Stokbros blog

Det liberale samfunds kampråb, der står bøjet i jern over bl.a. Theresienstadts og Auschwitz’s ruinøse gestalter, fik formene støbt af en udpint arbejderbrigade, de svage i ånden, der gjorde arbejdet til en religiøs beskæftigelse, hvori frelsen fra det ulidelige helvede hverdagen var skulle findes; og det hvinende budskab skulle hentes direkte ud af jødedommen, hvis hårdt trængte menneskepark kun havde døden at se frem til med dens apokalyptiske “sabbaternes sabbat”. Håbet er arbejdsgiverens største aktiv i modstanden mod enhver form for oplysning, der ikke kommer fra neonrør og falder lige så nådesløst sanitært på fabriksgulvet og de arbejdende som projektørlyset på den undvegne fange eller det moderat fysisk tiltalte jeg, der er reduceret til sit kød i forhørslokalet. Det eneste der er tilbage at håbe på, når man når igennem til den anden side, når urene stopper og stempelkortet er kørt igennem er en hverdag under barnets romantiserede tegn, hvor der alene var lyst og frihed, hvor nogle få ugers frihed og latter i en sommerferie i det retroaktive tilbageblik udstrækkes til hele barndommen. Dét er den frihed arbejdet tildeler den enkelte: frihed fra at bekymre sig, hvilket vil sige frihed fra at tænke. Tilbage er alene galskaben, idiotens careless playing, der hos den intellektuelle oversættes i billedet på Gödels lig på stuegulvet: paranoikerens rettidige omhu i et fjendtligt indstillet samfund. Det er statens totalfantasi, at de intellektuelle tager livet af sig selv, hvorefter de maskinelle intelligenser for en tid kan bearbejde det fjolleri, der ikke umiddelbart kunne bruges i samfundets økonomiske reproduktion, mens arbejderne, en reklassificering den siddende regering har reaktualiseret, er for trætte til at tænke overhovedet.

Når man læser hvor mekanisk de Sades perversiteter præsenteres og med hvilken sikkerhed de filosofiske spejle orienteres omkring det nav, så kan det umuligt undre, at de Sade er blevet populær; og mest blandt tænkende mennersker, der i forvejen har hengivet sig så restløst til de mediale strukturer, der defineres af blikket og dets forhold til begæret. Når Nietzsche for lidt mere end hundrede år siden kunne beklage det dekadente i smagen, ville han næppe kunne genkende det menneske, der ville stå foran ham i dag. Eller måske ville han. For er det sidste menneskes lighed med den intellektuelle i dag ikke frappant? Weimars mennesker, spøgelser, der kun kan opretholde en væren i den sanselighed, der medieres af champagne og galskab og hvis ypperste afsløres i den enkeltes fuldstændige gåen op i de andre – den væren, der afspejles i en vanvittig gruppecan-can i begyndelsen af Baz Luhrmans Moulin Rouge, der med større og større hastighed driver gruppen af forvredne ansigter i opspilede øjne og sanseløs latter mod den enkeltes endeligt i meuten; samme mekaniske vellyst som hos de Sade, der et par hundrede år før kendte weimarmennesket bedre end det selv: den intellektuelles afstumpethed, der krævede enhver forfinelse udskiftet med svedende wagnerianere og det eneste svar herpå lå i en bukolisk modmeute. Men hvis de Sade kendte Weimarmennesket, så kendte Michelangelo det vellystige blik, der med sans for proportioner og med en uovertruffen teknik kunne omslutte menneskelivet reduceret til opbrugt kød med en sådan skønhed, at fascinationen af teknikken tildækkede stoffets budskab, eller måske ophørte budskabet idet myten blot blev afsæt for teknikkens reproduktion af sig selv? Det menneske, Michelangelo kendte og skabte for, opstod først i det post-Auschwitzeske rum, der krævede et andet udtryk for hårdhudetheden. Den intellektuelle kunne ikke længere opsluges i meuten, for den menneskelige kontakt havde lidt skibbrud under 15 års stadig stigende meutegalskab. Den andens krop blev farlig, det var den allerede under Weimar, men til forskel fra dengang, så dannedes nu et menneske, der frygtede sin egen krop og drev sig selv ind i sindets allermørkeste kælderregioner for der at tage ophold med henblik på at opelske paranoikerens uovertrufne overblik og skabe kontrol; man kan i den sammenhæng tale om at ethvert nyt menneske fra den tidligste barndom indprentes en væren i den permanente damage controls varetegn. Det er det samme intellektuelle menneske som under Weimar, den samme bornerte afståelse af kroppen, hvor sex og enhver anden nydelse er reduceret til selvrealisering. Det menneske er gået helt op i en sindmeute, ikke den varme masse fra Hitler-Jugend, der genopfriskes i fodboldtilskuerens voldsfascination, men den kolde masse, som Sloterdijk taler om, der er defineret ud fra medieringen: den fuldstændige åndeliggørelse, som R.E.M. fik i tale med sin video til ”Loosing My Religion”, hvori Thomas ikke længere graver i Jesu spydsår, fordi han ikke vil tro, at hans mester er genopstået, men fordi nærheden til såret er betagende, farligt, så tæt på kroppen man kan komme. R.E.M.s Thomas er sindbilledet på den intellektuelle i dag, hvori de Sade, Michelangelo og R.E.M. løber sammen i et udtryk for den sandhed, at i selvafstumpningen genopleves mennesket alene i sårets sanselighed.

