Stokbros blog

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).

Ovre på The Jiggly Room er der gået Heidegger i foretagendet og fordi, der tales om støvsugerværen, vil jeg også blande mig med et lille memento. Lotte taler i en kommentar til indlægget om “Heideggerianere”:

Ps. Det her ord: heideggerianere

Den er grum. Der eksisterer ikke noget, der hedder det. Heidegger ville vende sig i graven. Fordi: Fordi: at være Heideggerianer er netop IKKE at være det. Årsagen er: med Heideggers egne ord (Wege nicht Werke) Den oprindelige græske betydning af ordet metode kommer af ordet vej. Der eksisterer altså ingen metode, hvad der vel ligger i at kalde sig Heideggerianer, der eksisterer kun en vej(veje). [...] Hvis man kalder sig Heideggerianer har man, efter min mening, ikke forstået den væsentligste pointe.

Det er lidt svært at gennemskue “årsagen” her, men hvad henviser Wege nicht Werke til? Er det et essay eller en udtalelse og i så fald hvorfra? Konteksten kunne nemlig være interessant. Skidt! Lotte har ret. Der er ingen metode i Heidegger, hvis man med “metode” henviser til en allerede given horisont for mulige svar på et spørgsmål. Men er der så alligevel ikke en metode? En særlig måde at gå til problemerne på? Hvad med Heideggers sprogfilosofiske tanker, der er blevet kædet sammen med ‘formal indications’, hvilke er en måde at arbejde sig ind mod f.eks. et begrebs essentielle betydning ud fra kontingente træk. Er det ikke en metodisk, eller skal vi sige systematisk, fremgangsmåde? For nok fremskrives der ikke en metode med et antal givne variabler, men man kan næppe påstå, at Heidegger ikke skulle være systematisk og dermed spor-genkendelig i sin fremgangsmåde?

At være heideggerianer nedskrives, af Lotte, til at være metodiker i betydningen metafysiker, men Heidegger ville netop væk fra metafysikken og ind i ontologien. Alligevel kan man vel med nogen ret kalde f.eks. Derrida heideggerianer?

I stedet tilbyder Lotte, ud fra Wege nicht Werke, at tale om veje. Det er en rigtig dårlig idé, fordi med veje har vi en anlægslogik, der skal bringe nogen/-t fra et punkt til et andet (på en bekvem og let og gerne hurtig(ere) måde), og det er en fin analogi til den udskældte metode. Men det er måske snarere Holzwege, der er tale om hos Lotte/Heidegger?

Jeg har en alternativ definition på en heideggerianer: “Heidegger er endnu ikke gendrevet ordentligt.” Hvorfor overhovedet nødvendigheden af at distancere sig til disse heideggerianere?

Skal man decentrere sig fra metafysikken, er en af de første ofre, man må gøre, sandheden, der som centrum har oprettet et hierarki af sfæriske forstyrrelser. Det skal forstås på den måde, at fra centrum udgår en sfære, der griber forstyrrende ind ved at inddrage eksterne (transcendentaliteten) aktører, der samtidig bibringer sfærerne et skær af ironi ved ad bagdøren at indlemme iscenesættelsen, handlingen som optræden, forstillelsen. Forstyrrelsen er sfærisk, men sfæren er samtidig selve inddragelsen; sfæren kan kun opretholde sig som sfære ved at indgå som en dis i det centrum, den samtidig tildækker.

Ex θέατρον: metafysikken er et afskrift af tildækningens historie.

Der er grundlæggende to muligheder af centreringer: repræsentative og begivenhed, hvoraf den første indgik i eller udgik fra den protovidenskabelig tanke (at sproget kan udtømme verden i en fordobling), mens den anden udgik fra fortællingen og kom, efter en tid med samtidighed, til at overtage centreringen overhovedet, sandhed blev flyttet fra verden til sproget, men udlagde dermed også skemaet for den kosmologiske fornuft.

