Stokbros blog

Hvis det forholder sig sådan, som Adorno skriver, at

De, der har været udsat for uventet livsfare eller pludselige katastrofer fortæller ofte, at de i forbavsende grad var fri for angst. [...] Hvis erfaringens genstand vokser ud af proportion med individet, oplever han den egentlig slet ikke mere, men registrerer den uformidlet, gennem det anskuelsesløse begreb …

Med udgangspunkt i den erfaring tilbyder en teologisk tanke sig i et associativt spring. Guds erfaring kan aldrig være uformidlet og i forhold til ængsteligheden i forbindelse med hans skabning er den uendelig som han selv, og hans eneste middel mod en stadig erfarings- og angstakkumulation vil være selvblindingen, en ødipal selvovervindelse eller, hvilket i den sammenhæng er det samme, en erfaringsovervindelse, men tilbage, i og med Guds algodhed, vil en reduceret, handlingslammet og impotent guddom herske i sit eget kataklystiske morads som en idiotisk guddom af den slags, man kender fra H.P. Lovecrafts fortællinger. En gud hvis eneste lise er en selvinjiceret tinitus (af dansende fløjtespillere), et idiotisk mantra, der skal hjælpe til selvovervindelse i glemslen.

Søren Ryge har efterhånden i rigtig mange år været en del af sendefladen på DR. Han har formået at provokere, fængsle og lære fra sig, hvad enten han har sendt fra sin egen have eller har lavet programmer om mennesker, tiden har overhalet eller han er rejst til Norge, Island, Djursland eller Færøerne i sin portrætering af autenticiteten.

Man skulle tro, at han ville have succes, hvad han også har, men at dræbe en due, eller var det en høne, på TV for åben skærm er for meget. Det kan man ikke. Og dog sidder langt de fleste danskere ved aftenmåltidet og spiser okse-, svine- eller fuglekød. Men de er hentet op af fryseren og før det blev det hentet hjem fra supermarkedernes kølediske. Kødet er ikke fra dyr, ikke sådan rigtig i hvert fald. At tale om slagtning ved aftenmåltidet er en krænkelse af bordfreden. Kødet kommer for tæt på for nogen. Det er umuligt i den forbindelse ikke at tænke på Presidents of the USA:

Peaches come from a can they were put there by a man
In a factory downtown

Dén reproducerende nærhed blev mange for meget; på mange måder brød den også med det narrative skema: bagom alle ordene og æstetiseringerne indfandt det reale sig råt og uformidlet.

“Vi siger farvel til den stærke og smukke familie …”, siger Ryge i aften klokken 20:23. Sammenholdet, familien, modstanden mod moderniteten; det isolerede, naturen i dens brutalitet og skønhed - Ryge har fundet sin måde at reducere virkeligheden på: det autentiske er en værensmodus. Den eksistensfilosofiske markør, egentlighed, løber gennem enhver tanke, ethvert ord Ryge fortæller med sine sædvanlige rolige stemme. Egentlighed, jord, blod … det autentiske tilhørsforhold: “Hvor det skrækkelige skete dengang.” Dengang … historien, der binder et menneske til stedet. Det at være hjemmeføding.

Blut und Boden-metafysikken reaktualiseret som moderne fortælling mod det moderne. Ikke som fascistoid ideologi, men som økologi: den naturlige forekomst af død og liv i en æstetisk vekslen. Det naturlige er Ryges narrative struktur, det er deri muligheden for det autentiske tilhørsforhold skal findes som nærvær, og nærværet præsenterer sig alene i sin antimodernitet.

Kanal 4s nye satsning Big Love handler om en mand, tre koner, syv børn og en masse genvordigheder, det er ikke i sig selv særligt opsigtsvækkende, og hele polygamispørgsmålet har en lidt anden status i Amerika end herhjemme i og med mormonernes historie i landet. Skurken i serien er lederen (Profeten Roman) af det Samfund, Bill Henrickson (seriens hovedperson) er en del af, og Bill er gift med den ene af Romans døtre.

Det er spændende at se, hvordan Bill fremstilles med nogle ærkeamerikanske dyder, så som den virkelyst, der bringer en fra gaden op i velhavernes kredse, og han er ene (men stærk) eftersom han er blevet smidt ud af The Juniper Creek compund, hvor Roman agerer som hensynsløs leder og profet. Desuden er det omgivende, dvs. amerikanske samfund, fjendtligt stillet over for Bills polygame livsstil. Hvad tages der hul på her? Udover at tematisere den amerikanske drøm, der er nært forbundet med dette at føle sig udvalgt af Gud, så tages en mere eksotisk problematik op til overvejelse.

