Stokbros blog

Erkendelse er mere end en begrundet mistanke, den er et udkast af spor - ikke nødvendigvis, nej, snarere aldrig de samme for enhver. Den koldt analytiske fremstilling er en (efterrationaliserende) formidling, der er forskellig fra erkendelsen selv. Det erkendelsesmæssige spor indskyder sig pludseligt i de associative spring. Jeg vil tro, at den er et hverken-eller, snarere end et både-og; den opretholder ikke det overleverede skema om sandhed i en omfavnende, intelligent gestus, men er ‘tænkt lidt længere væk’. Erkendelsen opspores i dens uafhængighed af ethvert skema eksternt for den selv.

Metafysik (af den græske kategorisering τὰ μετὰ τὰ φυσικὰ βιβλία) eller den først filosofi, som Aristoteles kaldte den, arbejder med det transcendente vilkår for virkeligheden eller principperne for verden. At metafysikken beskæftiger sig med det principielle betyder, at dens opgave er at definere finalårsager; disse indlemmes i argumentationen gennem udtryksmåder som ‘i virkeligheden’, ‘det væsentlige’, ‘det substantielle’, ‘faktisk’, ‘i sin natur’ osv.. Metafysikken er ikke deskriptiv, men derimod et korrektiv til virkeligheden (det er som sådan den fandt dens mest virkningsfulde udtryksposition i logikken).

Ontologi (fra græsk ὄν der er participium af εἶναι: at være) er den gren af metafysikken, der beskæftiger sig med væren og det værende og virkelighedsbetingelserne for disse; den er således den mest basale form for metafysik. Dens forestillinger, som al metafysik, påkalder sig overhistorisk gyldighed.

Ontologien i det 20. århundrede skulle retteligt kaldes einæologi i stedet, da væren er blevet fuldstændig sammenkoblet med verbet ‘at være’; dette er blevet den qualitas occulta ved sproget (grammatikken), hvorigennem enhver analyse kan tage sit udgangspunkt. Det kan (i mødet med en einæolog) være umådeligt svært at argumentere imod, at man netop har brugt en eller anden bøjning af verbet ‘at være’.

Begrebet æstetik dannes i 1735 af Alexander Gottlieb Baumgarten i Meditationes philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus, der i Per Aage Brandts og Søren Kjørups oversættelse fra ‘68 ganske enkelt hedder Filosofiske betragtninger over digtet. I den opsummerende §116 findes begrebet for første gang:

Lad altså νοητά, som den højere erkendeevne, være logikkens genstand; αισθητά derimod επιστήμη αισθητικη eller ÆSTETIKKENS.

Baumgarten skelner her stadig mellem en højere og en lavere erkendeevne, hvilket var helt i overensstemmelse med den filosofiske tradition, men sansningen tildeles dog en videnskabelig relevans (επιστήμη αισθητικη). 15 år senere i hovedværket Aesthetica er en stor del af Baumgartens forsigtighed tilsidesat; nu hedder det allerede i første paragraf:

Æstetikken (de frie kunsters teori, den lavere erkendelseslære, den skønne tankes kunst, den fornuftsanaloge kunst) er videnskaben om sanseerkendelsen.

Der tales stadig om “den lavere erkendelseslære”, men også om æstetikken som den grundlæggende teori for indholdet af artes liberales-skemaet, hvilket i dén opdeling vil sige videnskaberne som sådan. Baumgarten kæder dermed æstetikken sammen med en empiristisk tradition. Enhver tvetydighed i placeringen af æstetikken inden for epistemologien fejes imidlertid af bordet i §41, hvor det hedder, at “[Æstetikken] kan ganske vist ikke blot bestå ved siden af den højere formåen, men udgør for denne også en nødvendig betingelse.” Sanseerkendelsen går forud for og ligefrem betinger fornuftserkendelsen; den tanke har sine rødder tilbage i Leibniz’s “les petites perceptiones” og på det grundlag, kan man meget passende citere Hans Meinert Sørensens læsning af æstetikken: “Baumgarten skitserer en fremtidig æstetik, en Wissenschaft der Zeichen (characteristica semiologica), der bl.a. skulle omfatte sansernes værktøj.” Meinert drager selv sammenligningen til Saussure, men taler også her om æstetikken som en epistemologi. Under alle omstændigheder peger æstetikken mod en beskæftigelse med de minimale betydningsbærende bevægelser, et alfabet grundlagt på forskellen.

