Stokbros blog

Der er ikke så meget at tilføje ud over, at Marilyn Manson optræder nogenlunde fejlfrit i rollen som intellektuel; Bill O’Reilly optræder lige sådan bare i en anden rolle.

Herunder et klip fra Bowling for Columbine:

Kanal 4s nye satsning Big Love handler om en mand, tre koner, syv børn og en masse genvordigheder, det er ikke i sig selv særligt opsigtsvækkende, og hele polygamispørgsmålet har en lidt anden status i Amerika end herhjemme i og med mormonernes historie i landet. Skurken i serien er lederen (Profeten Roman) af det Samfund, Bill Henrickson (seriens hovedperson) er en del af, og Bill er gift med den ene af Romans døtre.

Det er spændende at se, hvordan Bill fremstilles med nogle ærkeamerikanske dyder, så som den virkelyst, der bringer en fra gaden op i velhavernes kredse, og han er ene (men stærk) eftersom han er blevet smidt ud af The Juniper Creek compund, hvor Roman agerer som hensynsløs leder og profet. Desuden er det omgivende, dvs. amerikanske samfund, fjendtligt stillet over for Bills polygame livsstil. Hvad tages der hul på her? Udover at tematisere den amerikanske drøm, der er nært forbundet med dette at føle sig udvalgt af Gud, så tages en mere eksotisk problematik op til overvejelse.

Polygami er en forældet levemåde, og de udbrydergrupper af De Sidste Dages Hellige, der praktiserer det, gør det ud fra religiøse og traditionstunge værdier. Parallellen til det muslimske samfund er oplagt; hvis det forholder sig sådan, så viser Bill, at det er muligt at sammenføje en stærk religiøsitet og traditionsbundethed med en moderne livsstil i et amerikansk forstad. I episode 8 besynges Bill og hans brors handlekraft idet de tager til det religiøse samfund Juniper Creek og banker de personer, der har overtaget moderens hus; dernæst tager bryder Bill ind hos Profeten. Det er de mandlige dyder, den rå styrke og handlekraften, der sættes højt og i grel modsætning hertil står Profeten, hvis dusin koner går til angreb på Bill i natkjoler. Der er altså en modsætning mellem Bills mandighed og evne til selv at klare skærerne og så Profetens laden sine kvinder slås for sig - og dette mens hans smiler overlegent hånligt. Efter denne tur kommer brødrene hjem og griner ad hinandens skrammer.

Serien fremstiller med andre ord det i de muslimske samfund, som vi kritiserer disse for, volden, handlekraften og betoningen af mandige dyder, som dyder, der tilhører seriens amerikanske helt, mens kvindelist (som hos Profeten), og ikke mindst kvindernes egentlig meget emanciperede kamp mod Bill er del af Romans skygge- og hadefulde handlingsmønstre (interessant er det også at alle kvinderne har biroller - kun Bill er (den narcissistiske) hovedperson). Med andre ord opstår der en diskrepans mellem de amerikanske dyder, som Bill skal fremstille, og de mønstre, der skaber forskellen mellem de gode og de onde.

Seriens undeliggende argument synes at være, at mine fjenders fjende er min ven. Bill kan kun accepteres, fordi han indrullerer sig i sovebyens harmoni og opstiller en facade, der samtidig er hans fængsel … det betyder imidlertid at alle Bills begær kun kan udspille sig i det skjulte, i det fortegnede i en repræsentationsverden. For magten, som det omkringliggende samfund betegner, er begæret kun foragteligt i det omfang det kommer til udtryk udenom repræsentationsniveauet - altså direkte.

Sygeplejerskernes barnlige horisonts kynisme, der som altid er iklædt den retfærdiges harme, har blotlagt en regressiv magtstruktur. De strejkende vil have mere i løn, og de accepterer kun en ubetinget kapitulation fra de Danske Regioners side; strejken har med andre ord blotlagt de latente voldsspor, der omgærder enhver magt. Det har allerede kostet menneskeliv, men det fantastiske (hvis man kan sige det sådan) ved denne strejke er, at menneskelivet bare er blevet ét blandt mange pressionsmidler - blot er det passivt og ikke aktivt; blodet er ikke længere helligt, det er en forhandlingsstrategi. Der er ingen principielle forskelle mellem denne strejke og den kynisme Sloterdijk beskriver i sin kynismekritik, hvor der ikke findes nogen kommunikation mellem det anstændige privatmenneske og den kalkulerede, økonomiske apperception i en professionsklasse; den kyniske kalkulation indbefatter døden. Spørgsmålet er hvor mange døde, der er kalkuleret med? Er sygeplejerskerne den varme masses progressive form, hvori enhver udladning er passiv?

