Stokbros blog

Der er ikke så meget at tilføje ud over, at Marilyn Manson optræder nogenlunde fejlfrit i rollen som intellektuel; Bill O’Reilly optræder lige sådan bare i en anden rolle.

Herunder et klip fra Bowling for Columbine:

Hvad står Marilyn Manson for? Sådan lød en af de søgetermer, der ledte en besøgende herind i går. At besvare det spørgsmål er at besvare, hvorfor Marilyn Manson er nødvendig som kulturelt fænomen. Marilyn Manson, netop manden og ikke bandet, for uanset hvor gode musikere vi har med at gøre og uanset, hvor nyskabende bandet Marilyn Manson er, så træder alt det i baggrunden for personen Marilyn Manson.

Navnet
Navnet består af en sammensætning af Marilyn Monroe og Charles Manson. Jeg ved ikke om det er muligt at tænke populærkultur før Monroe succesfuldt kædede det populærkulturelle sammen med sex. Monroes gimmick med udluftningsristen, hendes i den grad kælne fødselsdagssang til JFK, hendes ikonisering gennem Andy Warhols serialitet; det lægger alt sammen til forståelsen af popkulturen, hvis anden rod trækker næring fra Elvis Presleys provokerende bevægelser med underlivet, der sendte et ungt publikum af piger ud i et mænadisk hysteri, deres første konfrontation med sex.

Popkulturens postcoiterale æstetik: Charles Manson instruerede medlemmer af The Manson Family i udførelsen af mordet på Sharon Tate (Polanskis gravide kone) og hendes venner. Næsten fra dag et blev Charles Manson forbundet med popkulturen, hvilket delvist skyldes hans forestillinger om en nært forestående dommedag, som han døbte Helter Skelter efter Beatles-sangen af samme navn (Charles Manson var forud for mordene venner med og boede sammen med Dennis Wilson, trommeslager og med til at grundlægge The Beach Boys).

Sammenkædningen af de to navne er overskrider det blot popkulturelle i en kritik af mediekulturen (jf. idoldyrkelsen i Natural Born Killers), men samtidig placerer han sig i punk-kulturens feltråb med The Exploited: sex and violence. Men Marilyn Manson provokerer også på anden måde, ved at postulere en sammenhæng mellem det elskede typeikon Monroe og Charles Manson, der er blevet (og ret hurtigt blev) det makabres ikon. To ikoner med samme udspring; den amerikanske (dvs. vestens) underbevidsthed in coitus.

Medialitet & selviscenesættelse
Manson fandt ret hurtigt ud af, at selviscenesættelse er alpha og omega i medieringens tidsalder. Hele albummet Antichrist Superstar (1996) kan ses en lang kritik af det konservative, amerikanske samfund som mediekultur, hvor autoritet er lig medialitet. Nummeret “Man That You Fear” indleder med en kritik af identitetsskabelsen gennem fjernsynet: “We’re on the other side, the screen is us and we’re T.V.” Første sætning definere ‘os’ som værende uden for fjernsynet, men næste sætning gør os lig skærmen, hvorpå elektronerne fejer hen over med deres billeder, altså er vi tv. I “Dried Up, Tied and Dead to the World” hedder det, om selviscenesættelsen: “Cake on some more make-up to / Cover up all those lines”. Lagene af make-up bliver stadig tykkere i jagten på ungdom, men det er lige præcis hvad Marilyn Manson selv gør, selviscenesættelse gennem make-up, og dermed indlejres en kritik af kosemtikfirmaerne i kritikken af medieringen. Den moderne verden er kendetegnet ved sin stuk.