Nietzsche har et lignende standpunkt i forhold til de minimale betydningsbærende (og det ovenstående generelt) som i traditionel epistemologi anføres som blandt den lavere sanseerkendelse af det irrationelle, når han i Hinsides godt og ondt indleder med en kritik af den “bevidste tænkning”:

det meste af en filosofs bevidste tænkning ledes og tvinges i al hemmelighed af hans instinkter ind i bestemte baner. Også bag logik og dens tilsyneladende selvstyrende bevægelse står der værdsættelser eller, sagt tydeligere, fysiologiske krav til opretholdelse af en bestemt slags liv. (s. 22)

Og lidt senere hedder det:

De anstiller sig alle, som om de skulle have opdaget og været nået frem til deres egentlige meninger gennem selvudfoldelsen af en kold, ren, guddommelig, ubekymret dialektik [...], hvor i grunden et forlods udsagn, et indfald, en ‘indskydelse’, for det meste et inderligt ønske, der er filtreret igennem til en abstraktion, af dem bliver forsvaret med grunde på efterbevilling (s. 23)

Kritikken er, at det rationelle, som cartesiansk perspicuitas, ikke er andet end en forstillelse, der dækker over irrationelle momenter i erkendelsen, sådanne som Leibniz kaldte “petites perceptiones” - eller sagt anderledes: “fysiologiske krav”. Disse er vigtige i forståelsen af, hvad begrebet æstetik betyder for Nietzsche, for som han siger i Nietzsche contra Wagner: “Æstetik er i grunden ikke andet end anvendt fysiologi.” (s. 418), og det kan den kun forstås som, fordi æstetik, sansning og erkendelse er samhørende. Begrebet æstetik knytter altså an til nogle af de samme problemstillinger, som hos Baumgarten.

En sådan anvendt fysiologi (eller hvad som helst andet) er bundet til en signifiant, men uden et signifié - “incipit Zarathustra” hedder det i Afgudernes ragnarok: “Den sande verden har vi afskaffet: hvilken verden blev tilbage? den tilsyneladende måske? … Men nej! med den sande verden har vi også afskaffet den tilsyneladende!…” (s. 43). Ikke fordi vi ville de, men fordi der til det at være bevidst er forbundet en tegnverden (jf. Die fröhliche Wissenschaft, s. 592f): skulle man erkende den “sande verden” bagom fænomenerne, skulle man kunne dykke ned under overfladen, ned under ens egen bevidste tilværelse og der finde en ikke-tegnomspunden verden; et emanerende signifié, men den sande verden, ligesom den tilsyneladende verden, er lige så meget en tegnverden, hvorfor den forskel ikke eksisterer.

Når altså æstetikken beskrives som anvendt fysiologi, så kan det ikke være andet end beskæftigelsen med en tegnverden, der bunder i sansningen - eller ganske knytter an til en empiristisk tradition. Men det betyder også, at begrebet æstetik som retfærdiggørende (dvs. begrundende) knytter sig til menneskets realitet.

Der blev citeret fra
Baumgarten, Alexander G. Meditiones philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus (1983)
Baumgarten, Alexander G. Aesthetica (2007)
Nietzsche, Friedrich Tragediens fødsel (1996)
Nietzsche, Friedrich Afgudernes ragnarok (1995)
Nietzsche, Friedrich Hinsides godt og ondt (2002)
Nietzsche, Friedrich Die Geburt der Tragödie in KSA 1 (1999)
Nietzsche, Friedrich Nietzsche contra Wagner in KSA 6 (1999)
Sørensen, Hans Meinert “Viden eller æstetik” in J. Holmgaard Æstetik og logik (1999)

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tale om det eksterne i dén forstand. Det eksterne er relationelt, det er eksternt i forhold til noget, der til gengæld udgør en enhed i den udladning, der følger eksternaliseringen. I forhold til serien, hvori den narrative struktur, retroaktiviteten, organiserede et analogon rationis ud fra et ’som om’, betyder det at serien falder tilbage i enhedens ligeartethed og mister sin serialitet.

Det virker unægteligt også lidt søgt at tale om en relationel eksternalisering. Det er begrebet ekstern, der er problematisk. Det definerer serien som helhed i stedet for som lokalitet. Lokalt er der kun særskilte punkter; et punkt betegner således det vellykkede begrebs evne til at skabe differentierende (differerende) spor. Hvor disse spor opnår parallellitet eller, som i en inderlig kluddermutter, en infiltrering opstår lokaliteten.

Lokalt kan man i forlængelse af den omtalte narrative struktur tale om et eller flere epicentre.

I erkendelsens lokalområde, hvor det eksterne (eksternalisering) ikke er muligt, opstår derimod det ekscentriske. Hvor det eksterne forudsætter troen på i hvert fald muligheden af en helhedsanvisning, der skaber ekscentrikeren v.hj.a. parallellitet og indfiltrering lokale epicentre - udfriet fra magten i et oppositionelt begær, der er erosivt, hvilket vil sige, at i det øjeblik begæret indfries sker det på bekostning af en lokal sammenstyrtning.

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).