Stokbros blog

Portisheads tredje album, bekvemmeligt kaldt ”Third” (kom på gaden 28. april), er det første album i 11 år og indeholder på en gang genkendelige elementer af melankolsk noirstemning, som man kender fra både ”Dummy” (1994) og ”Portishead” (1997), og et langt mere primitivt drive, der til tider tenderer det agressive. Det, der slår mig er blandingen i lydbilledet. Som sagt er der stadig elementer af melankoli og noir, men den anden og (langt det meste af tiden) samtidige side præsenterer en maskinel afmontering af det melodiske, der veksler mellem støj, indbrud af off-beats (f.eks. stortrommen i ”The Rip”) og serielle agressioner, dertil kommer elektroniske indslag, der bringer mindelser om Air.

På ”Plastic” synes der næsten at foregå en kamp mellem digitale og analoge lyde, hvor grupperne af lydbilleder til tider overtager for hinanden, så der hele tiden veksles mellem støjende indslag og blidhed sådan forstået, at såvel de analoge som digitale lyde kan præsentere støjende og blide elementer. Portishead har drevet deres lyd langt ud over det, de er kendt for, de har afmonteret hele den genre, de selv introducerede, og katapulteret deres musik langt ind i det ny århundrede og gør brug af en ekstremt eklektisk stil (60er-agtige guitar riffs, barbershop quartets, industrial, trip hop, march, støj, mellemøstlige lyde, brud etc.), der vedblivende fastholder albummet i en immanens.

Beth Gibbons stemme er et kapitel for sig. Jeg vil tro den kunne præsenteres inden for hauntologien (se nedenfor)? Dette kommer særligt godt til udtryk i ”Machine Gun”, hvor hele lydbilledet udgøres af en steampunk-agtig maskinel trommestøj, der til tider leger med tanken om en menneskelig stemme. Og i dette træder Gibbons’ stemme så tydeligt, spæd, melankolsk frem som nogensinde før, men på en sådan måde, at man ikke fatter, at der er plads til et menneskes stemme derinde mellem maskinerne. Gibbons fremstår som de tidligere albums genfærd (dog mere primitiv), der er faret vild mellem maskinerne og afmonteringerne.

[I min søgen efter et link til spøgelser hos Krogholm og Steinskog fandt jeg, at Steinskog kommenterede pladen (eller nummeret "Machine Gun") helt tilbage i marts, og minsandten om ikke jeg fandt ud af det ved at klikke på tagget Spøkelser.]

Lyden er en smule forvrænget på videoen!