlægger Gilles Deleuze og Michel Foucault et perspektiv på den intellektuelle og dennes rolle. Den intellektuelle, siger de, må tale magten imod, dvs. alliere sig med proletariatet, hvilket på sin side vil sige, at de taber sig selv i proletariatets stridsmotiv.

Men om det är mot makten man kämpar, så kan alla som har varit utsatta för maktmissbruk [...] inleda kampen där de själva befinner sig och med utgångspunkt i sin egen aktivitet (eller passivitet).

Det vil på sin vis sige, at den intellektuelle i magtmodstanden, mister sig selv og bliver en del af det almene i form af en klasse, den intellektuelle overtager en klassebvidsthed. I denne misten, tænker jeg, ligger vel også, at den intellektuelle i bund og grund udgår fra magten? Foucault understreger, at magten i dag er skruet sådan sammen, at den intellektuelle på en gang er dens objekt og dens instrument: den intellektuelles rolle er ikke længere, at oplyse masserne på afstand, men at “undergräva och ta makten, vid sidan, tilsammans med alla dem som kämpar för den och inte för att upplysa dem på avstand.” Dvs. den intelletuelle er ikke længere et oplysningsredskab, men en del af et stridsmotiv, hvori magten på engang afslører sig selv som magt og redefinerer sin diskurs i forhold til det ændrede motiv - magten forbliver magt.

Det kan i høj grad læses som en kritisk bemærkning til Habermas’ indkredsning af den intellektuelle. For hvor Habermas arbejdede med en intellektuel rolle, der modarbejdede magten gennem en normativ og fantasiful fremsynethed, der gør Foucault (og Deleuze) opmærksom på, at i den modarbejden ligger et nyt magtmotiv.

Enige er Habermas, Foucault og Deleuze dog om, at den intellektuelle har udspillet sin rolle som oplyser. Masserne (kan man tale om sådanne i en tid med afformaliserede grupperingsmønstre?) kan selv opsøge viden og indsigt og deres grundkundskaber er aldeles udmærkede, hvis man skal tro de tre filosoffer. Måske klasserne (og dermed masserne) er blevet genopfundne af Fogh-regeringen, idet den forsøgte afmontere de intellektuelle i en fascistisk drejning af samfundet over mod en meget synlig magtstruktur, hvis første offer altså var de vidende. Dermed kan den intellektuelle genopfindes som andet end en professionsklasse i Foucaults og Deleuzes formatering af begrebet.

(Samtalen kan findes oversat i Ord och bild 2007/3-4)

Ovenstående uddrag fra filmen Coffee and Cigarettes er fantastisk på flere niveauer, men et af dem er Tom Waits’ rolle som paranoiker (med Iggy Pop som underspillet medspiller) forstået i deleuzeansk forstand. Iggy Pop spiller den velvillige imødekommende, men også let tilbageholdende i forhold til hele det eksperimenterende skema, hvor Waits konstant udfordrer den anden i en allerede etableret orden, som Iggy Pop på sin side i første omgang forsøger at tolke i analogiske og metaforiske vendinger; disse fortolkningsforsøg kastes imidlertid hele tiden tilbage på Iggy Pop selv, som derefter står i forskellige forklaringsproblematikker, idet Waits hele tiden retekstualiserer den etablerede orden.

Et af de mange forsøg Iggy Pop gør på at etablere en fælles bevæggrund for de tos samtale er omtalen af trommeslageren med en meget industriel lyd, noget Waits, hans brug af diverse musikere taget i betragtning, måtte finde interessant. I stedet kastes spørgsmålet tilbage på Iggy Pop i form af et passivt angreb: er jeg ikke god nok på trommer, mener du jeg er en dårlig musiker? Ordenen er reetableret:

Samtalen som målet for Waits’ begær rykkes tilbage i en anden orden, hvor begæret opfyldes på de præmisser Waits har sat for samtalen: Waits er underkendt og i beherskelsen af denne underkendelse, må han hele tiden komme sin samtalepartner i forkøbet.

Og Waits behersker virkelig samtalen med sine paranoide reformateringer af meningsgrundlaget. Iggy Pop på sin side trækker sig længere og længere ind i sig selv og i denne tilbagetrækning hoverer Waits i den således etablerede orden, hvor det paranoide spor er blevet bekræftet og samtalen behersket.

Men hvorfor dette begær? Eller rettere: hvorfor denne repressive karakter i forhold til alle andre begær end det, der gennemstrømmer den paranoide orden, beherskelsens begær. Fordi det handler om én ting: at undertrykke enhver bevægelse væk fra bekrigelsen af pladeindustriens konserverende hierarkier, som for Waits’ vedkommende fandt sit udtryk i valget af Bruce Springsteen som den toneangivende musiker tilbage i 70′erne. Derfor gør det så forbandet ondt, da Iggy Pop helt en passant nævner, at ingen af Waits’ numre er at finde på jukeboxen og derfor den lettelse, da Waits opdager at heller ikke Iggy Pop er at finde der; det repressive begær generobrer sin plads og Waits kan geniscenesætte sig i endnu en smøg.

Der er altid et andet åndedrag i mit, en anden tanke i min, en anden besiddelse i det jeg besidder, tusind ting og tusind væsner impliceret i de komplikationer jeg forsøger at udrede: enhver sand tanke er en aggression.

Deleuze synes i første omgang ad omveje at bekræfte Blooms Anxiety of Influence, idet der ikke findes en ting, som ikke er berørt af andre. Som Bloom mener de store kunstnere gjorde, dykker også Deleuze ned i det stof andre har fremlagt før ham; han er en dygtig læser, der hurtigt finder frem til teksternes udgangspunkter, hvorfra hans kritiske læsninger udgår. Deleuze er i denne henseende ikke mindre kreativ end Blooms kunstner, men der er noget andet på spil.

De andre, om man så må sige, bliver en skrifttaktik hos Deleuze. Hvem er en sand tanke en aggression imod? I Tusind plateauer hedder det:

Hvorfor har vi beholdt vores navne? Af vane, ene og alene af vane. For at gøre os selv uigenkendelige. For at skjule – ikke os selv, men det som får os til at handle, føle eller tænke. […] Ikke for at nå frem til det punkt hvor man ikke længere siger jeg, men for at nå frem til det punkt hvor det ikke længere er vigtigt om man siger jeg eller ej. Vi er ikke længere os selv. Vi vil hver især genkende dem der er vores. Vi er blevet hjulpet, suget ind, mangfoldiggjort.

Citatet siger det samme som citatet ovenfor bare med andre ord. Er det muligt? Det viser os oveni, hvem aggressionen er vendt mod. Ikke de andre, der er ikke tale om angst for at blive påhvirket (tværtimod). Det er jeg selv aggressionen er vendt imod. Skriften er vendt mod jeg ved at opløse det i perspektiver og forskydninger.

Det er ikke så interessant. Det interessante er den mangel på angst for afsmitning, der er at finde hos Deleuze. Han skriver sig ind i og gennem de andre tekster, som også er flerstemmige. Han bruger teksterne til at skrive sig ud over sig selv … ud over subjektfiktionen. Og han gør det stringent, hvorved der netop kan være tale om filosofiske skrifter og ikke bare usammenhængende rablen, som man så det i de første årtier af 1900-tallet i forbindelse galskabsromantikere.

Filosofien synes at blive mangfoldig, levende og levedygtig hos Deleuze. Den er bizetsk frem for altmodisch, svedende, wagnerisk.