Stokbros blog

Forbindelser
Spor (land- og vandveje, linjer, tekstlige forløb overhovedet infrastruktur), telegrafen, telefonen, medieringer, masse, blikket, hilsen (ethvert håndtryk, enhver nikken og tilkendegivelse af at have set), foreninger, ideologier i det hele taget forsamlingsbegæret, massen som meute, latteren, smilet såvel i nærvær som fravær (fraværet bliver nærværende i smilet), emoticons, nødvendighed, anerkendelse, afsmitninger.

Autenticitet
Familie, historie, samfund, hjem, nærhed, kys, venskab, kærlighed, jord, blod, sansning, orgasme, død, onani, lidelse i ethvert selvoffer (fødslens æstetiseringer), maskulinitet og kvindelighed, barnet, dyret, humanisme, logistikken, de(t) svage.

Finalårsager
Gud (ethvert pantemonium), det ene, i sidste ende, årsag, følgelig, masse, strukturer, mønstre (overhovedet enhver formatering), katalog, fødsel, begær, spejlet, miljø og arv, instinkter, vilje, grammatikken, logikken, narrativitet, samundet, naivitet, ind- og forsnævringer.

Metafysik (af den græske kategorisering τὰ μετὰ τὰ φυσικὰ βιβλία) eller den først filosofi, som Aristoteles kaldte den, arbejder med det transcendente vilkår for virkeligheden eller principperne for verden. At metafysikken beskæftiger sig med det principielle betyder, at dens opgave er at definere finalårsager; disse indlemmes i argumentationen gennem udtryksmåder som ‘i virkeligheden’, ‘det væsentlige’, ‘det substantielle’, ‘faktisk’, ‘i sin natur’ osv.. Metafysikken er ikke deskriptiv, men derimod et korrektiv til virkeligheden (det er som sådan den fandt dens mest virkningsfulde udtryksposition i logikken).

Ontologi (fra græsk ὄν der er participium af εἶναι: at være) er den gren af metafysikken, der beskæftiger sig med væren og det værende og virkelighedsbetingelserne for disse; den er således den mest basale form for metafysik. Dens forestillinger, som al metafysik, påkalder sig overhistorisk gyldighed.

Ontologien i det 20. århundrede skulle retteligt kaldes einæologi i stedet, da væren er blevet fuldstændig sammenkoblet med verbet ‘at være’; dette er blevet den qualitas occulta ved sproget (grammatikken), hvorigennem enhver analyse kan tage sit udgangspunkt. Det kan (i mødet med en einæolog) være umådeligt svært at argumentere imod, at man netop har brugt en eller anden bøjning af verbet ‘at være’.

Jeg kom for nogen tid siden til at tænke på min barndoms Spørge-Jørgen, for hvem nysgerrigheden viste sig ufrugtbar og spørgelysten blev stillet med repressalier direkte dirigeret mod lystprincippet. Man kunne derfor sige, at det er en speget fornøjelse at genoverveje den lille billedbog, men på den anden side, afdækker den nogle interessante spørgsmål med hensyn til steriliseringen af magten i forskningspolitikken, hvis grundsætning er spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig.

Teksten til Spørge-Jørgen lyder i al sin enkelhed sådan:

Nu skal jeg fortælle dig om Jørgen!
Jørgen var en temmelig artig dreng
men han plaged’ alle med sin spørgen
fra han vågned’ til han gik i seng.
Far og mor de blev så træt af alt,
det han spurgte om var noget være pjat
tit han spurgte bare for at drille
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en mu ko ingen vinger
hvorfor siger den mu, og ikke vov
hvorfor sidder neglen på min finger,
hvis den sad på næsen var det sjovt
hvorfor sidder øjet ikke i nakken
hvorfor er jeg ikke blevet en kat
hvorfor kan min støvle ikke snakke
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en loppe ingen bukser
hvorfor er den lille fisk så våd
hvorfor blir’ en kylling ikke malket
hvorfor siger kommoden ikke noget
hvorfor er der mænd på mine seler
hvorfor skal man altid gå med hat
hvorfor spiser løven ikke jordbær
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad

Men en dag blev det hans far alt alt for meget!
Jeg fik smæk, og Jørgen blev lagt i seng,
og nu lå han der igen og spurgte
- næsten som en helt fornuftig dreng.

