Stokbros blog

Jeg kom for nogen tid siden til at tænke på min barndoms Spørge-Jørgen, for hvem nysgerrigheden viste sig ufrugtbar og spørgelysten blev stillet med repressalier direkte dirigeret mod lystprincippet. Man kunne derfor sige, at det er en speget fornøjelse at genoverveje den lille billedbog, men på den anden side, afdækker den nogle interessante spørgsmål med hensyn til steriliseringen af magten i forskningspolitikken, hvis grundsætning er spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig.

Teksten til Spørge-Jørgen lyder i al sin enkelhed sådan:

Nu skal jeg fortælle dig om Jørgen!
Jørgen var en temmelig artig dreng
men han plaged’ alle med sin spørgen
fra han vågned’ til han gik i seng.
Far og mor de blev så træt af alt,
det han spurgte om var noget være pjat
tit han spurgte bare for at drille
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en mu ko ingen vinger
hvorfor siger den mu, og ikke vov
hvorfor sidder neglen på min finger,
hvis den sad på næsen var det sjovt
hvorfor sidder øjet ikke i nakken
hvorfor er jeg ikke blevet en kat
hvorfor kan min støvle ikke snakke
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en loppe ingen bukser
hvorfor er den lille fisk så våd
hvorfor blir’ en kylling ikke malket
hvorfor siger kommoden ikke noget
hvorfor er der mænd på mine seler
hvorfor skal man altid gå med hat
hvorfor spiser løven ikke jordbær
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad

Men en dag blev det hans far alt alt for meget!
Jeg fik smæk, og Jørgen blev lagt i seng,
og nu lå han der igen og spurgte
- næsten som en helt fornuftig dreng.

Hvorfor fik jeg ingen pandekager
hvorfor må jeg ikke lege mer’
hvorfor har jeg dog så ondt i numsen.
Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’!

Jørgen er spidsfindig i sine spørgsmål, jævnfør adjektivet “artig“; spørgsmålene går fra det semantiske over biologiske til det ontologiske, men først idet det samfundsmæssige berøres, træder faren til i udfoldelsen af sin magt, idet Jørgen sendes i seng med en endefuld og uden pandekager. Når Jørgen spørger til mændene på selerne og begrundelsen for at gå med hat, så anfægter han et konformistisk samfund, for hvem rigide påklædningsregler er det synlige udtryk for magten. Faren udspiller statens rolle ved at genoprette magtens status quo.

Jørgens spørgsmål er “fjollede”, hvilket vil sige, at de går uden for de tilvante rammer for god spørgsmålsstillen. Den mest effektive måde at tilvejebringe stilhed er gennem magtens latterliggørelse af den, der formastede sig til at stille det forkerte spørgsmål. Det fjollede er ikke bare en latterliggørelse, men en måde at undergrave begæret på ved at udstille det som uovervejet eller barnligt. Overført på forskningen, udfører Jørgen en omgang grundforskning, hvor spørgsmålene ikke umiddelbart synes at have svar eller kun midlertidige svar, hvorfor de ikke er umiddelbart samfundsnyttige ud fra et økonomisk perspektiv, hvor tingene skal kunne betale sig, hvilket ikke betyder andet end, at det skal kunne forrente sig.

Men idet magten synes reetableret, stiller Jørgen nogle endnu farligere spørgsmå: hvorfor må jeg ikke lege mere og hvorfor har jeg ondt i numsen? Med andre ord: hvorfor må jeg ikke nyde mere, og hvad begrunder magtens voldsudøvelse? Jørgen er jo blevet ramt dobbelt hårdt, fordi han både er blevet straffet fysisk, men også er blevet forment adgang til nydelsen. Ved siden har voldsmonopolet har staten også tilranet sig rettigheden til at udpege hvem, der skal have lov til at spise pandekager, eller sagt på en anden måde: staten forbeholder sig retten til at definere den gode lyst over for den slette. Jørgens begær udspandt sig i de spekulative sfærer, hvorfor Jørgen bliver billedet på den forsker, der arbejder med grundforskning, som ikke umiddelbart synes logisk og som slet ikke har nogen øjeblikkelig nytteværdi. Det Jørgen lærer, og med ham forskeren, er, at skal man have del i pandekagerne, skal man altså have lov til at nyde, så skal det foregå på betingelse af de konforme principper udkastet af magten … Jørgen skal altså reproducere magten for at få del i pandekagerne.

