Stokbros blog

Erkendelse er mere end en begrundet mistanke, den er et udkast af spor - ikke nødvendigvis, nej, snarere aldrig de samme for enhver. Den koldt analytiske fremstilling er en (efterrationaliserende) formidling, der er forskellig fra erkendelsen selv. Det erkendelsesmæssige spor indskyder sig pludseligt i de associative spring. Jeg vil tro, at den er et hverken-eller, snarere end et både-og; den opretholder ikke det overleverede skema om sandhed i en omfavnende, intelligent gestus, men er ‘tænkt lidt længere væk’. Erkendelsen opspores i dens uafhængighed af ethvert skema eksternt for den selv.

I Siri Hustvedts roman The Sorrows of an American, der netop er udkommet på Forlaget Per Kofod, kan man på første side læse følgende:

Der vandrer spøgelser rundt inden i mig, men det er ikke altid, de taler. Somme tider har de ikke noget at sige.

Erik, romanens fortæller, er psykiater og det er en af hans patienter, der sagde sådan. Der siges intet om, hvorvidt spøgelserne er afdøde, blot dette at spøgelserne vandrer rundt og nogle gange taler de; til andre tider gør de ikke.

Jegets placering er usikker. Det taler fra et sted, men refererer udelukkende spejlende til sig selv i en form for adskilthed. Hvor spøgelserne vandrer er ‘jeg’ ikke. Der er sket en adskillelse mellem udsigelsespositionen og dens objekt på en sådan måde, at ‘jeg’ ikke længere er, men kun er til stede som refleksivt pronomen, her hjælper grammatikkens terminologi: teksten revolverer omkring et jegløst sted, hvor navnet, dét, der kunne identificere personen, der taler, er blevet udskiftet med spejlingen. Man må måske give teksten ret: der er ingen, der taler? Eller rettere: de, der taler eller netop ikke taler, er spøgelserne.

Man kan ikke egentlig sige, at nogen oplever eller fortæller dette videre til nogen, endskønt det er læst. Udsigelsespositionen skal ikke findes i et fraværende jeg, men i selve spejlingens ‘mig’, hvori spøgelserne vandrer. Er det ikke egentlig denne vandring, der konstituerer mig’et? Tekstens ‘mig’ konstitueres i så fald som sted for nogen eller noget: spøgelserne. Med spøgelserne fremkommer først spejlingen og fraværet, ja, stedet defineres som fravær til en ekstrapositioneret talende.

Eller forholder det sig ikke sådan, at det indledende ‘der’, som jeg læser som adverbium og ikke formelt subjekt, egentlig blot taler om teksten, og fraværet er fravær af en referenceramme? Det giver mening i forhold til, at pronomenet skabes med den refleksive gennemgang.

“… men det er ikke altid, de taler.” Forudsat at spøgelserne er en italesættelse, at de ikke bare gennemgår spejlingens sted; der er en forventning til, at de taler. Ikke om noget, men blot ‘taler’. Men så dette: “Somme tider har de ikke noget at sige.” Det forudsætter til gengæld en position i forhold til noget, måske endda en positionering. Spøgelserne har en mening, de tilkendegiver gennem talen.

Spejlingen er en italesættelse af spøgelserne. De påbegynder overhovedet først deres gang, deres gennemgang af mig’et med denne tekst. Spøgelserne, pronomenet, talen … kommer i stand gennem spejlingen som udsigelsespositionen. Det slår mig, at kun det jegløse ‘mig’ kan spejle. Talen er forrykket fra subjektet til tekstens spejling af subjektet, og her bevæger spøgelserne sig. ‘Inden i’.

Teksten er en beholder. Den rummer spøgelsernes tilkendegivelser. Vandring og tale er en og samme ting, de er begge tilkendegivelser. Spøgelserne er ‘der’ uanset - ‘inden i’. Stedet ‘der’ beholder spøgelserne, dets afstand eller fravær aflæses i spøgelsernes tilkendegivelser: tale og tavshed er det samme. Der henvises ikke, men udsiges blot.

Spøgelserne er mere virkelige en det fraværende jeg; men der er et jeg, der er en nødstedt person, der rækker ud og fortæller sin læge, at der vandrer spøgelser rundt i vedkommende. Spøgelserne har i virkeligheden tilkæmpet sig sproget og teksten og taget bolig i ‘mig’, de er refleksivt til stede: automatisk: selvspejlende: regenererende. De truer i deres tilstedeværelse med ophør (af vandring). Hvad er der så tilbage? En Eingeschlossensein? Det autentiske jeg som Eingeschlossensein.

Det lille tekststykke peger (selvfølgelig) på sig selv som tekst og alt det, men langt mere interessant er det, at teksten bliver spøgelse, at talen, vandringen, ja, ytringen i sig selv kun kommer i stand gennem spøgelserne, at de så at sige bliver det maskineri, der garanterer ytringen. Således at vi altid har udsigelsespositionen uden for os, væk fra os, at jeget alene kan bestå i denne spejlede yderlighed.

