Stokbros blog

Understregningerne i mine bøger er sirligt lavet med lineal og gerne sort kuglepen; når man bladrer gennem en bog eller bare lader øjnene glide ned over siden, så træder understregningenerne frem som små øer i et kaotisk landskab. Øjnene falder til ro, men så melder understregningens kraft sig. Den er ikke bare til for at fremhæve noget i teksten, end ikke noget i teksten forfatteren har ment var vigtigt (en art biografisk fejlslutning), altså ‘ikke bare’ men også. Understregningen fremhæver det skrevne, men med hele vægten af den undertstregendes stemning, blik, begær. Det vil sige understregningen tildeler det understregede en merbetydning, i den klinger læserens egne begær med i tekstens. Understregningen udhæver, men faktisk gør den noget mere, den lader den understregende genskrive det udhævede, lader ham blive medskaber af teksten, idet han bøjer ordenes løb ind i en ny/anden/anderledes emfase. Teksten genopstår som tekst i den uendelige fjernhed, den ikke kan udtrykke anderledes end ved at lade læseren gennemlæse den. Øerne er læsningens mulighed som sådan, dens parasitære succes.

Decentreringen forløber underjordisk, det må den gøre, hvis ikke dissemineringen skal inddæmmes. Hvor decentreringen trænger frem skyldes det alene det erosive begær, der knytter sig til blotlæggelse og på et tidspunkt vil overstige de dissociative spring. Inddæmning og erosion er sammenfaldende. Såvel Kojèves anerkendelsesproblematik som Sloterdijks foragtelsesmekanismer er udtryk for erosive begær. Decentreringen kan således hverken oplyse eller smigre, enhver stilstand vil være inddæmmende for memesisen. Men decentreringen må også være decentrerende i forhold til sin egen bevægelse, ethvert mål … så sitrende … et urocentrum … der står decentreringen i sit erosive begær, dissemineret, magtende sit urocentrum. “Engang til!”

Steinskog er blevet tagget (eller spammed alt efter temperament) og har i samme åndedrag tagget mig og fire andre. Akkurat som Steinskog bryder jeg mig egentlig heller ikke om denne informationsstrategi, men på den anden side så finder jeg afsmitningseffektens åbnende og vildt strittende billede uimodståelig; ganske enkelt. Steinskog bruger (i den engelske udgave af sit indlæg) begreberne “contagious” og “dissemination”; den type spredning i information finder jeg også uimodståelig, for den gør op med f.eks. Blooms anxiety of influence og definerer erkdendelse ud fra patologiske begrebsbilleder - og det er en sonde lige ind i videnskabelsens irrationalitet.

Hele manøvren består således af fem trin:

1. Pick up the nearest book.
2. Open on page 123.
3. Find the fifth sentence.
4. Post the next three sentences.
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you.

Og resultatet bliver for mit vedkommende Jørgen Holmgaards Teoriens topik (Holmgaards doktordisputats er fra ´97 og udgivet i ´98 på Forlaget Medusa (der helt parantetisk bemærket også udgav skriftserien fra Aalborg Universitets vilde og vildt nødvendige satsningsområde Center for Æstetik og Logik) (Centeret er (i en (dobbelt)yderligere parantes) selvfølgelig lukket)), hvori følgende er at læse:

Som første i udviklingen hen mod den sprogorientering, som kom til at præge det 20. århundredes teorier, kan man se det sene 19. århundredes stigende optagethed af bevidstheds- og kulturspørgsmål. De blev nu opfattet i deres egen ret og betydning, ikke som fænomener, der skulle forklares med eller føres tilbage til mere grundlæggende basisforhold af social eller naturmæssig karakter. Tendensen er tydelig hos Dilthey, og både Simmel og Weber er i alt væsentligt bevidsthedssociologer, både i deres teorikonstruktioner og i deres interesseområder.

De følgende fem bloggere håber jeg vil være med på idéen: Lotte, Søren, Johan, Carsten og Johannes.