Stokbros blog

I en samtale fra 1972, blot fire dage efter en storsmilende Nixon rystede Maos hånd, udlægger Gilles Deleuze og Michel Foucault et perspektiv på den intellektuelle og dennes rolle. Den intellektuelle, siger de, må tale magten imod, dvs. alliere sig med proletariatet, hvilket på sin side vil sige, at de taber sig selv i proletariatets stridsmotiv.

Men om det är mot makten man kämpar, så kan alla som har varit utsatta för maktmissbruk [...] inleda kampen där de själva befinner sig och med utgångspunkt i sin egen aktivitet (eller passivitet).

Det vil på sin vis sige, at den intellektuelle i magtmodstanden, mister sig selv og bliver en del af det almene i form af en klasse, den intellektuelle overtager en klassebvidsthed. I denne misten, tænker jeg, ligger vel også, at den intellektuelle i bund og grund udgår fra magten? Foucault understreger, at magten i dag er skruet sådan sammen, at den intellektuelle på en gang er dens objekt og dens instrument: den intellektuelles rolle er ikke længere, at oplyse masserne på afstand, men at “undergräva och ta makten, vid sidan, tilsammans med alla dem som kämpar för den och inte för att upplysa dem på avstand.” Dvs. den intelletuelle er ikke længere et oplysningsredskab, men en del af et stridsmotiv, hvori magten på engang afslører sig selv som magt og redefinerer sin diskurs i forhold til det ændrede motiv - magten forbliver magt.

Det kan i høj grad læses som en kritisk bemærkning til Habermas’ indkredsning af den intellektuelle. For hvor Habermas arbejdede med en intellektuel rolle, der modarbejdede magten gennem en normativ og fantasiful fremsynethed, der gør Foucault (og Deleuze) opmærksom på, at i den modarbejden ligger et nyt magtmotiv.

Enige er Habermas, Foucault og Deleuze dog om, at den intellektuelle har udspillet sin rolle som oplyser. Masserne (kan man tale om sådanne i en tid med afformaliserede grupperingsmønstre?) kan selv opsøge viden og indsigt og deres grundkundskaber er aldeles udmærkede, hvis man skal tro de tre filosoffer. Måske klasserne (og dermed masserne) er blevet genopfundne af Fogh-regeringen, idet den forsøgte afmontere de intellektuelle i en fascistisk drejning af samfundet over mod en meget synlig magtstruktur, hvis første offer altså var de vidende. Dermed kan den intellektuelle genopfindes som andet end en professionsklasse i Foucaults og Deleuzes formatering af begrebet.

(Samtalen kan findes oversat i Ord och bild 2007/3-4)

I sin takketale ved overrakkelsen af Bruno Kreisky-prisen i Wien 9. marts 2006 siger Jürgen Habermas, at den intellektuelle står overfor en ny tid og en forandring i offentlighedens strukturer. Hvor de “traditionella offentligheterna” var fokuseret på tilkendegivelser, der skilte sig ud fra en spredt, anonym gruppe, så definerer de moderne offentligheder sig ofte i forhold til en blot betragtende gruppe, men samtidig en gruppe, der, gennem internettets demokratiske informationsstrøm, er blevet udvidet enormt og står over for en “avformalisering av offentligheten”. Offentligheden er blevet en medieret og medierende offentlighed, hvor (selv)iscenesættelse er en af de valide måder at skaffe sig autoritet på.

Den intellektuelle stod, i den traditionelle offentlighed, som den, der bl.a. kunne formulere normative erkendelser for befolkningen såvel som offentligheden. Hvor den intellektuelle således tidligere vandt anseelse gennem “sin professionella kunskap i offentligheten”, der vindes anseelse i dag (for en generel betragtning) gennem den kvalitet det er at være kendt - dvs. at have været (eller optrådt, for er det ikke det f.eks. statsministeren gør i sine iscenesatte ugentlige taler til nationen?) på TV. Den intellektuelle, siger Habermas, fik ikke magt gennem sin indflydelse, man må altså ikke blande indflydelse og magt sammen, men hvor placerer det den intellektuelle i dag? Politikeren har allerede længe forstået at gøre brug af fjernsynsmediet til, under dække af en intellektuel samtale (har vi sådanne i Danmark?), at “inmuta inflytelserika ämnen och begrepp.” i debatten. Eksperterne har ligeledes formået at kæde deres hårde data sammen med normative fortolkninger. Endelig kan man se på journalisterne, der egentlig bare arbejder med de temaer, der er oppe i tiden. Hvor placerer det den intellektuelle?

Den intellektuelle skal indeholde

• en årvågen sensibilitet for skadelige indgreb i samfundets normative infrastruktur,
• en evne for forudseenhed, når det kommer til at opdage farer som truer den almindelige politiske livsforms mentale forudsætninger,
• flair for hvad der kunne være anderledes,
• en smule fantasi og evnen til at skitsere alternativer,
• og endelig et vist mod til polariseringer, ytringer, der kan vække anstød, til pamfletter.

Den intellektuelle skal med andre ord agere samfundets normative vagthund, hvad der i Danmark traditionelt har været varetaget af pressen, men måske pressen netop er blevet udvandet til at dække (ikke afdække) de øjeblikkelige temaer (?). På den måde ligger Habermas’ intellektuelle meget tæt op ad den type, der dukkede op omkring Dreyfus-affæren.

(Talen kan findes oversat i Ord och bild 2006/1-2)