Magtens repressalier består: 1) umyndiggørelse, 2) nydelsesvægring og 3) iværksættelse af dens egentlige hjemmel: volden. Jørgen rammes af alle tre repressalier, men indfanget i fornuften, yder han modstand mod magten på magtens præmisser i selvransagelsen, hvis blik allerede er inficeret af selvkritik: hvordan kan det være, at jeg ikke er i stand til at være fornuftig, dvs. reproducere magten på konformismens præmisser? Jørgen har altså to muligheder (og synes at have valgt den sidste): enten kan han udvikle sig til paranoiker eller til decentrerende dessertør.

Når man læser hvor mekanisk de Sades perversiteter præsenteres og med hvilken sikkerhed de filosofiske spejle orienteres omkring det nav, så kan det umuligt undre, at de Sade er blevet populær; og mest blandt tænkende mennersker, der i forvejen har hengivet sig så restløst til de mediale strukturer, der defineres af blikket og dets forhold til begæret. Når Nietzsche for lidt mere end hundrede år siden kunne beklage det dekadente i smagen, ville han næppe kunne genkende det menneske, der ville stå foran ham i dag. Eller måske ville han. For er det sidste menneskes lighed med den intellektuelle i dag ikke frappant? Weimars mennesker, spøgelser, der kun kan opretholde en væren i den sanselighed, der medieres af champagne og galskab og hvis ypperste afsløres i den enkeltes fuldstændige gåen op i de andre – den væren, der afspejles i en vanvittig gruppecan-can i begyndelsen af Baz Luhrmans Moulin Rouge, der med større og større hastighed driver gruppen af forvredne ansigter i opspilede øjne og sanseløs latter mod den enkeltes endeligt i meuten; samme mekaniske vellyst som hos de Sade, der et par hundrede år før kendte weimarmennesket bedre end det selv: den intellektuelles afstumpethed, der krævede enhver forfinelse udskiftet med svedende wagnerianere og det eneste svar herpå lå i en bukolisk modmeute. Men hvis de Sade kendte Weimarmennesket, så kendte Michelangelo det vellystige blik, der med sans for proportioner og med en uovertruffen teknik kunne omslutte menneskelivet reduceret til opbrugt kød med en sådan skønhed, at fascinationen af teknikken tildækkede stoffets budskab, eller måske ophørte budskabet idet myten blot blev afsæt for teknikkens reproduktion af sig selv? Det menneske, Michelangelo kendte og skabte for, opstod først i det post-Auschwitzeske rum, der krævede et andet udtryk for hårdhudetheden. Den intellektuelle kunne ikke længere opsluges i meuten, for den menneskelige kontakt havde lidt skibbrud under 15 års stadig stigende meutegalskab. Den andens krop blev farlig, det var den allerede under Weimar, men til forskel fra dengang, så dannedes nu et menneske, der frygtede sin egen krop og drev sig selv ind i sindets allermørkeste kælderregioner for der at tage ophold med henblik på at opelske paranoikerens uovertrufne overblik og skabe kontrol; man kan i den sammenhæng tale om at ethvert nyt menneske fra den tidligste barndom indprentes en væren i den permanente damage controls varetegn. Det er det samme intellektuelle menneske som under Weimar, den samme bornerte afståelse af kroppen, hvor sex og enhver anden nydelse er reduceret til selvrealisering. Det menneske er gået helt op i en sindmeute, ikke den varme masse fra Hitler-Jugend, der genopfriskes i fodboldtilskuerens voldsfascination, men den kolde masse, som Sloterdijk taler om, der er defineret ud fra medieringen: den fuldstændige åndeliggørelse, som R.E.M. fik i tale med sin video til ”Loosing My Religion”, hvori Thomas ikke længere graver i Jesu spydsår, fordi han ikke vil tro, at hans mester er genopstået, men fordi nærheden til såret er betagende, farligt, så tæt på kroppen man kan komme. R.E.M.s Thomas er sindbilledet på den intellektuelle i dag, hvori de Sade, Michelangelo og R.E.M. løber sammen i et udtryk for den sandhed, at i selvafstumpningen genopleves mennesket alene i sårets sanselighed.

