Stokbros blog

Vi har (det er ganske vist) en teoretisk forpligtelse, det har, forud for og efter sletningen, været mit udgangspunkt på bloggen. Teorien er det muliges lokalitet, det vil sige, det endnu ikke gendrevede, men også det endnu ikke istandsatte, hvilket betyder, at det endnu ikke er blevet faktum, noget udstillet og falbudt - en fetich. I den passage, mellem det gendrevede og faktum, for sådan må det være, slår det teoretiske ud i sin sandhed. Dér rekonstituerer virkelighedens symbolske felt sig i hele sit repressive begær efter at inddrage alt i sit mellemværende; det er ikke os, der handler gennem det symbolske, men dette fuldstændigt fremmede (jf. Nietzsche, Freud og Lacan), dette ‘Es‘, der handler gennem subjektet. Vores forpligtelse er med andre ord på en sådan måde, at vi må rekonstruere det fremmede(s) spor.

Forbindelser
Spor (land- og vandveje, linjer, tekstlige forløb overhovedet infrastruktur), telegrafen, telefonen, medieringer, masse, blikket, hilsen (ethvert håndtryk, enhver nikken og tilkendegivelse af at have set), foreninger, ideologier i det hele taget forsamlingsbegæret, massen som meute, latteren, smilet såvel i nærvær som fravær (fraværet bliver nærværende i smilet), emoticons, nødvendighed, anerkendelse, afsmitninger.

Autenticitet
Familie, historie, samfund, hjem, nærhed, kys, venskab, kærlighed, jord, blod, sansning, orgasme, død, onani, lidelse i ethvert selvoffer (fødslens æstetiseringer), maskulinitet og kvindelighed, barnet, dyret, humanisme, logistikken, de(t) svage.

Finalårsager
Gud (ethvert pantemonium), det ene, i sidste ende, årsag, følgelig, masse, strukturer, mønstre (overhovedet enhver formatering), katalog, fødsel, begær, spejlet, miljø og arv, instinkter, vilje, grammatikken, logikken, narrativitet, samundet, naivitet, ind- og forsnævringer.

Jeg kom til at betegne sandhed som knyttet til deiksis, men tror at man må gå til den videnskabelige praksis, hvor metode spiller en rolle, for at finde ud af, hvad den forestilling egentlig indeholder. Der er i den videnskabelige produktion et krav om gennemsigtighed, altså en rationel fremadskriden (et kausalrelationelt-lignende krav), der om ikke kan efterprøves, så dog overbevise ved sit stringente, metodiske trav. Deiksis, hvori beviset egentlig blot er en købmandsagtig stillen til skue, er beskrivende nok i forhold til nævnte produktion, men det efterlods kommer ikke rigtig til syne i begrebet, hvorfor nok epideiksis er mere beskrivende, idet den fremstillen (det faldbudte intellekt), der er tale om her ganske enkelt er en følge af dette at pege. I retorikken er det en mønstertale (en blasert fortræffelighed), der indeholder en snert af show (jf. Aristoteles Retorikken 1358b og s. 270). Det hedder i en note om epideiksis:

Det, der “præsenteres”, er på én gang det emne, der tales om, og talerens (”den foredragendes”) evne til at gøre dette klart og virkningsfuldt. (s. 256)

Det klare er vel i den sammenhæng underordnet det virkningsfulde, dvs. det overtalende moment i det faldbudte. Det showmæssiges karakter er givet med den gruppe, der skal underholdes. Der er ikke nogen væsentlig forskel mellem den ene eller den anden form for underholdning, der er kun forskellige grupperingers smag; underholdningsværdien er givet med i hvilken grad taleren formår at bevare (og besvare) grupperingens (egen) følelse af nødvendighed. Chaïm Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca hævder et sted en lignende position:

The speaker engaged in epideictic discourse is very close to being an educator. Since what he is going to say does not arouse controversy, since no immediate practical interest is ever involved, and there is no question of attacking or defending, but simply of promoting values that are shared in the community.

Videnskabelig produktion kan, læst som symptom, udtrykke en given gruppes værdihierarki; at være succesfuld på det felt er med andre ord udtryk for evnen til at levere (forventelige) resultater, der knytter sig til en bestemt metodisk sandhed.

Videnskabelig produktion er reproducerende og afhængig af den enkelte forskers showmanship, hans evne til at levere smæk for skillingen, dvs. promovere et blandt flere udstillingsvinduer. Showmanship og godt købmandskab er sammenhængende: man har en målgruppe, der i forvejen applauderer en given vare.

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).

Ovre på The Jiggly Room er der gået Heidegger i foretagendet og fordi, der tales om støvsugerværen, vil jeg også blande mig med et lille memento. Lotte taler i en kommentar til indlægget om “Heideggerianere”:

Ps. Det her ord: heideggerianere

Den er grum. Der eksisterer ikke noget, der hedder det. Heidegger ville vende sig i graven. Fordi: Fordi: at være Heideggerianer er netop IKKE at være det. Årsagen er: med Heideggers egne ord (Wege nicht Werke) Den oprindelige græske betydning af ordet metode kommer af ordet vej. Der eksisterer altså ingen metode, hvad der vel ligger i at kalde sig Heideggerianer, der eksisterer kun en vej(veje). [...] Hvis man kalder sig Heideggerianer har man, efter min mening, ikke forstået den væsentligste pointe.

Det er lidt svært at gennemskue “årsagen” her, men hvad henviser Wege nicht Werke til? Er det et essay eller en udtalelse og i så fald hvorfra? Konteksten kunne nemlig være interessant. Skidt! Lotte har ret. Der er ingen metode i Heidegger, hvis man med “metode” henviser til en allerede given horisont for mulige svar på et spørgsmål. Men er der så alligevel ikke en metode? En særlig måde at gå til problemerne på? Hvad med Heideggers sprogfilosofiske tanker, der er blevet kædet sammen med ‘formal indications’, hvilke er en måde at arbejde sig ind mod f.eks. et begrebs essentielle betydning ud fra kontingente træk. Er det ikke en metodisk, eller skal vi sige systematisk, fremgangsmåde? For nok fremskrives der ikke en metode med et antal givne variabler, men man kan næppe påstå, at Heidegger ikke skulle være systematisk og dermed spor-genkendelig i sin fremgangsmåde?

At være heideggerianer nedskrives, af Lotte, til at være metodiker i betydningen metafysiker, men Heidegger ville netop væk fra metafysikken og ind i ontologien. Alligevel kan man vel med nogen ret kalde f.eks. Derrida heideggerianer?

I stedet tilbyder Lotte, ud fra Wege nicht Werke, at tale om veje. Det er en rigtig dårlig idé, fordi med veje har vi en anlægslogik, der skal bringe nogen/-t fra et punkt til et andet (på en bekvem og let og gerne hurtig(ere) måde), og det er en fin analogi til den udskældte metode. Men det er måske snarere Holzwege, der er tale om hos Lotte/Heidegger?

Jeg har en alternativ definition på en heideggerianer: “Heidegger er endnu ikke gendrevet ordentligt.” Hvorfor overhovedet nødvendigheden af at distancere sig til disse heideggerianere?