Ovenstående uddrag fra filmen Coffee and Cigarettes er fantastisk på flere niveauer, men et af dem er Tom Waits’ rolle som paranoiker (med Iggy Pop som underspillet medspiller) forstået i deleuzeansk forstand. Iggy Pop spiller den velvillige imødekommende, men også let tilbageholdende i forhold til hele det eksperimenterende skema, hvor Waits konstant udfordrer den anden i en allerede etableret orden, som Iggy Pop på sin side i første omgang forsøger at tolke i analogiske og metaforiske vendinger; disse fortolkningsforsøg kastes imidlertid hele tiden tilbage på Iggy Pop selv, som derefter står i forskellige forklaringsproblematikker, idet Waits hele tiden retekstualiserer den etablerede orden.

Et af de mange forsøg Iggy Pop gør på at etablere en fælles bevæggrund for de tos samtale er omtalen af trommeslageren med en meget industriel lyd, noget Waits, hans brug af diverse musikere taget i betragtning, måtte finde interessant. I stedet kastes spørgsmålet tilbage på Iggy Pop i form af et passivt angreb: er jeg ikke god nok på trommer, mener du jeg er en dårlig musiker? Ordenen er reetableret:

Samtalen som målet for Waits’ begær rykkes tilbage i en anden orden, hvor begæret opfyldes på de præmisser Waits har sat for samtalen: Waits er underkendt og i beherskelsen af denne underkendelse, må han hele tiden komme sin samtalepartner i forkøbet.

Og Waits behersker virkelig samtalen med sine paranoide reformateringer af meningsgrundlaget. Iggy Pop på sin side trækker sig længere og længere ind i sig selv og i denne tilbagetrækning hoverer Waits i den således etablerede orden, hvor det paranoide spor er blevet bekræftet og samtalen behersket.

Men hvorfor dette begær? Eller rettere: hvorfor denne repressive karakter i forhold til alle andre begær end det, der gennemstrømmer den paranoide orden, beherskelsens begær. Fordi det handler om én ting: at undertrykke enhver bevægelse væk fra bekrigelsen af pladeindustriens konserverende hierarkier, som for Waits’ vedkommende fandt sit udtryk i valget af Bruce Springsteen som den toneangivende musiker tilbage i 70′erne. Derfor gør det så forbandet ondt, da Iggy Pop helt en passant nævner, at ingen af Waits’ numre er at finde på jukeboxen og derfor den lettelse, da Waits opdager at heller ikke Iggy Pop er at finde der; det repressive begær generobrer sin plads og Waits kan geniscenesætte sig i endnu en smøg.