Stokbros blog

Det liberale samfunds kampråb, der står bøjet i jern over bl.a. Theresienstadts og Auschwitz’s ruinøse gestalter, fik formene støbt af en udpint arbejderbrigade, de svage i ånden, der gjorde arbejdet til en religiøs beskæftigelse, hvori frelsen fra det ulidelige helvede hverdagen var skulle findes; og det hvinende budskab skulle hentes direkte ud af jødedommen, hvis hårdt trængte menneskepark kun havde døden at se frem til med dens apokalyptiske “sabbaternes sabbat”. Håbet er arbejdsgiverens største aktiv i modstanden mod enhver form for oplysning, der ikke kommer fra neonrør og falder lige så nådesløst sanitært på fabriksgulvet og de arbejdende som projektørlyset på den undvegne fange eller det moderat fysisk tiltalte jeg, der er reduceret til sit kød i forhørslokalet. Det eneste der er tilbage at håbe på, når man når igennem til den anden side, når urene stopper og stempelkortet er kørt igennem er en hverdag under barnets romantiserede tegn, hvor der alene var lyst og frihed, hvor nogle få ugers frihed og latter i en sommerferie i det retroaktive tilbageblik udstrækkes til hele barndommen. Dét er den frihed arbejdet tildeler den enkelte: frihed fra at bekymre sig, hvilket vil sige frihed fra at tænke. Tilbage er alene galskaben, idiotens careless playing, der hos den intellektuelle oversættes i billedet på Gödels lig på stuegulvet: paranoikerens rettidige omhu i et fjendtligt indstillet samfund. Det er statens totalfantasi, at de intellektuelle tager livet af sig selv, hvorefter de maskinelle intelligenser for en tid kan bearbejde det fjolleri, der ikke umiddelbart kunne bruges i samfundets økonomiske reproduktion, mens arbejderne, en reklassificering den siddende regering har reaktualiseret, er for trætte til at tænke overhovedet.

Begrebet ‘jeg’ kan kun defineres ud fra grammatikken, hvori det udgør et element i et referentielt system. Der er intet problem i forhold til jegets numeriske identitet over tid (en af identitetssætningens skaller), da den numeriske identitet er givet med det felt, der udgøres af de associative spring og flugtveje.

En ny begyndelse forpligter sig først og fremmest på en revurdering af det tidligere grundlag. Dvs. at det, der var, ikke længere er gangbart i forhold til det overordnede projekt. Eller man kan ganske enkelt sige, at engang imellem er det vigtigt at gøre hovedrengøring, fordi gør man ikke det, så ender man med at blive kvalt i det, der er overskredet. I ens intellekts tomme skaller – eller ekskrementer om man vil.

At tale om de tomme skaller er næsten at tale om karmiske strukturer for en blog. Nogen vil sikkert mene, det er pjattet (så må det være sådan) eller overilet (det er det ikke). Det er en beslutning, der har været undervejs siden oktober sidste år.

De tomme skaller er de opbrugte og dermed udtømte tanker, som ikke længere kan gøres nyttige. Som ubrugbare skaber de støj i forhold til det kreative arbejde det er, at etablere ny erkendelse – skabe (revitalisere) begreber. Som udtømte og ubrugbare har tankerne efterladt et aftryk på siden; de vil dermed indvirke sekundært eller tertiært på min videre virksomhed. Jeg kunne skabe et brud mellem de tomme skaller og det ny, der gerne skulle gyde ny energi ud over siden, men det ville være utilfredsstillende ud fra et kallistisk perspektiv. Bruddet ville skabe en disharmoni i forhold til mit arbejde. Det karmiske hjul ville dreje, hvormed jeg mener, at jeg ganske enkelt ville gentage mig selv med stadig større rigiditet og følgelig stadig mindre vitalitet.

Revurdering. Bloggen var tidligere enstonende; den forløb i et gentagende mønster af fabulerende leg. Det er i og for sig godt nok, men hvis legen mangler stringens, bliver den bare fabulerende. I ethvert indlæg må den korteste linjes logik (altså ikke formallogisk tænkt) udarbejdes med præcision – og ikke nødvendighed. Alting kunne være anderledes. Den logiske konstant i det arbejde blev allerede dengang fremhævet: faktumet (dets brutalitet). Dermed orienterede jeg bloggen mod æstetikken i Baumgartens oprindelige prægning af ordet. For gennem analogon rationis (en tekstintern kohærenslogik) at gribe det oversete eller forbigåede faktum.

Den linje ønsker jeg at fortsætte.