Stokbros blog

Sygeplejerskernes barnlige horisonts kynisme, der som altid er iklædt den retfærdiges harme, har blotlagt en regressiv magtstruktur. De strejkende vil have mere i løn, og de accepterer kun en ubetinget kapitulation fra de Danske Regioners side; strejken har med andre ord blotlagt de latente voldsspor, der omgærder enhver magt. Det har allerede kostet menneskeliv, men det fantastiske (hvis man kan sige det sådan) ved denne strejke er, at menneskelivet bare er blevet ét blandt mange pressionsmidler - blot er det passivt og ikke aktivt; blodet er ikke længere helligt, det er en forhandlingsstrategi. Der er ingen principielle forskelle mellem denne strejke og den kynisme Sloterdijk beskriver i sin kynismekritik, hvor der ikke findes nogen kommunikation mellem det anstændige privatmenneske og den kalkulerede, økonomiske apperception i en professionsklasse; den kyniske kalkulation indbefatter døden. Spørgsmålet er hvor mange døde, der er kalkuleret med? Er sygeplejerskerne den varme masses progressive form, hvori enhver udladning er passiv?

Når man læser hvor mekanisk de Sades perversiteter præsenteres og med hvilken sikkerhed de filosofiske spejle orienteres omkring det nav, så kan det umuligt undre, at de Sade er blevet populær; og mest blandt tænkende mennersker, der i forvejen har hengivet sig så restløst til de mediale strukturer, der defineres af blikket og dets forhold til begæret. Når Nietzsche for lidt mere end hundrede år siden kunne beklage det dekadente i smagen, ville han næppe kunne genkende det menneske, der ville stå foran ham i dag. Eller måske ville han. For er det sidste menneskes lighed med den intellektuelle i dag ikke frappant? Weimars mennesker, spøgelser, der kun kan opretholde en væren i den sanselighed, der medieres af champagne og galskab og hvis ypperste afsløres i den enkeltes fuldstændige gåen op i de andre – den væren, der afspejles i en vanvittig gruppecan-can i begyndelsen af Baz Luhrmans Moulin Rouge, der med større og større hastighed driver gruppen af forvredne ansigter i opspilede øjne og sanseløs latter mod den enkeltes endeligt i meuten; samme mekaniske vellyst som hos de Sade, der et par hundrede år før kendte weimarmennesket bedre end det selv: den intellektuelles afstumpethed, der krævede enhver forfinelse udskiftet med svedende wagnerianere og det eneste svar herpå lå i en bukolisk modmeute. Men hvis de Sade kendte Weimarmennesket, så kendte Michelangelo det vellystige blik, der med sans for proportioner og med en uovertruffen teknik kunne omslutte menneskelivet reduceret til opbrugt kød med en sådan skønhed, at fascinationen af teknikken tildækkede stoffets budskab, eller måske ophørte budskabet idet myten blot blev afsæt for teknikkens reproduktion af sig selv? Det menneske, Michelangelo kendte og skabte for, opstod først i det post-Auschwitzeske rum, der krævede et andet udtryk for hårdhudetheden. Den intellektuelle kunne ikke længere opsluges i meuten, for den menneskelige kontakt havde lidt skibbrud under 15 års stadig stigende meutegalskab. Den andens krop blev farlig, det var den allerede under Weimar, men til forskel fra dengang, så dannedes nu et menneske, der frygtede sin egen krop og drev sig selv ind i sindets allermørkeste kælderregioner for der at tage ophold med henblik på at opelske paranoikerens uovertrufne overblik og skabe kontrol; man kan i den sammenhæng tale om at ethvert nyt menneske fra den tidligste barndom indprentes en væren i den permanente damage controls varetegn. Det er det samme intellektuelle menneske som under Weimar, den samme bornerte afståelse af kroppen, hvor sex og enhver anden nydelse er reduceret til selvrealisering. Det menneske er gået helt op i en sindmeute, ikke den varme masse fra Hitler-Jugend, der genopfriskes i fodboldtilskuerens voldsfascination, men den kolde masse, som Sloterdijk taler om, der er defineret ud fra medieringen: den fuldstændige åndeliggørelse, som R.E.M. fik i tale med sin video til ”Loosing My Religion”, hvori Thomas ikke længere graver i Jesu spydsår, fordi han ikke vil tro, at hans mester er genopstået, men fordi nærheden til såret er betagende, farligt, så tæt på kroppen man kan komme. R.E.M.s Thomas er sindbilledet på den intellektuelle i dag, hvori de Sade, Michelangelo og R.E.M. løber sammen i et udtryk for den sandhed, at i selvafstumpningen genopleves mennesket alene i sårets sanselighed.