Ovre på Abgrund og hos filoffen tages der til orde mod DIs ønske om en “høj grad” af erhvervsorientering af nye som gamle universitetsuddannelser og ønsket leveres med et tydeligt vink til humanvidenskaberne. Jeg er grundlæggende enig i, hvad Henrik og Carsten skriver i deres indlæg, men (der er altid et men) de humanvidenskabelige centre har været for dårlige til at forberede deres studerende på verden udenfor. Alt for mange humanister kommer tøvende ud på den anden side, tøvende og med et guldrandet kandidatbevis i hånden. Ovre på sociologi har man lavet en folder, der (beregnet på erhvervslivet) kort skitserer, hvad sociologi er for en størrelse, og hvorfor det er samfundsnyttigt. Det kunne være rigtig godt med sådan en folder på f.eks. litteraturfagene - som en aktiv modstandskamp mod regeringens fordummelse af universitet og samfundet generelt. Så langt så godt. På bundlinjen står kulturkampen, som var med til at sætte regeringen på magten (og ikke mindst forme den efter laveste fællesnævner): de, der ved, skal fjernes, for vi ønsker ikke et ekspertvælde her i Danmark. Den kamp er blevet genoptaget i universitært regi; spørgsmålet er, om universiteterne er parate til en aktiv kulturkamp mod trivialisering af forskningen, professorsponsorater, moderat økonomisk pres fra (halv)private virksomheder … men mest akut: er universiteterne parate til at agere ud fra og iværksætte en differens … mellem viden og ikke-viden? Omformuleret: er dette konsekvensen af masseuniversitetet?

På DR Nyheder kan man læse følgende: “Jeg er blevet inviteret, og jeg tager derover og oplever det, jeg skal opleve, og støtter de danske atleter, siger idrætsordfører Troels Christensen (V).” Citatet er interessant, fordi Christensen lægger enhver egenvilje fra sig, idet han benytter verbet ’skulle’, hvilket kaster Christensen ud i kynikerens afmagt: privatpersonen er blevet stødt på sine moralske principper, men den offentlige person er fanget i magtapparatet, og da Christensen ikke kan finde moralske grunde for at støtte op om åbnings- og afslutningsceremonierne, lader han sig omslutte fuldstændig af sin afmagt i en passivkonstruktion; fra og med invitationen kører resten på skinner. Christensen er simpelthen tvunget til (i et forsøg på at opretholde kynikerens vandtætte skodder mellem privat og offentlig sfære), passivt at opleve det, andre forventer af ham at opleve.

I en samtale fra 1972, blot fire dage efter en storsmilende Nixon rystede Maos hånd, udlægger Gilles Deleuze og Michel Foucault et perspektiv på den intellektuelle og dennes rolle. Den intellektuelle, siger de, må tale magten imod, dvs. alliere sig med proletariatet, hvilket på sin side vil sige, at de taber sig selv i proletariatets stridsmotiv.

Men om det är mot makten man kämpar, så kan alla som har varit utsatta för maktmissbruk [...] inleda kampen där de själva befinner sig och med utgångspunkt i sin egen aktivitet (eller passivitet).

Det vil på sin vis sige, at den intellektuelle i magtmodstanden, mister sig selv og bliver en del af det almene i form af en klasse, den intellektuelle overtager en klassebvidsthed. I denne misten, tænker jeg, ligger vel også, at den intellektuelle i bund og grund udgår fra magten? Foucault understreger, at magten i dag er skruet sådan sammen, at den intellektuelle på en gang er dens objekt og dens instrument: den intellektuelles rolle er ikke længere, at oplyse masserne på afstand, men at “undergräva och ta makten, vid sidan, tilsammans med alla dem som kämpar för den och inte för att upplysa dem på avstand.” Dvs. den intelletuelle er ikke længere et oplysningsredskab, men en del af et stridsmotiv, hvori magten på engang afslører sig selv som magt og redefinerer sin diskurs i forhold til det ændrede motiv - magten forbliver magt.

Det kan i høj grad læses som en kritisk bemærkning til Habermas’ indkredsning af den intellektuelle. For hvor Habermas arbejdede med en intellektuel rolle, der modarbejdede magten gennem en normativ og fantasiful fremsynethed, der gør Foucault (og Deleuze) opmærksom på, at i den modarbejden ligger et nyt magtmotiv.

Enige er Habermas, Foucault og Deleuze dog om, at den intellektuelle har udspillet sin rolle som oplyser. Masserne (kan man tale om sådanne i en tid med afformaliserede grupperingsmønstre?) kan selv opsøge viden og indsigt og deres grundkundskaber er aldeles udmærkede, hvis man skal tro de tre filosoffer. Måske klasserne (og dermed masserne) er blevet genopfundne af Fogh-regeringen, idet den forsøgte afmontere de intellektuelle i en fascistisk drejning af samfundet over mod en meget synlig magtstruktur, hvis første offer altså var de vidende. Dermed kan den intellektuelle genopfindes som andet end en professionsklasse i Foucaults og Deleuzes formatering af begrebet.

(Samtalen kan findes oversat i Ord och bild 2007/3-4)