Stokbros blog

Vi har (det er ganske vist) en teoretisk forpligtelse, det har, forud for og efter sletningen, været mit udgangspunkt på bloggen. Teorien er det muliges lokalitet, det vil sige, det endnu ikke gendrevede, men også det endnu ikke istandsatte, hvilket betyder, at det endnu ikke er blevet faktum, noget udstillet og falbudt - en fetich. I den passage, mellem det gendrevede og faktum, for sådan må det være, slår det teoretiske ud i sin sandhed. Dér rekonstituerer virkelighedens symbolske felt sig i hele sit repressive begær efter at inddrage alt i sit mellemværende; det er ikke os, der handler gennem det symbolske, men dette fuldstændigt fremmede (jf. Nietzsche, Freud og Lacan), dette ‘Es‘, der handler gennem subjektet. Vores forpligtelse er med andre ord på en sådan måde, at vi må rekonstruere det fremmede(s) spor.

Jeg kom til at betegne sandhed som knyttet til deiksis, men tror at man må gå til den videnskabelige praksis, hvor metode spiller en rolle, for at finde ud af, hvad den forestilling egentlig indeholder. Der er i den videnskabelige produktion et krav om gennemsigtighed, altså en rationel fremadskriden (et kausalrelationelt-lignende krav), der om ikke kan efterprøves, så dog overbevise ved sit stringente, metodiske trav. Deiksis, hvori beviset egentlig blot er en købmandsagtig stillen til skue, er beskrivende nok i forhold til nævnte produktion, men det efterlods kommer ikke rigtig til syne i begrebet, hvorfor nok epideiksis er mere beskrivende, idet den fremstillen (det faldbudte intellekt), der er tale om her ganske enkelt er en følge af dette at pege. I retorikken er det en mønstertale (en blasert fortræffelighed), der indeholder en snert af show (jf. Aristoteles Retorikken 1358b og s. 270). Det hedder i en note om epideiksis:

Det, der “præsenteres”, er på én gang det emne, der tales om, og talerens (”den foredragendes”) evne til at gøre dette klart og virkningsfuldt. (s. 256)

Det klare er vel i den sammenhæng underordnet det virkningsfulde, dvs. det overtalende moment i det faldbudte. Det showmæssiges karakter er givet med den gruppe, der skal underholdes. Der er ikke nogen væsentlig forskel mellem den ene eller den anden form for underholdning, der er kun forskellige grupperingers smag; underholdningsværdien er givet med i hvilken grad taleren formår at bevare (og besvare) grupperingens (egen) følelse af nødvendighed. Chaïm Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca hævder et sted en lignende position:

The speaker engaged in epideictic discourse is very close to being an educator. Since what he is going to say does not arouse controversy, since no immediate practical interest is ever involved, and there is no question of attacking or defending, but simply of promoting values that are shared in the community.

Videnskabelig produktion kan, læst som symptom, udtrykke en given gruppes værdihierarki; at være succesfuld på det felt er med andre ord udtryk for evnen til at levere (forventelige) resultater, der knytter sig til en bestemt metodisk sandhed.

Videnskabelig produktion er reproducerende og afhængig af den enkelte forskers showmanship, hans evne til at levere smæk for skillingen, dvs. promovere et blandt flere udstillingsvinduer. Showmanship og godt købmandskab er sammenhængende: man har en målgruppe, der i forvejen applauderer en given vare.

And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)

For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.

Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.

Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.

Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).

Skal man decentrere sig fra metafysikken, er en af de første ofre, man må gøre, sandheden, der som centrum har oprettet et hierarki af sfæriske forstyrrelser. Det skal forstås på den måde, at fra centrum udgår en sfære, der griber forstyrrende ind ved at inddrage eksterne (transcendentaliteten) aktører, der samtidig bibringer sfærerne et skær af ironi ved ad bagdøren at indlemme iscenesættelsen, handlingen som optræden, forstillelsen. Forstyrrelsen er sfærisk, men sfæren er samtidig selve inddragelsen; sfæren kan kun opretholde sig som sfære ved at indgå som en dis i det centrum, den samtidig tildækker.

Ex θέατρον: metafysikken er et afskrift af tildækningens historie.

Der er grundlæggende to muligheder af centreringer: repræsentative og begivenhed, hvoraf den første indgik i eller udgik fra den protovidenskabelig tanke (at sproget kan udtømme verden i en fordobling), mens den anden udgik fra fortællingen og kom, efter en tid med samtidighed, til at overtage centreringen overhovedet, sandhed blev flyttet fra verden til sproget, men udlagde dermed også skemaet for den kosmologiske fornuft.

