Stokbros blog

An explorer is someone who goes to the edge of knowledge [...]

I et uendeligt antal spejlinger udgøres grænsen ikke af et (magt)politisk forhold, men danner et afgrænse af bevægelse. Det er ikke opdagerens problem at knytte an til bevægelsen, grænsen alene er interessant i dens overskridelse. Ikke bevægelsen, altså egentlig ikke grænsen, men selve gangen er interessant. Dette ‘to go to’ (i modsætning til ‘to on to’) er erkendelsen, dens grænse (skaen af denne). Erkendelse har intet med sandhed at gøre - eller sagsforhold - (sandhed er vel deiktisk), den er en bevægelse hen til, hvorfra den aldrig kan vende tilbage; derfor stumpede citatet ovenfor:

An explorer is someone who goes to the edge of knowledge and brings back something new.

As has been more or less implicitly determined, the essence of the phonè would be immediately proximate to that which within “thought” as logos relates to “meaning,” produces it, receives it, speaks it, “composes” it. If, for Aristotle, for example, “spoken words [...] are the symbols of mental experience [...] and written words are the symbol of spoken words” (De interpretatione, 1, 16a 3) it is because the voice, producer of the first symbols, has a relationship of essential and immediate proximity with the mind. Producer of the first signifier, it is not just a simple signifier among others.
(Citeret fra Derridas Grammatology)

Sproget repræsenterer ikke verden, men (er sekundært til) de billeder i jeget, der er optaget af verden, mens skriften repræsenterer (er sekundær) til sproget. Jeget er altså den genererende knude (i forhold til hvilken sproget og skriften kan anskues som metastaser), man kan vel tale om en repræsentationsmaskine, hvis sandhedskriterie er eteologisk, dvs. er underkastet læren om den fuldstændige repræsentation af virkeligheden i forholdet 1:1.

Anderledes tænkt er jeget garanteret sin enhed gennem processueringen af indkommende data; men drages eteologien i tvivl, kan jegets enhed heller ikke opretholdes, fordi det som primærsignifiant mister sin forbindelse til virkeligheden.

Jeget set som førstebetegner nødvendiggør en forbindelse mellem virkelighed og tegn. Hvis det som tegnskaber mister sit eteologiske udgangspunkt, bliver det selv signifié for det signifikante tegn; tegnet processuerer en apperception. Jeget bliver selvspejlende. I denne selvspejling tidsliggøres jeget i et forsøg på at opretholde en enhed. Kantiansk forstået: sindet bliver udtryk for en nærværstænkning i form af en “bevarende vedvaren”. Sindet genskabt som tegn, som signifikant signifié.

Apperceptionen er allerede et jeg-tab, derved at jeget gøres betydende. I virkeligheden sker der det, i det apperceptive spil, at jeget bliver en tegnstruktur af skiftende nærværsintensiteter.

Opbrydningen af jeget er interessant, fordi jeget ikke længere er den metastaserende knude (tegn-disseminanten), men snarere den øjeblikkelige lokalitet, der udgøres af (ikke apperceptionen, men) det mere eller mindre tilfældige associative spil (jeget som formateret/formaterende hukommelse). Jeget eksisterer ikke som andet end lokalitet, men lokaliteten er reel, fordi den er narrativt organiseret. Lokaliteten er fortællingen om jeg-dannelser, interessant nok fordi lokaliteten er et opløsende struktureringsmoment.

Jeget eksisterer ikke (der ligger ingen grammatisk mistanke i det udsagn). Det lokale er det øjeblikkelige associative spil; det er ingen konklusion.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tale om det eksterne i dén forstand. Det eksterne er relationelt, det er eksternt i forhold til noget, der til gengæld udgør en enhed i den udladning, der følger eksternaliseringen. I forhold til serien, hvori den narrative struktur, retroaktiviteten, organiserede et analogon rationis ud fra et ’som om’, betyder det at serien falder tilbage i enhedens ligeartethed og mister sin serialitet.

Det virker unægteligt også lidt søgt at tale om en relationel eksternalisering. Det er begrebet ekstern, der er problematisk. Det definerer serien som helhed i stedet for som lokalitet. Lokalt er der kun særskilte punkter; et punkt betegner således det vellykkede begrebs evne til at skabe differentierende (differerende) spor. Hvor disse spor opnår parallellitet eller, som i en inderlig kluddermutter, en infiltrering opstår lokaliteten.

Lokalt kan man i forlængelse af den omtalte narrative struktur tale om et eller flere epicentre.

I erkendelsens lokalområde, hvor det eksterne (eksternalisering) ikke er muligt, opstår derimod det ekscentriske. Hvor det eksterne forudsætter troen på i hvert fald muligheden af en helhedsanvisning, der skaber ekscentrikeren v.hj.a. parallellitet og indfiltrering lokale epicentre - udfriet fra magten i et oppositionelt begær, der er erosivt, hvilket vil sige, at i det øjeblik begæret indfries sker det på bekostning af en lokal sammenstyrtning.

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).

“Ordene jeg og selv er halvtekniske filosofiske termer uden fast betydningskerne.” Der findes ikke noget jeg uden for grammatikken; jeget er en metafysisk konstruktion, hvis oprindelse akront skal findes i identitetssætningen og en eklatant misforståelse af den numeriske identitet over tid (altså 0=0): hvor jeget var skal associative brud og flugtlinjer <-danne-> lokaliteter. Jeget er en samspilsramt lokalitet.