Hvorfor fik jeg ingen pandekager
hvorfor må jeg ikke lege mer’
hvorfor har jeg dog så ondt i numsen.
Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’!

Jørgen er spidsfindig i sine spørgsmål, jævnfør adjektivet “artig“; spørgsmålene går fra det semantiske over biologiske til det ontologiske, men først idet det samfundsmæssige berøres, træder faren til i udfoldelsen af sin magt, idet Jørgen sendes i seng med en endefuld og uden pandekager. Når Jørgen spørger til mændene på selerne og begrundelsen for at gå med hat, så anfægter han et konformistisk samfund, for hvem rigide påklædningsregler er det synlige udtryk for magten. Faren udspiller statens rolle ved at genoprette magtens status quo.

Jørgens spørgsmål er “fjollede”, hvilket vil sige, at de går uden for de tilvante rammer for god spørgsmålsstillen. Den mest effektive måde at tilvejebringe stilhed er gennem magtens latterliggørelse af den, der formastede sig til at stille det forkerte spørgsmål. Det fjollede er ikke bare en latterliggørelse, men en måde at undergrave begæret på ved at udstille det som uovervejet eller barnligt. Overført på forskningen, udfører Jørgen en omgang grundforskning, hvor spørgsmålene ikke umiddelbart synes at have svar eller kun midlertidige svar, hvorfor de ikke er umiddelbart samfundsnyttige ud fra et økonomisk perspektiv, hvor tingene skal kunne betale sig, hvilket ikke betyder andet end, at det skal kunne forrente sig.

Men idet magten synes reetableret, stiller Jørgen nogle endnu farligere spørgsmå: hvorfor må jeg ikke lege mere og hvorfor har jeg ondt i numsen? Med andre ord: hvorfor må jeg ikke nyde mere, og hvad begrunder magtens voldsudøvelse? Jørgen er jo blevet ramt dobbelt hårdt, fordi han både er blevet straffet fysisk, men også er blevet forment adgang til nydelsen. Ved siden har voldsmonopolet har staten også tilranet sig rettigheden til at udpege hvem, der skal have lov til at spise pandekager, eller sagt på en anden måde: staten forbeholder sig retten til at definere den gode lyst over for den slette. Jørgens begær udspandt sig i de spekulative sfærer, hvorfor Jørgen bliver billedet på den forsker, der arbejder med grundforskning, som ikke umiddelbart synes logisk og som slet ikke har nogen øjeblikkelig nytteværdi. Det Jørgen lærer, og med ham forskeren, er, at skal man have del i pandekagerne, skal man altså have lov til at nyde, så skal det foregå på betingelse af de konforme principper udkastet af magten … Jørgen skal altså reproducere magten for at få del i pandekagerne.

Magtens repressalier består: 1) umyndiggørelse, 2) nydelsesvægring og 3) iværksættelse af dens egentlige hjemmel: volden. Jørgen rammes af alle tre repressalier, men indfanget i fornuften, yder han modstand mod magten på magtens præmisser i selvransagelsen, hvis blik allerede er inficeret af selvkritik: hvordan kan det være, at jeg ikke er i stand til at være fornuftig, dvs. reproducere magten på konformismens præmisser? Jørgen har altså to muligheder (og synes at have valgt den sidste): enten kan han udvikle sig til paranoiker eller til decentrerende dessertør.

