De intellektuelle
I en samtale fra 1972, blot fire dage efter en storsmilende Nixon rystede Maos hånd, udlægger Gilles Deleuze og Michel Foucault et perspektiv på den intellektuelle og dennes rolle. Den intellektuelle, siger de, må tale magten imod, dvs. alliere sig med proletariatet, hvilket på sin side vil sige, at de taber sig selv i proletariatets stridsmotiv.
Men om det är mot makten man kämpar, så kan alla som har varit utsatta för maktmissbruk [...] inleda kampen där de själva befinner sig och med utgångspunkt i sin egen aktivitet (eller passivitet).
Det vil på sin vis sige, at den intellektuelle i magtmodstanden, mister sig selv og bliver en del af det almene i form af en klasse, den intellektuelle overtager en klassebvidsthed. I denne misten, tænker jeg, ligger vel også, at den intellektuelle i bund og grund udgår fra magten? Foucault understreger, at magten i dag er skruet sådan sammen, at den intellektuelle på en gang er dens objekt og dens instrument: den intellektuelles rolle er ikke længere, at oplyse masserne på afstand, men at “undergräva och ta makten, vid sidan, tilsammans med alla dem som kämpar för den och inte för att upplysa dem på avstand.” Dvs. den intelletuelle er ikke længere et oplysningsredskab, men en del af et stridsmotiv, hvori magten på engang afslører sig selv som magt og redefinerer sin diskurs i forhold til det ændrede motiv - magten forbliver magt.
Det kan i høj grad læses som en kritisk bemærkning til Habermas’ indkredsning af den intellektuelle. For hvor Habermas arbejdede med en intellektuel rolle, der modarbejdede magten gennem en normativ og fantasiful fremsynethed, der gør Foucault (og Deleuze) opmærksom på, at i den modarbejden ligger et nyt magtmotiv.
Enige er Habermas, Foucault og Deleuze dog om, at den intellektuelle har udspillet sin rolle som oplyser. Masserne (kan man tale om sådanne i en tid med afformaliserede grupperingsmønstre?) kan selv opsøge viden og indsigt og deres grundkundskaber er aldeles udmærkede, hvis man skal tro de tre filosoffer. Måske klasserne (og dermed masserne) er blevet genopfundne af Fogh-regeringen, idet den forsøgte afmontere de intellektuelle i en fascistisk drejning af samfundet over mod en meget synlig magtstruktur, hvis første offer altså var de vidende. Dermed kan den intellektuelle genopfindes som andet end en professionsklasse i Foucaults og Deleuzes formatering af begrebet.
(Samtalen kan findes oversat i Ord och bild 2007/3-4)
