Stokbros blog

Hvis det forholder sig sådan, som Adorno skriver, at

De, der har været udsat for uventet livsfare eller pludselige katastrofer fortæller ofte, at de i forbavsende grad var fri for angst. [...] Hvis erfaringens genstand vokser ud af proportion med individet, oplever han den egentlig slet ikke mere, men registrerer den uformidlet, gennem det anskuelsesløse begreb …

Med udgangspunkt i den erfaring tilbyder en teologisk tanke sig i et associativt spring. Guds erfaring kan aldrig være uformidlet og i forhold til ængsteligheden i forbindelse med hans skabning er den uendelig som han selv, og hans eneste middel mod en stadig erfarings- og angstakkumulation vil være selvblindingen, en ødipal selvovervindelse eller, hvilket i den sammenhæng er det samme, en erfaringsovervindelse, men tilbage, i og med Guds algodhed, vil en reduceret, handlingslammet og impotent guddom herske i sit eget kataklystiske morads som en idiotisk guddom af den slags, man kender fra H.P. Lovecrafts fortællinger. En gud hvis eneste lise er en selvinjiceret tinitus (af dansende fløjtespillere), et idiotisk mantra, der skal hjælpe til selvovervindelse i glemslen.

Erkendelse er mere end en begrundet mistanke, den er et udkast af spor - ikke nødvendigvis, nej, snarere aldrig de samme for enhver. Den koldt analytiske fremstilling er en (efterrationaliserende) formidling, der er forskellig fra erkendelsen selv. Det erkendelsesmæssige spor indskyder sig pludseligt i de associative spring. Jeg vil tro, at den er et hverken-eller, snarere end et både-og; den opretholder ikke det overleverede skema om sandhed i en omfavnende, intelligent gestus, men er ‘tænkt lidt længere væk’. Erkendelsen opspores i dens uafhængighed af ethvert skema eksternt for den selv.

As has been more or less implicitly determined, the essence of the phonè would be immediately proximate to that which within “thought” as logos relates to “meaning,” produces it, receives it, speaks it, “composes” it. If, for Aristotle, for example, “spoken words [...] are the symbols of mental experience [...] and written words are the symbol of spoken words” (De interpretatione, 1, 16a 3) it is because the voice, producer of the first symbols, has a relationship of essential and immediate proximity with the mind. Producer of the first signifier, it is not just a simple signifier among others.
(Citeret fra Derridas Grammatology)

Sproget repræsenterer ikke verden, men (er sekundært til) de billeder i jeget, der er optaget af verden, mens skriften repræsenterer (er sekundær) til sproget. Jeget er altså den genererende knude (i forhold til hvilken sproget og skriften kan anskues som metastaser), man kan vel tale om en repræsentationsmaskine, hvis sandhedskriterie er eteologisk, dvs. er underkastet læren om den fuldstændige repræsentation af virkeligheden i forholdet 1:1.

Anderledes tænkt er jeget garanteret sin enhed gennem processueringen af indkommende data; men drages eteologien i tvivl, kan jegets enhed heller ikke opretholdes, fordi det som primærsignifiant mister sin forbindelse til virkeligheden.

Jeget set som førstebetegner nødvendiggør en forbindelse mellem virkelighed og tegn. Hvis det som tegnskaber mister sit eteologiske udgangspunkt, bliver det selv signifié for det signifikante tegn; tegnet processuerer en apperception. Jeget bliver selvspejlende. I denne selvspejling tidsliggøres jeget i et forsøg på at opretholde en enhed. Kantiansk forstået: sindet bliver udtryk for en nærværstænkning i form af en “bevarende vedvaren”. Sindet genskabt som tegn, som signifikant signifié.

Apperceptionen er allerede et jeg-tab, derved at jeget gøres betydende. I virkeligheden sker der det, i det apperceptive spil, at jeget bliver en tegnstruktur af skiftende nærværsintensiteter.

Opbrydningen af jeget er interessant, fordi jeget ikke længere er den metastaserende knude (tegn-disseminanten), men snarere den øjeblikkelige lokalitet, der udgøres af (ikke apperceptionen, men) det mere eller mindre tilfældige associative spil (jeget som formateret/formaterende hukommelse). Jeget eksisterer ikke som andet end lokalitet, men lokaliteten er reel, fordi den er narrativt organiseret. Lokaliteten er fortællingen om jeg-dannelser, interessant nok fordi lokaliteten er et opløsende struktureringsmoment.

Jeget eksisterer ikke (der ligger ingen grammatisk mistanke i det udsagn). Det lokale er det øjeblikkelige associative spil; det er ingen konklusion.

“Ordene jeg og selv er halvtekniske filosofiske termer uden fast betydningskerne.” Der findes ikke noget jeg uden for grammatikken; jeget er en metafysisk konstruktion, hvis oprindelse akront skal findes i identitetssætningen og en eklatant misforståelse af den numeriske identitet over tid (altså 0=0): hvor jeget var skal associative brud og flugtlinjer <-danne-> lokaliteter. Jeget er en samspilsramt lokalitet.

Begrebet ‘jeg’ kan kun defineres ud fra grammatikken, hvori det udgør et element i et referentielt system. Der er intet problem i forhold til jegets numeriske identitet over tid (en af identitetssætningens skaller), da den numeriske identitet er givet med det felt, der udgøres af de associative spring og flugtveje.