Når man læser hvor mekanisk de Sades perversiteter præsenteres og med hvilken sikkerhed de filosofiske spejle orienteres omkring det nav, så kan det umuligt undre, at de Sade er blevet populær; og mest blandt tænkende mennersker, der i forvejen har hengivet sig så restløst til de mediale strukturer, der defineres af blikket og dets forhold til begæret. Når Nietzsche for lidt mere end hundrede år siden kunne beklage det dekadente i smagen, ville han næppe kunne genkende det menneske, der ville stå foran ham i dag. Eller måske ville han. For er det sidste menneskes lighed med den intellektuelle i dag ikke frappant? Weimars mennesker, spøgelser, der kun kan opretholde en væren i den sanselighed, der medieres af champagne og galskab og hvis ypperste afsløres i den enkeltes fuldstændige gåen op i de andre – den væren, der afspejles i en vanvittig gruppecan-can i begyndelsen af Baz Luhrmans Moulin Rouge, der med større og større hastighed driver gruppen af forvredne ansigter i opspilede øjne og sanseløs latter mod den enkeltes endeligt i meuten; samme mekaniske vellyst som hos de Sade, der et par hundrede år før kendte weimarmennesket bedre end det selv: den intellektuelles afstumpethed, der krævede enhver forfinelse udskiftet med svedende wagnerianere og det eneste svar herpå lå i en bukolisk modmeute. Men hvis de Sade kendte Weimarmennesket, så kendte Michelangelo det vellystige blik, der med sans for proportioner og med en uovertruffen teknik kunne omslutte menneskelivet reduceret til opbrugt kød med en sådan skønhed, at fascinationen af teknikken tildækkede stoffets budskab, eller måske ophørte budskabet idet myten blot blev afsæt for teknikkens reproduktion af sig selv? Det menneske, Michelangelo kendte og skabte for, opstod først i det post-Auschwitzeske rum, der krævede et andet udtryk for hårdhudetheden. Den intellektuelle kunne ikke længere opsluges i meuten, for den menneskelige kontakt havde lidt skibbrud under 15 års stadig stigende meutegalskab. Den andens krop blev farlig, det var den allerede under Weimar, men til forskel fra dengang, så dannedes nu et menneske, der frygtede sin egen krop og drev sig selv ind i sindets allermørkeste kælderregioner for der at tage ophold med henblik på at opelske paranoikerens uovertrufne overblik og skabe kontrol; man kan i den sammenhæng tale om at ethvert nyt menneske fra den tidligste barndom indprentes en væren i den permanente damage controls varetegn. Det er det samme intellektuelle menneske som under Weimar, den samme bornerte afståelse af kroppen, hvor sex og enhver anden nydelse er reduceret til selvrealisering. Det menneske er gået helt op i en sindmeute, ikke den varme masse fra Hitler-Jugend, der genopfriskes i fodboldtilskuerens voldsfascination, men den kolde masse, som Sloterdijk taler om, der er defineret ud fra medieringen: den fuldstændige åndeliggørelse, som R.E.M. fik i tale med sin video til ”Loosing My Religion”, hvori Thomas ikke længere graver i Jesu spydsår, fordi han ikke vil tro, at hans mester er genopstået, men fordi nærheden til såret er betagende, farligt, så tæt på kroppen man kan komme. R.E.M.s Thomas er sindbilledet på den intellektuelle i dag, hvori de Sade, Michelangelo og R.E.M. løber sammen i et udtryk for den sandhed, at i selvafstumpningen genopleves mennesket alene i sårets sanselighed.

I forlængelse af mit forrige indlæg, vil jeg knytte en kommentar til Vickie Jo Ringgaards præsentation af programmet So You Think You Can Dance - Scandinavia: “Mød fremtidens stjerner i morgen …” (citeret frit efter hukommelsen). Programmet præsenterer nogle ganske almindelige mennesker, med nogle (for nogens vedkommende) ret så veludviklede trin. De er fremtidens stjerner.

Det begreb, fremtidens stjerner, indlægger et klart brud i diskursen om stjerner, da der er nogen stjerner i dag, som fremtidens stjerner adskiller sig fra. Vulgaritet betyder ikke andet end folkeligt eller endda almindeligt. Fremtidens stjerner plukkes ud af den samling af mennesker i Danmark, Sverige og Norge, hvis ypperste egenskab ved siden af det at kunne danse (som programtitlen endda sår tvivl om, om de kan) er, at de til forveksling ligner alle andre; det kunne lige så godt have været dig eller mig, der stod der.

Der er samtidig en profetisk undertone i Vickie Jos præsentation; den er helt givet ud i en fremtidsdiskurs: mød fremtiden i morgen - se hvordan struktureringen af kulturen vil se ud i fremtiden, tag dig et smugkig på vulgariteten. Fremtidens stjerner er dig og mig.

Men i virkeligheden er her nok tale om en ganske forældet vision? Warhol proklamerede en fremtid med 15 minutes of fame; det er stjernerne af i dag og igår. Vickie Jos præsentation er således et forsøg på at tildække det faktum, at Kanal 5 med deres overtagelse af den amerikanske programserie er tidssvarende - alt for tidssvarende. Og selvfølgelig er det sådan; programmet skal underholde og ikke oplyse.

Den profetiske topik afløses af en langt mere nutidig retorik: vær med på beatet. Det drejer sig om at være to skridt foran, men man kommer snarere et halvt århundrede bagud, hvis man tager Vickie Jo på ordet.

Fremtidens stjerner mimer således Handkes fallerede kunstners forkastelse af tidens stjerner i tilbageblikket. Fremtidens stjerner kunne være dig og mig, er dig og mig - ja, de er under os, for vi er mere ægte.