Stokbros blog

Understregningerne i mine bøger er sirligt lavet med lineal og gerne sort kuglepen; når man bladrer gennem en bog eller bare lader øjnene glide ned over siden, så træder understregningenerne frem som små øer i et kaotisk landskab. Øjnene falder til ro, men så melder understregningens kraft sig. Den er ikke bare til for at fremhæve noget i teksten, end ikke noget i teksten forfatteren har ment var vigtigt (en art biografisk fejlslutning), altså ‘ikke bare’ men også. Understregningen fremhæver det skrevne, men med hele vægten af den undertstregendes stemning, blik, begær. Det vil sige understregningen tildeler det understregede en merbetydning, i den klinger læserens egne begær med i tekstens. Understregningen udhæver, men faktisk gør den noget mere, den lader den understregende genskrive det udhævede, lader ham blive medskaber af teksten, idet han bøjer ordenes løb ind i en ny/anden/anderledes emfase. Teksten genopstår som tekst i den uendelige fjernhed, den ikke kan udtrykke anderledes end ved at lade læseren gennemlæse den. Øerne er læsningens mulighed som sådan, dens parasitære succes.

As has been more or less implicitly determined, the essence of the phonè would be immediately proximate to that which within “thought” as logos relates to “meaning,” produces it, receives it, speaks it, “composes” it. If, for Aristotle, for example, “spoken words [...] are the symbols of mental experience [...] and written words are the symbol of spoken words” (De interpretatione, 1, 16a 3) it is because the voice, producer of the first symbols, has a relationship of essential and immediate proximity with the mind. Producer of the first signifier, it is not just a simple signifier among others.
(Citeret fra Derridas Grammatology)

Sproget repræsenterer ikke verden, men (er sekundært til) de billeder i jeget, der er optaget af verden, mens skriften repræsenterer (er sekundær) til sproget. Jeget er altså den genererende knude (i forhold til hvilken sproget og skriften kan anskues som metastaser), man kan vel tale om en repræsentationsmaskine, hvis sandhedskriterie er eteologisk, dvs. er underkastet læren om den fuldstændige repræsentation af virkeligheden i forholdet 1:1.

Anderledes tænkt er jeget garanteret sin enhed gennem processueringen af indkommende data; men drages eteologien i tvivl, kan jegets enhed heller ikke opretholdes, fordi det som primærsignifiant mister sin forbindelse til virkeligheden.

Jeget set som førstebetegner nødvendiggør en forbindelse mellem virkelighed og tegn. Hvis det som tegnskaber mister sit eteologiske udgangspunkt, bliver det selv signifié for det signifikante tegn; tegnet processuerer en apperception. Jeget bliver selvspejlende. I denne selvspejling tidsliggøres jeget i et forsøg på at opretholde en enhed. Kantiansk forstået: sindet bliver udtryk for en nærværstænkning i form af en “bevarende vedvaren”. Sindet genskabt som tegn, som signifikant signifié.

Apperceptionen er allerede et jeg-tab, derved at jeget gøres betydende. I virkeligheden sker der det, i det apperceptive spil, at jeget bliver en tegnstruktur af skiftende nærværsintensiteter.

Opbrydningen af jeget er interessant, fordi jeget ikke længere er den metastaserende knude (tegn-disseminanten), men snarere den øjeblikkelige lokalitet, der udgøres af (ikke apperceptionen, men) det mere eller mindre tilfældige associative spil (jeget som formateret/formaterende hukommelse). Jeget eksisterer ikke som andet end lokalitet, men lokaliteten er reel, fordi den er narrativt organiseret. Lokaliteten er fortællingen om jeg-dannelser, interessant nok fordi lokaliteten er et opløsende struktureringsmoment.

Jeget eksisterer ikke (der ligger ingen grammatisk mistanke i det udsagn). Det lokale er det øjeblikkelige associative spil; det er ingen konklusion.

Decentreringen forløber underjordisk, det må den gøre, hvis ikke dissemineringen skal inddæmmes. Hvor decentreringen trænger frem skyldes det alene det erosive begær, der knytter sig til blotlæggelse og på et tidspunkt vil overstige de dissociative spring. Inddæmning og erosion er sammenfaldende. Såvel Kojèves anerkendelsesproblematik som Sloterdijks foragtelsesmekanismer er udtryk for erosive begær. Decentreringen kan således hverken oplyse eller smigre, enhver stilstand vil være inddæmmende for memesisen. Men decentreringen må også være decentrerende i forhold til sin egen bevægelse, ethvert mål … så sitrende … et urocentrum … der står decentreringen i sit erosive begær, dissemineret, magtende sit urocentrum. “Engang til!”

I min tidligere introduktion til siden trådte to begreber frem fra anonymiteten. Først det særskilte, dernæst bevægelsen og bevægelsen var forbundet med legen. Det gør sig vel nok stadig gældende. Det særskilte er dog ikke længere indsat i en teleologi over erkendelsen, men er erkendelsens mulighedsbetingelse overhovedet med tanke på begrebet lokalitet.

Ligesom Deleuze og Guattari forsøger at nå frem til et sted, hvor det ikke længere betyder noget, om de siger ‘jeg’ eller ej, forsøger jeg at gøre det samme. Lade teksten forblive tekst og udvendiggjort og i denne udvendighed lade den blive læst. Jeg plæderer for en nomadisk læsning, så at sige, en læsning i opposition til hermeneutikkens inderlige forestillinger om meningshelheder og indholdets særstatus i forhold til formen. Men også i opposition til fænomenologiens forsøg på at lade tingen selv komme i spil; det gør den aldrig. Alle forsøg herpå er blot facetteringer.

Jeg tager Adornos kritik, “Das Ganze ist das Unwahre.”, til mig. Enhver pseudovidenskabelig forestilling om udtømningen af en ting strander på den læsendes hypostaseringer af egne drifter.

Som Montaigne forbeholder jeg mig retten til at modsige mig selv. Selvmodsigelsen er i virkeligheden en udvendiggørelse af jeget, idet det indsættes i teksten mister det enhver kvalitet som signifiant. Men er det ikke også sådan, at teksten er signifiant og signifié i ét?

Jeget er frembragt af en overflade.