Faktorer
For et par århundreder siden kunne kunstteoretikere tale om dette ‘je ne sais quoi’, der hævede et givet kunstværk op over alt andet; herhjemme sagde vi, at et kunstværk indeholdte ‘jeg ved ej hvad’. Og det er egentlig meget ærligt, for man kan ikke sætte et kunstværk på formel, udtømme det med parametre. Man kan beskrive det (endda udtømmende?) ned til mindste detalje, men man får ikke af den grund fat i dette ‘mere’, man har blot beskrevet dets stof.
Stoffet er tilfældigt. Eller er det? Jeg mener, at stoffet er det, der formidler det ‘mere’ som gør, at et værk bliver tidløst, forstået på den måde, at det kan læses igen og igen og uafhængigt af en given social orden. Dét er en af de ting, jeg kan savne ved mange af de litterære udgivelser, der kommer for tiden. Mange af de unge digtere er fænomenale håndværkere, og de er belæste som bare fanden, men et eller andet sted mangler de bare ‘det der’.
På dansk TV, med dets hang til underholdning, kalder man det ikke længere ‘je ne sais quoi’ eller ‘jeg ved ej hvad’ for den sags skyld, og jeg er tvivl om, man nogensinde har gjort det. Nu kalder man det X-faktoren. Den kan man finde frem til, viste programserien os, alene ved at lytte til stemmen som værktøj. Stemmen er i sangen X-faktorens stof, og det den bruges til, den sang den frembringer inkl. tekst er underordnet værktøjet i sig selv. Stemmen er det bærende element. Jeg har allerede hørt en single eller to fra X factorvinderen Martins side, og det er mildest talt talentløst - blottet for enhver X-faktor, men derimod drevet gennem profitoptimeringens maskineri. Stemmen som værktøj givet tilbage til dens ophavsmand: ikke Martin, men det Adorno og hans kumpaner yndede at udskælde som kulturindustrien.
X-faktoren er ikke længere udtryk for en sublim tilstedeværelse i noget stof, men er headhuntet til masseproduktion. Det er nemlig ikke det produceredes ‘decency’, der tæller, men værktøjet som inkorporeret i maskineriet, som underholdningsindustrien er. Dét er forskellen på Britney Spears og Christina Aguilera; Spears er et tandhjul i maskineriet, hvor Aguilera formår at drive en kunstnerisk bevidsthed frem med sit værktøj: stemmen.
Så Blachman havde vel et eller andet sted ret i at kræve af Martin en vis højrøvethed? Martin har toppet, hvis man skal se på øjebliksbilledet, for han solgte ikke sig selv dyrt nok, i ham har vi blot fået en ny Jon (uden ellers at drage sammenligninger de to imellem) - noget talentfuldt, der forspildes på i maskineriets sans for at spinde guld på en sten.
Hvor ‘je ne sais quoi’ fremkom gennem individet, så er X-faktoren garanteret gennem mediebevågenheden, salgstallene er sikret på forhånd - og ingen ønsker at gennemskue kongens klæ’r. For hvor retorikken, der omgav ‘je ne sais quoi’, var dannet omkring mennesket, (af)læsningen og en vis dannethed, der hengiver X-faktoren sig til det målelige, det beregnede, det udregnelige - for en faktor, parametrene, giver en kausal vurdering af succeskriterier.