Skal man decentrere sig fra metafysikken, er en af de første ofre, man må gøre, sandheden, der som centrum har oprettet et hierarki af sfæriske forstyrrelser. Det skal forstås på den måde, at fra centrum udgår en sfære, der griber forstyrrende ind ved at inddrage eksterne (transcendentaliteten) aktører, der samtidig bibringer sfærerne et skær af ironi ved ad bagdøren at indlemme iscenesættelsen, handlingen som optræden, forstillelsen. Forstyrrelsen er sfærisk, men sfæren er samtidig selve inddragelsen; sfæren kan kun opretholde sig som sfære ved at indgå som en dis i det centrum, den samtidig tildækker.

Ex θέατρον: metafysikken er et afskrift af tildækningens historie.

Der er grundlæggende to muligheder af centreringer: repræsentative og begivenhed, hvoraf den første indgik i eller udgik fra den protovidenskabelig tanke (at sproget kan udtømme verden i en fordobling), mens den anden udgik fra fortællingen og kom, efter en tid med samtidighed, til at overtage centreringen overhovedet, sandhed blev flyttet fra verden til sproget, men udlagde dermed også skemaet for den kosmologiske fornuft.

Det første af sandhedsbegreberne ovenfor er det græske ετεός, der enten kan betyde ’sand’ eller ‘virkelig’; og det forhold mellem sandhed og virkelighed, hvis man overhovedet kan tale om et forhold, er et selvforhold. Begrebet betegner den perfekte erkendelse (som fordobling): erkendelsen er et monstrøst kort over virkeligheden, hvis skala er i forholdet 1:1. Erkendelsen er virkelig en mekanisk færdighed: filosoffen, som den, der, gennem en videnskabelig behandling af tingene, udforsker tingenes natur, er egentlig kopist af profession, fordi nedskrivningen sandheden er en nedskrivning af virkeligheden i en og samme bevægelse. Det placerer den mekaniske færdighed i kunstgrebenes historie og i forlængelse heraf i kunstens historie.

Det eksklamatoriske i en sådan beskæftigelse med virkeligheden kommer i øvrigt til udtryk substantivets adverbielle form, ετεόν: i virkeligheden, i sandhed, virkelig, der altid indeholder et lille korrektiv i tilbagemeldingen. Det sagte er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, altså kan det ikke være sandt, det kan ikke indlemmes i den fuldstændige repræsentation: virkeligheden som argument mod…

Det andet af sandhedsbegreberne er αλήθεια, som er en homerisk nyskabelse: sandheden som kooperativ. Begrebet har, i sin afledte form, svært ved at afspejle den begivenhed, det betegner, dvs. det negative præfiks på en egen måde afspejler en sædvane, en grundliggende tankeform. Begrebet er afledt af λήθώ, som er glemt, skjult eller ubemærket, og indstifter paranoikeren som eksempel på filosofisk tænkning: begivenheden som paranoia.

Den sokratiske samtale blandet med en platonsk reinkarnationstanken er begivenhedens grundform. Αλήθεια forløb begrebshistorisk set i samtalens medværen og medviden, der i vidt omfang forudsatte et fælles udgangspunkt, som det drejede sig om at afdække. Det er i denne afdækning paranoiaen sætter sig igennem som ledemotiv for tænkningen: sandheden er det, der kan kontrolleres og gentages i det uendelige: videnskab som et paranoidt begær indstiftet i metoden; i bund og grund en mnemoteknik for mulige spørgsmål og svar, hvori filosofien har formået en sidste, rasende udtømning strækkende sig over århundreder, fra logisk korrektiv til begivenhed, i en sfærisk dis.

Decentreringen formulerer et nyt grundlag for erkendelse, på et ikke-filosofisk grundlag, dvs. udenom det centrale kooperativ.

“Ordene jeg og selv er halvtekniske filosofiske termer uden fast betydningskerne.” Der findes ikke noget jeg uden for grammatikken; jeget er en metafysisk konstruktion, hvis oprindelse akront skal findes i identitetssætningen og en eklatant misforståelse af den numeriske identitet over tid (altså 0=0): hvor jeget var skal associative brud og flugtlinjer <-danne-> lokaliteter. Jeget er en samspilsramt lokalitet.