Stokbros blog

Adorno tilskriver ord som “relax” og “take it easy” sygeplejersken; jeg forestiller mig sanatoriegæsten, hvis tilbagetrukne liv allerede er en trækken sig tilbage fra livet, en åndeliggørelse - eller simpelthen et udtryk for den objektive ånd, en venten på afslutningen. I så fald er den objektiv ånd (den patiske praksis) nu at finde i en generation af lyttere, for hvem sygeplejerskens kommando i hele 2007 blev leveret gennem Mikas homøopatiske hit - nu ikke længere en kommando om selvovergivelse, men en konstatering af et opgivet selv. Sygeplejerskens autoritære stemme er udskiftet med popmusik, der objektiverer øjeblikkets stemning af fuldstændig tilbagetrukkethed … ikke apatisk, men tingsliggjort i opgivelsens mantra: “there is nothing that we can do”. Når illusionerne er afmonteret er kun voyeurismen tilbage, et psykodramatisk selvopgør, hvor de andre er tilskuerne og en selv en tragisk helt blottet for tragik - lige langt fra selvblindingen og det bureaukratiske begær, hvori livet er reduceret til en forkælet manifestation af tabellernes frigiditet.

Hvis det forholder sig sådan, som Adorno skriver, at

De, der har været udsat for uventet livsfare eller pludselige katastrofer fortæller ofte, at de i forbavsende grad var fri for angst. [...] Hvis erfaringens genstand vokser ud af proportion med individet, oplever han den egentlig slet ikke mere, men registrerer den uformidlet, gennem det anskuelsesløse begreb …

Med udgangspunkt i den erfaring tilbyder en teologisk tanke sig i et associativt spring. Guds erfaring kan aldrig være uformidlet og i forhold til ængsteligheden i forbindelse med hans skabning er den uendelig som han selv, og hans eneste middel mod en stadig erfarings- og angstakkumulation vil være selvblindingen, en ødipal selvovervindelse eller, hvilket i den sammenhæng er det samme, en erfaringsovervindelse, men tilbage, i og med Guds algodhed, vil en reduceret, handlingslammet og impotent guddom herske i sit eget kataklystiske morads som en idiotisk guddom af den slags, man kender fra H.P. Lovecrafts fortællinger. En gud hvis eneste lise er en selvinjiceret tinitus (af dansende fløjtespillere), et idiotisk mantra, der skal hjælpe til selvovervindelse i glemslen.

For at følge op på det forrige indlæg om NIN, så er deres nye album The Slip sgu også frit for enhver til at downloade (SL er fyldt med gode informationer). Følg linket her.

Efter at have hørt Johnny Cash’s udgave af Nine Inch Nails’s “Hurt” var jeg en tur omkring Youtube, hvor jegfandt ud af, at NIN har udgivet et instrumental-album under Creative Commons; albummet bærer titlen Ghosts I-IV og er ifølge Trent Reznor “the result of working from a very visual perspective - dressing imagined locations and scenarios with sound and texture; a soundtrack for daydreams.”

Ghosts I, som består af ni numre, kan downloades gratis som zip-fil fra siden. Hele albummet kan også downloades, fås på dobbelt-CD eller sågar i en (allerede udsolgt) vinyludgave.

Portisheads tredje album, bekvemmeligt kaldt ”Third” (kom på gaden 28. april), er det første album i 11 år og indeholder på en gang genkendelige elementer af melankolsk noirstemning, som man kender fra både ”Dummy” (1994) og ”Portishead” (1997), og et langt mere primitivt drive, der til tider tenderer det agressive. Det, der slår mig er blandingen i lydbilledet. Som sagt er der stadig elementer af melankoli og noir, men den anden og (langt det meste af tiden) samtidige side præsenterer en maskinel afmontering af det melodiske, der veksler mellem støj, indbrud af off-beats (f.eks. stortrommen i ”The Rip”) og serielle agressioner, dertil kommer elektroniske indslag, der bringer mindelser om Air.

På ”Plastic” synes der næsten at foregå en kamp mellem digitale og analoge lyde, hvor grupperne af lydbilleder til tider overtager for hinanden, så der hele tiden veksles mellem støjende indslag og blidhed sådan forstået, at såvel de analoge som digitale lyde kan præsentere støjende og blide elementer. Portishead har drevet deres lyd langt ud over det, de er kendt for, de har afmonteret hele den genre, de selv introducerede, og katapulteret deres musik langt ind i det ny århundrede og gør brug af en ekstremt eklektisk stil (60er-agtige guitar riffs, barbershop quartets, industrial, trip hop, march, støj, mellemøstlige lyde, brud etc.), der vedblivende fastholder albummet i en immanens.

Beth Gibbons stemme er et kapitel for sig. Jeg vil tro den kunne præsenteres inden for hauntologien (se nedenfor)? Dette kommer særligt godt til udtryk i ”Machine Gun”, hvor hele lydbilledet udgøres af en steampunk-agtig maskinel trommestøj, der til tider leger med tanken om en menneskelig stemme. Og i dette træder Gibbons’ stemme så tydeligt, spæd, melankolsk frem som nogensinde før, men på en sådan måde, at man ikke fatter, at der er plads til et menneskes stemme derinde mellem maskinerne. Gibbons fremstår som de tidligere albums genfærd (dog mere primitiv), der er faret vild mellem maskinerne og afmonteringerne.

[I min søgen efter et link til spøgelser hos Krogholm og Steinskog fandt jeg, at Steinskog kommenterede pladen (eller nummeret "Machine Gun") helt tilbage i marts, og minsandten om ikke jeg fandt ud af det ved at klikke på tagget Spøkelser.]

Lyden er en smule forvrænget på videoen!