Jegets lokale opløsning
As has been more or less implicitly determined, the essence of the phonè would be immediately proximate to that which within “thought” as logos relates to “meaning,” produces it, receives it, speaks it, “composes” it. If, for Aristotle, for example, “spoken words [...] are the symbols of mental experience [...] and written words are the symbol of spoken words” (De interpretatione, 1, 16a 3) it is because the voice, producer of the first symbols, has a relationship of essential and immediate proximity with the mind. Producer of the first signifier, it is not just a simple signifier among others.
(Citeret fra Derridas Grammatology)
Sproget repræsenterer ikke verden, men (er sekundært til) de billeder i jeget, der er optaget af verden, mens skriften repræsenterer (er sekundær) til sproget. Jeget er altså den genererende knude (i forhold til hvilken sproget og skriften kan anskues som metastaser), man kan vel tale om en repræsentationsmaskine, hvis sandhedskriterie er eteologisk, dvs. er underkastet læren om den fuldstændige repræsentation af virkeligheden i forholdet 1:1.
Anderledes tænkt er jeget garanteret sin enhed gennem processueringen af indkommende data; men drages eteologien i tvivl, kan jegets enhed heller ikke opretholdes, fordi det som primærsignifiant mister sin forbindelse til virkeligheden.
Jeget set som førstebetegner nødvendiggør en forbindelse mellem virkelighed og tegn. Hvis det som tegnskaber mister sit eteologiske udgangspunkt, bliver det selv signifié for det signifikante tegn; tegnet processuerer en apperception. Jeget bliver selvspejlende. I denne selvspejling tidsliggøres jeget i et forsøg på at opretholde en enhed. Kantiansk forstået: sindet bliver udtryk for en nærværstænkning i form af en “bevarende vedvaren”. Sindet genskabt som tegn, som signifikant signifié.
Apperceptionen er allerede et jeg-tab, derved at jeget gøres betydende. I virkeligheden sker der det, i det apperceptive spil, at jeget bliver en tegnstruktur af skiftende nærværsintensiteter.
Opbrydningen af jeget er interessant, fordi jeget ikke længere er den metastaserende knude (tegn-disseminanten), men snarere den øjeblikkelige lokalitet, der udgøres af (ikke apperceptionen, men) det mere eller mindre tilfældige associative spil (jeget som formateret/formaterende hukommelse). Jeget eksisterer ikke som andet end lokalitet, men lokaliteten er reel, fordi den er narrativt organiseret. Lokaliteten er fortællingen om jeg-dannelser, interessant nok fordi lokaliteten er et opløsende struktureringsmoment.
Jeget eksisterer ikke (der ligger ingen grammatisk mistanke i det udsagn). Det lokale er det øjeblikkelige associative spil; det er ingen konklusion.
I’m a dog
Hvis rock har energiudvekslingen som mål, så har svenske Mustasch genopfundet genren. Det har Metallica gjort før dem med Whisky in the Jar; i begge musikvideoer sammenkobles bacchanaliet med musikkens apollinske formtvang. Det er grunden til genrens farlighed, den oppositionelle struktur, dens erosive udladning.
At tænke væren postmetafysisk
En kommende udgivelse på Museum Tusculanum er Pia Lauritzens Et spørgsmål om at være, der i hvert fald ud fra den korte beskrivelse forlaget har givet, kunne vise sig at være en interessant bog.
Et spørgsmål om at være er en filosofisk refleksion over sammenhængen mellem metafysisk tænkning og vestlig grammatik. Gennem læsning af udvalgte værker af Heidegger, Derrida og Vattimo argumenterer forfatteren for en postmetafysisk omformulering af det ældste og mest fundamentale filosofiske spørgsmål: hvad er væren? Dette gøres gennem tre teser, som hævder: 1) at metafysisk tænkning hænger uløseligt sammen med vestlig grammatik, 2) at opgøret med metafysikken forudsætter en svækkelse af sprogets stærke grammatiske strukturer, og 3) at postmetafysisk tænkning er mulig inden for rammerne af dansk grammatik. Ud over en fagfilosofisk diskussion af værensspørgsmålets postmetafysiske vilkår bidrager Et spørgsmål om at være til en perspektivering af vores måde at tænke og organisere os på i den vestlige del af verden.