As has been more or less implicitly determined, the essence of the phonè would be immediately proximate to that which within “thought” as logos relates to “meaning,” produces it, receives it, speaks it, “composes” it. If, for Aristotle, for example, “spoken words [...] are the symbols of mental experience [...] and written words are the symbol of spoken words” (De interpretatione, 1, 16a 3) it is because the voice, producer of the first symbols, has a relationship of essential and immediate proximity with the mind. Producer of the first signifier, it is not just a simple signifier among others.
(Citeret fra Derridas Grammatology)

Sproget repræsenterer ikke verden, men (er sekundært til) de billeder i jeget, der er optaget af verden, mens skriften repræsenterer (er sekundær) til sproget. Jeget er altså den genererende knude (i forhold til hvilken sproget og skriften kan anskues som metastaser), man kan vel tale om en repræsentationsmaskine, hvis sandhedskriterie er eteologisk, dvs. er underkastet læren om den fuldstændige repræsentation af virkeligheden i forholdet 1:1.

Anderledes tænkt er jeget garanteret sin enhed gennem processueringen af indkommende data; men drages eteologien i tvivl, kan jegets enhed heller ikke opretholdes, fordi det som primærsignifiant mister sin forbindelse til virkeligheden.

Jeget set som førstebetegner nødvendiggør en forbindelse mellem virkelighed og tegn. Hvis det som tegnskaber mister sit eteologiske udgangspunkt, bliver det selv signifié for det signifikante tegn; tegnet processuerer en apperception. Jeget bliver selvspejlende. I denne selvspejling tidsliggøres jeget i et forsøg på at opretholde en enhed. Kantiansk forstået: sindet bliver udtryk for en nærværstænkning i form af en “bevarende vedvaren”. Sindet genskabt som tegn, som signifikant signifié.

Apperceptionen er allerede et jeg-tab, derved at jeget gøres betydende. I virkeligheden sker der det, i det apperceptive spil, at jeget bliver en tegnstruktur af skiftende nærværsintensiteter.

Opbrydningen af jeget er interessant, fordi jeget ikke længere er den metastaserende knude (tegn-disseminanten), men snarere den øjeblikkelige lokalitet, der udgøres af (ikke apperceptionen, men) det mere eller mindre tilfældige associative spil (jeget som formateret/formaterende hukommelse). Jeget eksisterer ikke som andet end lokalitet, men lokaliteten er reel, fordi den er narrativt organiseret. Lokaliteten er fortællingen om jeg-dannelser, interessant nok fordi lokaliteten er et opløsende struktureringsmoment.

Jeget eksisterer ikke (der ligger ingen grammatisk mistanke i det udsagn). Det lokale er det øjeblikkelige associative spil; det er ingen konklusion.

Decentreringen beskriver en måde at fjerne sig fra et givet centrum (Kenneth Burke har lavet et katalog over enhedstænkningens former i A Rhetoric of Motives), men hvor decentreringen er et processuelt begreb, betegner det ekscentriske en psykologisk egenskab ved desertøren. Desertøren flygter ekscentrisk, hans skrift er decentreret; de flugtveje han afsøger er dybdeboringer i erkendelsens vækstlag. Ekscentrikeren står altså uden for, i forhold til staten er han naturligt nok nomade, hans stamtræ består af usikre genealogier, spor der forløber i undergrunden. Den decentrerede skrift har ikke noget repræsentationsniveau, men skaber en lokalitet; kartografen optegner topoi, han er stedkendt. Ekscentrikeren bevæger sig derimod distræt gennem landskabet. At tilbagelægge en flugtvej distræt gør landskabet uendeligt.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tale om det eksterne i dén forstand. Det eksterne er relationelt, det er eksternt i forhold til noget, der til gengæld udgør en enhed i den udladning, der følger eksternaliseringen. I forhold til serien, hvori den narrative struktur, retroaktiviteten, organiserede et analogon rationis ud fra et ’som om’, betyder det at serien falder tilbage i enhedens ligeartethed og mister sin serialitet.

Det virker unægteligt også lidt søgt at tale om en relationel eksternalisering. Det er begrebet ekstern, der er problematisk. Det definerer serien som helhed i stedet for som lokalitet. Lokalt er der kun særskilte punkter; et punkt betegner således det vellykkede begrebs evne til at skabe differentierende (differerende) spor. Hvor disse spor opnår parallellitet eller, som i en inderlig kluddermutter, en infiltrering opstår lokaliteten.

Lokalt kan man i forlængelse af den omtalte narrative struktur tale om et eller flere epicentre.

I erkendelsens lokalområde, hvor det eksterne (eksternalisering) ikke er muligt, opstår derimod det ekscentriske. Hvor det eksterne forudsætter troen på i hvert fald muligheden af en helhedsanvisning, der skaber ekscentrikeren v.hj.a. parallellitet og indfiltrering lokale epicentre - udfriet fra magten i et oppositionelt begær, der er erosivt, hvilket vil sige, at i det øjeblik begæret indfries sker det på bekostning af en lokal sammenstyrtning.