Polygami er en forældet levemåde, og de udbrydergrupper af De Sidste Dages Hellige, der praktiserer det, gør det ud fra religiøse og traditionstunge værdier. Parallellen til det muslimske samfund er oplagt; hvis det forholder sig sådan, så viser Bill, at det er muligt at sammenføje en stærk religiøsitet og traditionsbundethed med en moderne livsstil i et amerikansk forstad. I episode 8 besynges Bill og hans brors handlekraft idet de tager til det religiøse samfund Juniper Creek og banker de personer, der har overtaget moderens hus; dernæst tager bryder Bill ind hos Profeten. Det er de mandlige dyder, den rå styrke og handlekraften, der sættes højt og i grel modsætning hertil står Profeten, hvis dusin koner går til angreb på Bill i natkjoler. Der er altså en modsætning mellem Bills mandighed og evne til selv at klare skærerne og så Profetens laden sine kvinder slås for sig - og dette mens hans smiler overlegent hånligt. Efter denne tur kommer brødrene hjem og griner ad hinandens skrammer.

Serien fremstiller med andre ord det i de muslimske samfund, som vi kritiserer disse for, volden, handlekraften og betoningen af mandige dyder, som dyder, der tilhører seriens amerikanske helt, mens kvindelist (som hos Profeten), og ikke mindst kvindernes egentlig meget emanciperede kamp mod Bill er del af Romans skygge- og hadefulde handlingsmønstre (interessant er det også at alle kvinderne har biroller - kun Bill er (den narcissistiske) hovedperson). Med andre ord opstår der en diskrepans mellem de amerikanske dyder, som Bill skal fremstille, og de mønstre, der skaber forskellen mellem de gode og de onde.

Seriens undeliggende argument synes at være, at mine fjenders fjende er min ven. Bill kan kun accepteres, fordi han indrullerer sig i sovebyens harmoni og opstiller en facade, der samtidig er hans fængsel … det betyder imidlertid at alle Bills begær kun kan udspille sig i det skjulte, i det fortegnede i en repræsentationsverden. For magten, som det omkringliggende samfund betegner, er begæret kun foragteligt i det omfang det kommer til udtryk udenom repræsentationsniveauet - altså direkte.

Hvad står Marilyn Manson for? Sådan lød en af de søgetermer, der ledte en besøgende herind i går. At besvare det spørgsmål er at besvare, hvorfor Marilyn Manson er nødvendig som kulturelt fænomen. Marilyn Manson, netop manden og ikke bandet, for uanset hvor gode musikere vi har med at gøre og uanset, hvor nyskabende bandet Marilyn Manson er, så træder alt det i baggrunden for personen Marilyn Manson.

Navnet
Navnet består af en sammensætning af Marilyn Monroe og Charles Manson. Jeg ved ikke om det er muligt at tænke populærkultur før Monroe succesfuldt kædede det populærkulturelle sammen med sex. Monroes gimmick med udluftningsristen, hendes i den grad kælne fødselsdagssang til JFK, hendes ikonisering gennem Andy Warhols serialitet; det lægger alt sammen til forståelsen af popkulturen, hvis anden rod trækker næring fra Elvis Presleys provokerende bevægelser med underlivet, der sendte et ungt publikum af piger ud i et mænadisk hysteri, deres første konfrontation med sex.

Popkulturens postcoiterale æstetik: Charles Manson instruerede medlemmer af The Manson Family i udførelsen af mordet på Sharon Tate (Polanskis gravide kone) og hendes venner. Næsten fra dag et blev Charles Manson forbundet med popkulturen, hvilket delvist skyldes hans forestillinger om en nært forestående dommedag, som han døbte Helter Skelter efter Beatles-sangen af samme navn (Charles Manson var forud for mordene venner med og boede sammen med Dennis Wilson, trommeslager og med til at grundlægge The Beach Boys).

Sammenkædningen af de to navne er overskrider det blot popkulturelle i en kritik af mediekulturen (jf. idoldyrkelsen i Natural Born Killers), men samtidig placerer han sig i punk-kulturens feltråb med The Exploited: sex and violence. Men Marilyn Manson provokerer også på anden måde, ved at postulere en sammenhæng mellem det elskede typeikon Monroe og Charles Manson, der er blevet (og ret hurtigt blev) det makabres ikon. To ikoner med samme udspring; den amerikanske (dvs. vestens) underbevidsthed in coitus.

Medialitet & selviscenesættelse
Manson fandt ret hurtigt ud af, at selviscenesættelse er alpha og omega i medieringens tidsalder. Hele albummet Antichrist Superstar (1996) kan ses en lang kritik af det konservative, amerikanske samfund som mediekultur, hvor autoritet er lig medialitet. Nummeret “Man That You Fear” indleder med en kritik af identitetsskabelsen gennem fjernsynet: “We’re on the other side, the screen is us and we’re T.V.” Første sætning definere ‘os’ som værende uden for fjernsynet, men næste sætning gør os lig skærmen, hvorpå elektronerne fejer hen over med deres billeder, altså er vi tv. I “Dried Up, Tied and Dead to the World” hedder det, om selviscenesættelsen: “Cake on some more make-up to / Cover up all those lines”. Lagene af make-up bliver stadig tykkere i jagten på ungdom, men det er lige præcis hvad Marilyn Manson selv gør, selviscenesættelse gennem make-up, og dermed indlejres en kritik af kosemtikfirmaerne i kritikken af medieringen. Den moderne verden er kendetegnet ved sin stuk.

