Stokbros blog

Som enhver maskingørelse truer logikken ikke bare kroppen, men selve begæret. Den antikke syllogistik med dens ”regulative Glaubensartikeln” fuldender sig selv i logistikken, hvis bureaukratisering af tænkningen og kancelliering af formen truer med at definere mennesket og dets begær ud fra et endeligt antal variable strukturer, der i økonomien udtrykker sig i gennemførslen af segmentanalyser, der den efterfølgende uge kan læses som ugebladenes glitrede konsumkynisme. Logikken er ikke en måde, hvorpå tænkningen bliver stringent, men en overvindelse af erkendelsen som sådan og indføring af begæret i identitetens mørke stuer, hvor det vil udleve en trist tilværelse som vedhæng til en kynisk rationalitet, hvis højeste aspiration er det skemalagte samleje som et indbrud mellem to lige stressende punkter og således definerer lysten som selvforglemmelse.

Når man læser hvor mekanisk de Sades perversiteter præsenteres og med hvilken sikkerhed de filosofiske spejle orienteres omkring det nav, så kan det umuligt undre, at de Sade er blevet populær; og mest blandt tænkende mennersker, der i forvejen har hengivet sig så restløst til de mediale strukturer, der defineres af blikket og dets forhold til begæret. Når Nietzsche for lidt mere end hundrede år siden kunne beklage det dekadente i smagen, ville han næppe kunne genkende det menneske, der ville stå foran ham i dag. Eller måske ville han. For er det sidste menneskes lighed med den intellektuelle i dag ikke frappant? Weimars mennesker, spøgelser, der kun kan opretholde en væren i den sanselighed, der medieres af champagne og galskab og hvis ypperste afsløres i den enkeltes fuldstændige gåen op i de andre – den væren, der afspejles i en vanvittig gruppecan-can i begyndelsen af Baz Luhrmans Moulin Rouge, der med større og større hastighed driver gruppen af forvredne ansigter i opspilede øjne og sanseløs latter mod den enkeltes endeligt i meuten; samme mekaniske vellyst som hos de Sade, der et par hundrede år før kendte weimarmennesket bedre end det selv: den intellektuelles afstumpethed, der krævede enhver forfinelse udskiftet med svedende wagnerianere og det eneste svar herpå lå i en bukolisk modmeute. Men hvis de Sade kendte Weimarmennesket, så kendte Michelangelo det vellystige blik, der med sans for proportioner og med en uovertruffen teknik kunne omslutte menneskelivet reduceret til opbrugt kød med en sådan skønhed, at fascinationen af teknikken tildækkede stoffets budskab, eller måske ophørte budskabet idet myten blot blev afsæt for teknikkens reproduktion af sig selv? Det menneske, Michelangelo kendte og skabte for, opstod først i det post-Auschwitzeske rum, der krævede et andet udtryk for hårdhudetheden. Den intellektuelle kunne ikke længere opsluges i meuten, for den menneskelige kontakt havde lidt skibbrud under 15 års stadig stigende meutegalskab. Den andens krop blev farlig, det var den allerede under Weimar, men til forskel fra dengang, så dannedes nu et menneske, der frygtede sin egen krop og drev sig selv ind i sindets allermørkeste kælderregioner for der at tage ophold med henblik på at opelske paranoikerens uovertrufne overblik og skabe kontrol; man kan i den sammenhæng tale om at ethvert nyt menneske fra den tidligste barndom indprentes en væren i den permanente damage controls varetegn. Det er det samme intellektuelle menneske som under Weimar, den samme bornerte afståelse af kroppen, hvor sex og enhver anden nydelse er reduceret til selvrealisering. Det menneske er gået helt op i en sindmeute, ikke den varme masse fra Hitler-Jugend, der genopfriskes i fodboldtilskuerens voldsfascination, men den kolde masse, som Sloterdijk taler om, der er defineret ud fra medieringen: den fuldstændige åndeliggørelse, som R.E.M. fik i tale med sin video til ”Loosing My Religion”, hvori Thomas ikke længere graver i Jesu spydsår, fordi han ikke vil tro, at hans mester er genopstået, men fordi nærheden til såret er betagende, farligt, så tæt på kroppen man kan komme. R.E.M.s Thomas er sindbilledet på den intellektuelle i dag, hvori de Sade, Michelangelo og R.E.M. løber sammen i et udtryk for den sandhed, at i selvafstumpningen genopleves mennesket alene i sårets sanselighed.