Det første af sandhedsbegreberne ovenfor er det græske ετεός, der enten kan betyde ’sand’ eller ‘virkelig’; og det forhold mellem sandhed og virkelighed, hvis man overhovedet kan tale om et forhold, er et selvforhold. Begrebet betegner den perfekte erkendelse (som fordobling): erkendelsen er et monstrøst kort over virkeligheden, hvis skala er i forholdet 1:1. Erkendelsen er virkelig en mekanisk færdighed: filosoffen, som den, der, gennem en videnskabelig behandling af tingene, udforsker tingenes natur, er egentlig kopist af profession, fordi nedskrivningen sandheden er en nedskrivning af virkeligheden i en og samme bevægelse. Det placerer den mekaniske færdighed i kunstgrebenes historie og i forlængelse heraf i kunstens historie.

Det eksklamatoriske i en sådan beskæftigelse med virkeligheden kommer i øvrigt til udtryk substantivets adverbielle form, ετεόν: i virkeligheden, i sandhed, virkelig, der altid indeholder et lille korrektiv i tilbagemeldingen. Det sagte er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, altså kan det ikke være sandt, det kan ikke indlemmes i den fuldstændige repræsentation: virkeligheden som argument mod…

Det andet af sandhedsbegreberne er αλήθεια, som er en homerisk nyskabelse: sandheden som kooperativ. Begrebet har, i sin afledte form, svært ved at afspejle den begivenhed, det betegner, dvs. det negative præfiks på en egen måde afspejler en sædvane, en grundliggende tankeform. Begrebet er afledt af λήθώ, som er glemt, skjult eller ubemærket, og indstifter paranoikeren som eksempel på filosofisk tænkning: begivenheden som paranoia.

Den sokratiske samtale blandet med en platonsk reinkarnationstanken er begivenhedens grundform. Αλήθεια forløb begrebshistorisk set i samtalens medværen og medviden, der i vidt omfang forudsatte et fælles udgangspunkt, som det drejede sig om at afdække. Det er i denne afdækning paranoiaen sætter sig igennem som ledemotiv for tænkningen: sandheden er det, der kan kontrolleres og gentages i det uendelige: videnskab som et paranoidt begær indstiftet i metoden; i bund og grund en mnemoteknik for mulige spørgsmål og svar, hvori filosofien har formået en sidste, rasende udtømning strækkende sig over århundreder, fra logisk korrektiv til begivenhed, i en sfærisk dis.

Decentreringen formulerer et nyt grundlag for erkendelse, på et ikke-filosofisk grundlag, dvs. udenom det centrale kooperativ.

At være desertør vil sige, ikke at indordne sig under et givet socialt hierarki, at modsætte sig aktivt eller passivt; vel egentlig at modsætte sig sin subjektivitet. Underkastelseshierarkierne definerer, ud fra en given helhed, det særskilte som subjekt, fordi det særskilte kun kan komme til udtryk som differentiam specificam, det vil sige som udtryk for et adskillende særtræk ved helheden.

Adorno skriver om desertøren, i en anden sammenhæng, at klassen sætter sig igennem med sine fordringer der, hvor desertøren søger tilflugt (Minima moralia s. 54). Hierarkiet, defineret ved sin segmentering i nærmeste overordnede slægt og særlige artsdannende forskel, subjektiviserer således flugten. Desertøren lever afledt, dermed ikke mere ægte, men indtræder i helheden som en særlig forskeligartethed ved sandheden.

Noget adskiller sig ved sandheden. Desertøren arter sig forskelligt fra sandheden, retekstualiserer sin subjektivitet ud fra en anden helhed i helheden. I sit flugtforsøg, i sit ubetydelige angreb på helheden, tvinger han helheden til at bevæge sig efter ham i et forsøg på at genoptage ham; men i desertørens renaissance, kan man kalde genovertagelsen sådan, må helheden reformatere sine tekstualiseringsstrukturer, hvilket kun betyder, at hierakiet minimalt pauser sin subjektivering af desertøren. Desertøren formateres ud fra et brud.

Lykkes det at skabe et brud i hierarkiseringsprocesserne afsubjektiveres desertøren, omend kun ganske kort. Dermed bliver desertøren noget andet, der ikke kan varetages på tilstrækkelig fyldestgørende måde i det sociale hierarki og hverken som en særskilt artsdannende forskel eller som, en endnu mere udbredt fortænkning, individ, men som noget andet, der ikke er afledt. Desertørens mulighedbetingelse er ikke at være desertør.

Desertøren er ufarlig. Dennes ufarlighed ses tydeligt i afstraffelsen ved skydning. Skydningen eliminerer afstanden, den afstand som det sociale hierarki har måttet tilbagelægge for at reformatere helheden - gennem desertøren. Bruddet er derimod farligt ved ikke at kunne tekstualiseres. Kan man sige om de sociale hierarkier som segmenteringsmaskiner, at de benytter desertøren som skriver, kopist?

I så fald er desertøren en resubjektivering af sig selv inden for rammerne af en anden helhed, der har reformateret sig selv i henhold til bruddet, hvis andethed herefter står tilbage som et sammenføjende mellemrum.