Autoriteten
Mansons er i virkeligheden et holdbergsk spejl. Magten afskyr sit eget billede; under titlen “Deformography” nagles Mansons metode fast: “I make myself sick just to poison you”, hvor “you” konnoterer det medierede, kapitalistiske samfund:

The worms will live in every host
Its hard to pick which one they eat most
The horrible people, the horrible people
Its as anatomic as the size of your steeple
Capitalism has made it this way,
Old-fashioned fascism
Will take it away
(”The Beautiful People”)

Marilyn Manson honnorerer et af magtens ældste bud (vendt på hovedet): at skabe sig i magtens billede. Derfor iscenesætter han sig som the man that you fear.

—–

Hvad står altså Marilyn Manson for? Han positionerer sig som opposition til magten i en mellemposition, hvor han kan være kritiker af såvel magten som den kolde (medie)masse. Hans kritik er vendt mod ensretningen (fascismen), der er forbundet til samfundet som opbygget af konsumsentiteter. Marilyn Manson som fejl er samfundets og deraf hans nødvendighed.

Når man læser hvor mekanisk de Sades perversiteter præsenteres og med hvilken sikkerhed de filosofiske spejle orienteres omkring det nav, så kan det umuligt undre, at de Sade er blevet populær; og mest blandt tænkende mennersker, der i forvejen har hengivet sig så restløst til de mediale strukturer, der defineres af blikket og dets forhold til begæret. Når Nietzsche for lidt mere end hundrede år siden kunne beklage det dekadente i smagen, ville han næppe kunne genkende det menneske, der ville stå foran ham i dag. Eller måske ville han. For er det sidste menneskes lighed med den intellektuelle i dag ikke frappant? Weimars mennesker, spøgelser, der kun kan opretholde en væren i den sanselighed, der medieres af champagne og galskab og hvis ypperste afsløres i den enkeltes fuldstændige gåen op i de andre – den væren, der afspejles i en vanvittig gruppecan-can i begyndelsen af Baz Luhrmans Moulin Rouge, der med større og større hastighed driver gruppen af forvredne ansigter i opspilede øjne og sanseløs latter mod den enkeltes endeligt i meuten; samme mekaniske vellyst som hos de Sade, der et par hundrede år før kendte weimarmennesket bedre end det selv: den intellektuelles afstumpethed, der krævede enhver forfinelse udskiftet med svedende wagnerianere og det eneste svar herpå lå i en bukolisk modmeute. Men hvis de Sade kendte Weimarmennesket, så kendte Michelangelo det vellystige blik, der med sans for proportioner og med en uovertruffen teknik kunne omslutte menneskelivet reduceret til opbrugt kød med en sådan skønhed, at fascinationen af teknikken tildækkede stoffets budskab, eller måske ophørte budskabet idet myten blot blev afsæt for teknikkens reproduktion af sig selv? Det menneske, Michelangelo kendte og skabte for, opstod først i det post-Auschwitzeske rum, der krævede et andet udtryk for hårdhudetheden. Den intellektuelle kunne ikke længere opsluges i meuten, for den menneskelige kontakt havde lidt skibbrud under 15 års stadig stigende meutegalskab. Den andens krop blev farlig, det var den allerede under Weimar, men til forskel fra dengang, så dannedes nu et menneske, der frygtede sin egen krop og drev sig selv ind i sindets allermørkeste kælderregioner for der at tage ophold med henblik på at opelske paranoikerens uovertrufne overblik og skabe kontrol; man kan i den sammenhæng tale om at ethvert nyt menneske fra den tidligste barndom indprentes en væren i den permanente damage controls varetegn. Det er det samme intellektuelle menneske som under Weimar, den samme bornerte afståelse af kroppen, hvor sex og enhver anden nydelse er reduceret til selvrealisering. Det menneske er gået helt op i en sindmeute, ikke den varme masse fra Hitler-Jugend, der genopfriskes i fodboldtilskuerens voldsfascination, men den kolde masse, som Sloterdijk taler om, der er defineret ud fra medieringen: den fuldstændige åndeliggørelse, som R.E.M. fik i tale med sin video til ”Loosing My Religion”, hvori Thomas ikke længere graver i Jesu spydsår, fordi han ikke vil tro, at hans mester er genopstået, men fordi nærheden til såret er betagende, farligt, så tæt på kroppen man kan komme. R.E.M.s Thomas er sindbilledet på den intellektuelle i dag, hvori de Sade, Michelangelo og R.E.M. løber sammen i et udtryk for den sandhed, at i selvafstumpningen genopleves mennesket alene i sårets sanselighed.