Stokbros blog

Decentreringen beskriver en måde at fjerne sig fra et givet centrum (Kenneth Burke har lavet et katalog over enhedstænkningens former i A Rhetoric of Motives), men hvor decentreringen er et processuelt begreb, betegner det ekscentriske en psykologisk egenskab ved desertøren. Desertøren flygter ekscentrisk, hans skrift er decentreret; de flugtveje han afsøger er dybdeboringer i erkendelsens vækstlag. Ekscentrikeren står altså uden for, i forhold til staten er han naturligt nok nomade, hans stamtræ består af usikre genealogier, spor der forløber i undergrunden. Den decentrerede skrift har ikke noget repræsentationsniveau, men skaber en lokalitet; kartografen optegner topoi, han er stedkendt. Ekscentrikeren bevæger sig derimod distræt gennem landskabet. At tilbagelægge en flugtvej distræt gør landskabet uendeligt.

Decentreringen forløber underjordisk, det må den gøre, hvis ikke dissemineringen skal inddæmmes. Hvor decentreringen trænger frem skyldes det alene det erosive begær, der knytter sig til blotlæggelse og på et tidspunkt vil overstige de dissociative spring. Inddæmning og erosion er sammenfaldende. Såvel Kojèves anerkendelsesproblematik som Sloterdijks foragtelsesmekanismer er udtryk for erosive begær. Decentreringen kan således hverken oplyse eller smigre, enhver stilstand vil være inddæmmende for memesisen. Men decentreringen må også være decentrerende i forhold til sin egen bevægelse, ethvert mål … så sitrende … et urocentrum … der står decentreringen i sit erosive begær, dissemineret, magtende sit urocentrum. “Engang til!”

Begrebet ‘jeg’ kan kun defineres ud fra grammatikken, hvori det udgør et element i et referentielt system. Der er intet problem i forhold til jegets numeriske identitet over tid (en af identitetssætningens skaller), da den numeriske identitet er givet med det felt, der udgøres af de associative spring og flugtveje.

At være desertør vil sige, ikke at indordne sig under et givet socialt hierarki, at modsætte sig aktivt eller passivt; vel egentlig at modsætte sig sin subjektivitet. Underkastelseshierarkierne definerer, ud fra en given helhed, det særskilte som subjekt, fordi det særskilte kun kan komme til udtryk som differentiam specificam, det vil sige som udtryk for et adskillende særtræk ved helheden.

Adorno skriver om desertøren, i en anden sammenhæng, at klassen sætter sig igennem med sine fordringer der, hvor desertøren søger tilflugt (Minima moralia s. 54). Hierarkiet, defineret ved sin segmentering i nærmeste overordnede slægt og særlige artsdannende forskel, subjektiviserer således flugten. Desertøren lever afledt, dermed ikke mere ægte, men indtræder i helheden som en særlig forskeligartethed ved sandheden.

Noget adskiller sig ved sandheden. Desertøren arter sig forskelligt fra sandheden, retekstualiserer sin subjektivitet ud fra en anden helhed i helheden. I sit flugtforsøg, i sit ubetydelige angreb på helheden, tvinger han helheden til at bevæge sig efter ham i et forsøg på at genoptage ham; men i desertørens renaissance, kan man kalde genovertagelsen sådan, må helheden reformatere sine tekstualiseringsstrukturer, hvilket kun betyder, at hierakiet minimalt pauser sin subjektivering af desertøren. Desertøren formateres ud fra et brud.

Lykkes det at skabe et brud i hierarkiseringsprocesserne afsubjektiveres desertøren, omend kun ganske kort. Dermed bliver desertøren noget andet, der ikke kan varetages på tilstrækkelig fyldestgørende måde i det sociale hierarki og hverken som en særskilt artsdannende forskel eller som, en endnu mere udbredt fortænkning, individ, men som noget andet, der ikke er afledt. Desertørens mulighedbetingelse er ikke at være desertør.

Desertøren er ufarlig. Dennes ufarlighed ses tydeligt i afstraffelsen ved skydning. Skydningen eliminerer afstanden, den afstand som det sociale hierarki har måttet tilbagelægge for at reformatere helheden - gennem desertøren. Bruddet er derimod farligt ved ikke at kunne tekstualiseres. Kan man sige om de sociale hierarkier som segmenteringsmaskiner, at de benytter desertøren som skriver, kopist?

I så fald er desertøren en resubjektivering af sig selv inden for rammerne af en anden helhed, der har reformateret sig selv i henhold til bruddet, hvis andethed herefter står tilbage som et sammenføjende mellemrum.