Det første af sandhedsbegreberne ovenfor er det græske ετεός, der enten kan betyde ’sand’ eller ‘virkelig’; og det forhold mellem sandhed og virkelighed, hvis man overhovedet kan tale om et forhold, er et selvforhold. Begrebet betegner den perfekte erkendelse (som fordobling): erkendelsen er et monstrøst kort over virkeligheden, hvis skala er i forholdet 1:1. Erkendelsen er virkelig en mekanisk færdighed: filosoffen, som den, der, gennem en videnskabelig behandling af tingene, udforsker tingenes natur, er egentlig kopist af profession, fordi nedskrivningen sandheden er en nedskrivning af virkeligheden i en og samme bevægelse. Det placerer den mekaniske færdighed i kunstgrebenes historie og i forlængelse heraf i kunstens historie.

Det eksklamatoriske i en sådan beskæftigelse med virkeligheden kommer i øvrigt til udtryk substantivets adverbielle form, ετεόν: i virkeligheden, i sandhed, virkelig, der altid indeholder et lille korrektiv i tilbagemeldingen. Det sagte er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, altså kan det ikke være sandt, det kan ikke indlemmes i den fuldstændige repræsentation: virkeligheden som argument mod…

Det andet af sandhedsbegreberne er αλήθεια, som er en homerisk nyskabelse: sandheden som kooperativ. Begrebet har, i sin afledte form, svært ved at afspejle den begivenhed, det betegner, dvs. det negative præfiks på en egen måde afspejler en sædvane, en grundliggende tankeform. Begrebet er afledt af λήθώ, som er glemt, skjult eller ubemærket, og indstifter paranoikeren som eksempel på filosofisk tænkning: begivenheden som paranoia.

Den sokratiske samtale blandet med en platonsk reinkarnationstanken er begivenhedens grundform. Αλήθεια forløb begrebshistorisk set i samtalens medværen og medviden, der i vidt omfang forudsatte et fælles udgangspunkt, som det drejede sig om at afdække. Det er i denne afdækning paranoiaen sætter sig igennem som ledemotiv for tænkningen: sandheden er det, der kan kontrolleres og gentages i det uendelige: videnskab som et paranoidt begær indstiftet i metoden; i bund og grund en mnemoteknik for mulige spørgsmål og svar, hvori filosofien har formået en sidste, rasende udtømning strækkende sig over århundreder, fra logisk korrektiv til begivenhed, i en sfærisk dis.

Decentreringen formulerer et nyt grundlag for erkendelse, på et ikke-filosofisk grundlag, dvs. udenom det centrale kooperativ.

Caroline osv. har skrevet et indlæg om et begreb, ceteris paribus; hun efterlyser en større brug af dette begreb, fordi det kan bruges i besvarelsen af hypotetiske spørgsmål og disse er perspektivforskydende elementer i samtalen. Men perspektivforskydningen sker på bekostning af detaljerigdommen i samtalen og det peger igen tilbage på, at ceteris paribus kun kan være perspektivforskydende gennem manipulation af de faktiske omstændigheder.

En af dem, der har givet en klar definition af ceteris paribus-argumentationen er den engelske økonom Alfred Marshall, der skriver følgende:

The element of time is a chief cause of those difficulties in economic investigations which make it necessary for man with his limited powers to go step by step; breaking up a complex question, studying one bit at a time, and at last combining his partial solutions into a more or less complete solution of the whole riddle. In breaking it up, he segregates those disturbing causes, whose wanderings happen to be inconvenient, for the time in a pound called Ceteris Paribus. The study of some group of tendencies is isolated by the assumption other things being equal: the existence of other tendencies is not denied, but their disturbing effect is neglected for a time. The more the issue is thus narrowed, the more exactly can it be handled: but also the less closely does it correspond to real life. Each exact and firm handling of a narrow issue, however, helps towards treating broader issues, in which that narrow issue is contained, more exactly than would otherwise have been possible. With each step more things can be let out of the pound; exact discussions can be made less abstract, realistic discussions can be made less inexact than was possible at an earlier stage.

Ceteris paribus bruges til at overskride kompleksiteten i et givent spørgsmål. Man opbryder det i enklere dele og behandler hver del for sig, for så at samle enkeltdelene til sin helhed bagefter og konkludere. Det kan være det er logisk holdbart, men ikke kritisk. For indvirkningen af enkeltdelene på hinanden i helheden kan let danne en hyperkompleksitet, der ikke direkte fremgår af spørgsmålets først antagne grad af kompleksitet.