[...] Og engang levede der en mand her i huset. Og det var min mand. Jeg var en stjerne. Jeg var stjernen. Men bestemt ingen kold. Og fordi jeg ikke var kold, måtte jeg være utilnærmelig. Så at ingen, der så mig i filmene, også ville være sådan en stjerne. Kun med stjernerne i dag er det sådan. Den, der ser dem og de historier, de spiller med i, ser uden videre sig selv som en af dem, jævnbyrdig - eller ligefrem overlegen i forhold til dem. Han kunne akkurat lige så godt være en stjerne. Han er præcis sådan en stjerne - en, der er endnu meget større, superstjernen. Og det kan man heller ikke på nogen måde fortænke dagens stjerners tilskuer i. Men jeg var i sin tid en anden stjerne, en ganske anden. Jeg ved, at jeg nu og da var monstrøs. Jeg ved, at jeg nu og da var noget af en fusker. Men netop sådan var jeg, også i de allermest dagligdags scener, en enestående person, som tilskuerne så som en, der befandt sig på uoverstigelig afstand af dem selv [...].

Der er umådelig meget tankestof i Peter Handkes roman Kali; der er en nærmest kafkask stemning over den. Noget nødvendigt; ueftergørligt. Jeg ser bort fra den værensmæssige tanke, at laden som er lig faktisk væren; det kunne der ellers nok tænkes et og andet over. For mig er det lige nu mere interessant, at hovedpersonens mors tale kredser om forskellen på en udefinerbar ‘datidens stjerner’ over for ‘nutidens stjerner’. Tiden synes at være mytisk, men det er også ligemeget.

Der findes to typer stjerner, hvoraf den ene er alt-for-menneskelig, den anden utilnærmelig indtil det monstrøse; det nævnes ikke med ord, men sidstnævnte synes at være lig kunstneren (?). Den alt-for-menneskelige stjerne er nok snarere et idol; ikke en, der står over en, men en, der opfordrer til drømme, til efterligninger, til at lykkes. Hvorfor? Fordi det almindelige kan spejle sig i idolet. Hitler, siger Sloterdijk (med hvem Handke har nogle lighedspunkter), var ikke populær, fordi han skilte sig ud fra mængden, men på grund af hans åbenlyse vulgaritet. På den måde bliver Hitler arketypen for Sloterdijk (og Handke?) på den moderne stjerne. Stjernen medierer vulgariteten, således at publikum, ved at drømme om at tage hans plads, bliver sig selv mere lig.

Den monstrøse stjerne inkorporerede en afstandens patos i sig. Det lille skulle blive endnu mindre; det høje skulle skinne i sin utilnærmelighed. Stjernen er i den formatering en egentlig skelnen i strukturerende former og dvs. at bliver en strukturerende formdannelse i stjernens tilskuer. Det er to typer kunstmetafysikker. Den romantiske kunsts jagen efter en åbenbar svigefuld sandhed over for den populærkulturelle nivelleringsmekanisme; romantikkens inventio over for populærkulturens topiske afsøgninger. Og netop som topisk afsøgning formår popkulturen til tider at løsrive sig fra metafysikken og overskride Hitler som arketype. Men det forekommer mig her, at jeg blander kunstneren og stoffet sammen (i skuespillet).