Hvis alt drejer sig om sex, så tyder alt på at lysten og begæret er blevet mekaniseret gennem medieringen og endelig fundet sit leje i smagsdommen over de Sades litterære smuglervarer. At markisen i dag regnes blandt verdenslitteraturens forfattere er én ting, men at franskmændende har taget ham til sig, vidner om aferotiseringen af det franske folk, og det peger på en aferotisering af erotikken som sådan. At de Sade afskyes, med den blanding af lyst og skam som småborgeren har lært at genkende gennem selvtilfredsstillelsen, kan umuligt overraske, hvis blikket vendes mod det eksperimenterende borgerlige forhold, der opnår sin største harmoni i sengens parallelforskydninger, hvor partneren er reduceret til en medieringsmaskine og kroppene defineret ud fra deres plasticitet. Den samme til desperation famlende eftersøgning af en velegnet form at repræsentere virkeligheden i, gennem teknisk beherskelse, som ses i Michelangelos pieta fra 1498, ses i det moderne hjem; og afskyen over for de Sade skyldes alene, at hans formatering af lystprincippet altid står som et korrektiv til det seksuelle forhold mellem to mennesker, at det aldrig kan overtages langt mindre transcenderes. Af de Sade lærte det moderne menneske at inddrage teknikken i seksualvanerne, og den bedste beskrivelse af dette menneske er, at det gennem dressuren er blevet fuldstændig gennemreguleret, men i dets hjerte brænder et had, der næres af den libertiner, der ikke kan komme til udtryk udenom selvbevidsthedens pejlinger i patologien. Den sidste libertiner var Svidrigailov, derefter har vi kun kendt seksualforbrydere. Beherskelsen af den anden er ikke en underkastelse under denne eller hin fantasi, men en beherskelse af teknikken gennem den anden. Relationen mellem to mennesker kan udelukkende beskrives gennem de medierende konfigurationer, der bliver åbenbare i deres mekaniske stiløvelser. Der er halvvejs en forventning om at blive overvåget og bedømt ud fra lyssætnings- og vinklings- og salgsproblematikker, der på det subjektive plan afspejler en paranoisk fantasi om, at dette siver ud i offentligheden og vil få betydning for næste forholds mulighedsbetingelser.

[Oprindeligt lagt på nettet d. 20. august 2007]

Jeg fik endelig set Bitter Moon igår aftes på DR1, og det var en mildest talt fascinerende fortælling, omend jeg ikke synes den, hvad det gælder erotikken, kommer på højde med Henry & June; til gengæld afsøger den et så meget mere interessant og kreativt område inden for erotikken og erkendelsen: masochismen.

Oscars og Mimis udvikling som erotiske skabninger finjusteres indtil klimakset, hvor Mimi stiller sig hen til fjernsynet for at pisse på det, hvorefter Oscar lægger sig under hende og lader hendes pis strømme ned i sit ansigtet. Nigel, hvem Oscar fortæller dette, væmmes som den perfekte engelske, impotente mand han er. Oscar oplevede til gengæld sit livs mest intense orgasme, der manifesterede sig som et hvidt, smældende glimt i hjernen. Men derfra glider Oscar og Mimi også fra hinanden. Deres erotiske rollespil bliver latterligt, noget påtaget, som viser sig deri, at Mimi har sminket sit ansigt til ukendelighed og Oscar kravler rundt med en svinemaske.

Nigel forføres imidlertid af Oscar, han drages ind i hans fortælling og længes efter Mimis pissende, våde skræv. Hans væmmelse er ikke rettet mod noget unaturligt, men forårsaget af hans egen thymotiske selvjusteringer, der udmønter sig i hans viktorianske lyst bundet til drømmen, tanken, hovedet … men netop ikke dét hoved.

Nigel formår ikke at være intens. Hans mildest talt klodsede dans lader Mimi kold, hun er selv danser, de syv slørs danserinde … kønnenes forskellighed generobret. Det er også masochisme. Nigel må spørge om lov … kan jeg kneppe dig, for jeg elsker dig sådan … selvfølgelig kan han ikke det, for Oscars fortælling er ikke afsluttet … filmens allerbedste twist. Men Fiona må få Mimi, for hun overtager hende. Hun realiserer sin kastrering af sin mand, idet hun viser, at hun havde ret: whatever you can do, I can do better! Fiona kan danse, spillet af den altid erotisk overlegne Kristin Scott-Thomas. Hun overtager Mimi i alles nærvær, deres dans er danset rigtigt, og da båden krænger til siden og lader alle andre falde, står de to stadig, hvorefter de går. Nigel, impotent som han er, må forføje sig, han tør end ikke se sin kone og Mimi. Det gør Oscar. Oscar har overværet hele den guddommelige seance i kahytten, og såvel Mimi som Fiona accepterede det.

Oscar skyder Mimi, så sig selv … nu er fortællingen fortalt til ende: nu kan Nigel få ligets indtørrede hul; Mimi kan kun tages af Nigel i en nekrofil handling, men han nøjes med at trøste sin kone. Masochimsen har med intensitetsblivelse at gøre. Det magter Nigel ikke; derfor kan han ikke få del i Mimi uden at pervertere intensiteten ved at udtømme den og genindsætte den i noget udtømt: liget.

Fiona kunne derimod erobre, udforske, blive intens … genindstallere masochismen, hvor den var blevet fordrejet til objekt for sadismen, derfor var parringen i kahytten mellem de to kvinder guddommelig: gentagelsen af kønnet, intensitetens selvtilblivelse som gentagelse og forskelligehed … dét var hvad Oscar og Mimi ikke magtede. Men heri gentages også myten om den viktorianske kvinde og mand: manden som prædikende også mellem lagnerne … kvinden som erotisk væsen.