Manipulationen har altså til formål at skabe en overbevisende argumentation, hvor enkeltdelene synes at være udtømt i helheden, men hvor der snarere er tale om, at helheden ikke længere er den samme helhed som før, fordi den har fået reduceret sin hyperkompleksitet til det blot komplekse.

Det er værd at lægge mærke til, at Marshall skriver: “Each exact and firm handling of a narrow issue, however, helps towards treating broader issues …” Nej, for dermed er den “narrow issue” ophørt med at være andet end en manipulerbar begrebslighed, der glimrer ved sit generalisationsniveau, ved at være blevet rent abstrakt. Og alligevel skriver Marshall, at “exact discussions can be made less abstract, realistic discussions can be made less inexact than was possible at an earlier stage.” Hvilket kun kan lade sig gøre ved at dekonkretisere det konkrete, ved at begrebsliggøre det og på den måde afskære det fra faktum (jf. the brutality of fact).

Det egentlige problem ligger i, at Marshall med ceteris paribus-argumentationen mener, at kunne præcisere og sige noget om virkeligheden. Det kan man selvfølgelig også, alt andet lige.

[...] Og engang levede der en mand her i huset. Og det var min mand. Jeg var en stjerne. Jeg var stjernen. Men bestemt ingen kold. Og fordi jeg ikke var kold, måtte jeg være utilnærmelig. Så at ingen, der så mig i filmene, også ville være sådan en stjerne. Kun med stjernerne i dag er det sådan. Den, der ser dem og de historier, de spiller med i, ser uden videre sig selv som en af dem, jævnbyrdig - eller ligefrem overlegen i forhold til dem. Han kunne akkurat lige så godt være en stjerne. Han er præcis sådan en stjerne - en, der er endnu meget større, superstjernen. Og det kan man heller ikke på nogen måde fortænke dagens stjerners tilskuer i. Men jeg var i sin tid en anden stjerne, en ganske anden. Jeg ved, at jeg nu og da var monstrøs. Jeg ved, at jeg nu og da var noget af en fusker. Men netop sådan var jeg, også i de allermest dagligdags scener, en enestående person, som tilskuerne så som en, der befandt sig på uoverstigelig afstand af dem selv [...].

Der er umådelig meget tankestof i Peter Handkes roman Kali; der er en nærmest kafkask stemning over den. Noget nødvendigt; ueftergørligt. Jeg ser bort fra den værensmæssige tanke, at laden som er lig faktisk væren; det kunne der ellers nok tænkes et og andet over. For mig er det lige nu mere interessant, at hovedpersonens mors tale kredser om forskellen på en udefinerbar ‘datidens stjerner’ over for ‘nutidens stjerner’. Tiden synes at være mytisk, men det er også ligemeget.

Der findes to typer stjerner, hvoraf den ene er alt-for-menneskelig, den anden utilnærmelig indtil det monstrøse; det nævnes ikke med ord, men sidstnævnte synes at være lig kunstneren (?). Den alt-for-menneskelige stjerne er nok snarere et idol; ikke en, der står over en, men en, der opfordrer til drømme, til efterligninger, til at lykkes. Hvorfor? Fordi det almindelige kan spejle sig i idolet. Hitler, siger Sloterdijk (med hvem Handke har nogle lighedspunkter), var ikke populær, fordi han skilte sig ud fra mængden, men på grund af hans åbenlyse vulgaritet. På den måde bliver Hitler arketypen for Sloterdijk (og Handke?) på den moderne stjerne. Stjernen medierer vulgariteten, således at publikum, ved at drømme om at tage hans plads, bliver sig selv mere lig.

Den monstrøse stjerne inkorporerede en afstandens patos i sig. Det lille skulle blive endnu mindre; det høje skulle skinne i sin utilnærmelighed. Stjernen er i den formatering en egentlig skelnen i strukturerende former og dvs. at bliver en strukturerende formdannelse i stjernens tilskuer. Det er to typer kunstmetafysikker. Den romantiske kunsts jagen efter en åbenbar svigefuld sandhed over for den populærkulturelle nivelleringsmekanisme; romantikkens inventio over for populærkulturens topiske afsøgninger. Og netop som topisk afsøgning formår popkulturen til tider at løsrive sig fra metafysikken og overskride Hitler som arketype. Men det forekommer mig her, at jeg blander kunstneren og stoffet sammen (i skuespillet).