Der er åh så mange muligheder
I min tidligere introduktion til siden trådte to begreber frem fra anonymiteten. Først det særskilte, dernæst bevægelsen og bevægelsen var forbundet med legen. Det gør sig vel nok stadig gældende. Det særskilte er dog ikke længere indsat i en teleologi over erkendelsen, men er erkendelsens mulighedsbetingelse overhovedet med tanke på begrebet lokalitet.
Ligesom Deleuze og Guattari forsøger at nå frem til et sted, hvor det ikke længere betyder noget, om de siger ‘jeg’ eller ej, forsøger jeg at gøre det samme. Lade teksten forblive tekst og udvendiggjort og i denne udvendighed lade den blive læst. Jeg plæderer for en nomadisk læsning, så at sige, en læsning i opposition til hermeneutikkens inderlige forestillinger om meningshelheder og indholdets særstatus i forhold til formen. Men også i opposition til fænomenologiens forsøg på at lade tingen selv komme i spil; det gør den aldrig. Alle forsøg herpå er blot facetteringer.
Jeg tager Adornos kritik, “Das Ganze ist das Unwahre.”, til mig. Enhver pseudovidenskabelig forestilling om udtømningen af en ting strander på den læsendes hypostaseringer af egne drifter.
Som Montaigne forbeholder jeg mig retten til at modsige mig selv. Selvmodsigelsen er i virkeligheden en udvendiggørelse af jeget, idet det indsættes i teksten mister det enhver kvalitet som signifiant. Men er det ikke også sådan, at teksten er signifiant og signifié i ét?
Jeget er frembragt af en overflade.
Revurdering
En ny begyndelse forpligter sig først og fremmest på en revurdering af det tidligere grundlag. Dvs. at det, der var, ikke længere er gangbart i forhold til det overordnede projekt. Eller man kan ganske enkelt sige, at engang imellem er det vigtigt at gøre hovedrengøring, fordi gør man ikke det, så ender man med at blive kvalt i det, der er overskredet. I ens intellekts tomme skaller – eller ekskrementer om man vil.
At tale om de tomme skaller er næsten at tale om karmiske strukturer for en blog. Nogen vil sikkert mene, det er pjattet (så må det være sådan) eller overilet (det er det ikke). Det er en beslutning, der har været undervejs siden oktober sidste år.
De tomme skaller er de opbrugte og dermed udtømte tanker, som ikke længere kan gøres nyttige. Som ubrugbare skaber de støj i forhold til det kreative arbejde det er, at etablere ny erkendelse – skabe (revitalisere) begreber. Som udtømte og ubrugbare har tankerne efterladt et aftryk på siden; de vil dermed indvirke sekundært eller tertiært på min videre virksomhed. Jeg kunne skabe et brud mellem de tomme skaller og det ny, der gerne skulle gyde ny energi ud over siden, men det ville være utilfredsstillende ud fra et kallistisk perspektiv. Bruddet ville skabe en disharmoni i forhold til mit arbejde. Det karmiske hjul ville dreje, hvormed jeg mener, at jeg ganske enkelt ville gentage mig selv med stadig større rigiditet og følgelig stadig mindre vitalitet.
Revurdering. Bloggen var tidligere enstonende; den forløb i et gentagende mønster af fabulerende leg. Det er i og for sig godt nok, men hvis legen mangler stringens, bliver den bare fabulerende. I ethvert indlæg må den korteste linjes logik (altså ikke formallogisk tænkt) udarbejdes med præcision – og ikke nødvendighed. Alting kunne være anderledes. Den logiske konstant i det arbejde blev allerede dengang fremhævet: faktumet (dets brutalitet). Dermed orienterede jeg bloggen mod æstetikken i Baumgartens oprindelige prægning af ordet. For gennem analogon rationis (en tekstintern kohærenslogik) at gribe det oversete eller forbigåede faktum.
Den linje ønsker jeg at fortsætte.