Autoriteten
Mansons er i virkeligheden et holdbergsk spejl. Magten afskyr sit eget billede; under titlen “Deformography” nagles Mansons metode fast: “I make myself sick just to poison you”, hvor “you” konnoterer det medierede, kapitalistiske samfund:

The worms will live in every host
Its hard to pick which one they eat most
The horrible people, the horrible people
Its as anatomic as the size of your steeple
Capitalism has made it this way,
Old-fashioned fascism
Will take it away
(”The Beautiful People”)

Marilyn Manson honnorerer et af magtens ældste bud (vendt på hovedet): at skabe sig i magtens billede. Derfor iscenesætter han sig som the man that you fear.

—–

Hvad står altså Marilyn Manson for? Han positionerer sig som opposition til magten i en mellemposition, hvor han kan være kritiker af såvel magten som den kolde (medie)masse. Hans kritik er vendt mod ensretningen (fascismen), der er forbundet til samfundet som opbygget af konsumsentiteter. Marilyn Manson som fejl er samfundets og deraf hans nødvendighed.

Alt relaterer sig som sagt til sex. Sex, kønnet, polariserer sig til ånden i det meste metafysik; kønnet med dets æg i finit uendelighed derinde bagved, med dets meute inde bagved. Det er kroppens udspring og udgang: meuten, sædcellerne, maddikerne.

På coveret til Marilyn Mansons album fra 1996, Antichrist Superstar, står Manson i en stilling, der utvetydigt mimer den franske magiker Eliphas Levis fremstilling af geden fra Mendes som Baphomet. Måden hvorpå Manson holder sine hænder er et tegn på, at modsætningerne er ophævet, at som der er foroven er der forneden - tingene afspejler hinanden. provokationen er ligetil: at Manson skulle have noget som helst med det puritanske, amerikanske udvalgte folk at gøre er en hån, for hvad dekonstruerer han? Idolet, popindustrien, populærkulturen med dens hang til superstars. Alt det overfladiske og letkøbte - og derfor er han placeret i samfundets ruiner.

Baphomet var imidlertid også et frugtbarhedssymbol. Ser man på Mansons køn er det i modsætning til forlægget aldeles ufrugtbart; det er blevet omdannet til en art seksualitetens arabesk, blottet for brugbarhed. Manson er den kastrerede ged, der kun kan mime, der kun kan spille, lege og lade som om. Sådan er poppens antikrist: det kastreret tilbedte. Ånden kan ikke længere flyde over i sin meuteformatering, den kan ikke længere være del af livet, der udfolder sig dionysisk.

Frugtbarhedssymbolet er blevet erstattet af et fluelignende væsen midt i kulturens ruiner; omgivet til alle sider af forfald og et lokum. Der er en barok modernitet over billedets modsatrettede lag, dets leg med ophævelsen af modsætninger. Men der er måske også en kritik af ånden i det? At ånden ikke dialektisk kan overkomme sin egen splittethed, men er fanget i dyndet?

Popkulturen, med dens rekonstruktion af seksualiteten, er opium for folket, og vi er alle en del af folket. Der findes ingen klasser, kun bevægelser.

Mansons selvekstase, hans masturberende (igen ufrugtbarheden) frihed træder i baggrunden på albummets back cover, hvor to bandmedlemmer inhalerer superstarens sæd gennem masker, der er forbundet til hans lem. Seksualiteten afbildes lurvet, som et narkotikum, der kun har ofre.

Og ja, hvordan påvirker popkulturen os mentalt. Vi ved, at billeder, lyd og tekster påvirker, men vi ved ikke hvordan den massive indvirkning fra popkulturen vil danne os som mennesker. Det menneske, der står i skyggen af poppens antikrist afbildes som sterilt, åndeligt dødt, dekadent og apatisk. Som levende som ofre i ruinerne af civilisationen, hvor fluemennesket er det logistiske slutpunkt.

“We’re on the other side the screen is us and we’re T.V.” Jeget dannet som refleksion.

Men hvis alt er foroven som forneden, hvis alt er enhed, så er kritikken af popkulturens dannelsesmønster samtidig en kritik af den kultur, der ikke behøver et præfiks; tilbage er kun den kritiske positionering af jeget i forhold til en given formatering af kroppen og ånden.